Slette-Mette-hov-hvor-blev-minken-af

Efter at have set demokratiets aften er jeg mere forvirret end godt er, og helt sikker på, at jeg ikke er klog nok til at gennemskue alles påstande. Jeg har læst stort set alle partiernes hjemmesider, set Genstart og debatter. Selv speedsnakkeren Clement har jeg udholdt i forsøget på at blive klogere. Jeg er forvirret på et højere plan og er ikke alene om den følelse. Nu har jeg besluttet at sætte krydset ved en af de få, som udviste ærlighed, ordentlighed og integritet under debatten i går.  

Politikere er per definition uenige, men det ville da være rart, hvis de kunne blive enige om noget. Det minder mig lige om Bornholm og det, de faktisk kan blive enige om: What happens on Bornholm, stays on Bornholm. Den enighed gør kun det hele lidt værre. Samtlige danske politikere samlet i en sandkasse på Bornholm minder mig lidt for meget om børnehaven på tur i voksenhøjde: intriger, druk, flirt og en løssluppen opførsel, som får Alex’ kokain-indtag til at ligne en velovervejet beslutning. Når man så ved, hvad man ved, om slettede sms’er og har en mistanke om, hvor de døde mink ligger begravet, ja så bliver billedet af børnehaven på tur ikke mindre realistisk.

Minkene er for længst begravet, og vi vælgere har en kort hukommelse, siges det. Jamen, så lad os da tage nogle eksempler fra seneste regeringsperiode, som er værd at huske på, når man står i stemmeboksen på tirsdag. Der går lidt for meget Trump-retorik i den, når Mette siger køb, køb, køb og som en anden Paris Hilton vifter med vores fælles kreditkort. Og hvor er det træls på den jyske måde at se tre partiledere som i fire år har dannet fælles front på den voksne måde nu kaste med sand og slås som børn om, hvem der skal sidde forrest i bussen på vej til Bornholm.  

Jeg har en del uafklarede spørgsmål, som kan minde lidt om introen til tv-serien Skum (for os, som er gamle nok til at huske den): Hvem har egentlig ikke taget kokain, men er bare ikke blevet presset til at stå frem? Hvem giver os ro og nøgternt overblik i stedet for at piske en stemning op? Hvem fandt på at råbe ’droner’ lige før budgettet til forsvaret skulle vedtages? Hvem har glemt at fortælle Heunicke om Bornholm-reglen? Hvem har løsnet grebet om Stram kurs, så Rasmus Paludan nu står på listen? Og hvorfor vil hverken Mette eller Lars sige, hvem der stod i sandkassen og råbte, lad os tage Store Bededag? Og endelig vil jeg vide, hvorfor partiledere taler i slogans med ord som ender på ere - rigere, retfærdigere, grønnere. Hvorfor skal vi være mere, når en tredjedel danskere er stressede og allerede føler, de ikke er nok.  

På Socialdemokratiets hjemmeside siger Mettemor til børnene (os vælgere): Det er en urolig tid, vi lever i. Ja, jeg bliver ret urolig, når Mette begraver mink om natten, nægter at kaste lys over the drone-moment og siger glem det, venner til de, som tager en voksen-beslutninger om at arbejde mindre for at være mere for de børn, hun påstår at værne om.   

På Venstres hjemmeside indledes med: I Danmark mener vi, at verden skal være et trygt samfund – også når verden er urolig. Kommunikativt et tolv-tal, for vores hjerner elsker kontraster (tryg, urolig) og drama. Om Troels’ hænder så er de sikre, ved jeg ikke, men de er uden tvivl renere end Mettes. Og rene hænder i børnehaven er der ikke mange af.    

Alex, den kække dreng i klassen, tilbyder en frisk start. Han tror på, at vi kan få rykket noget med en borgerlig regering. Og jeg tænker bare, om tro egentlig er nok her? Alex ser sig desværre ikke for god til at nedgøre andre for at fremhæve sig selv. Beskrivelserne af kollegaerne springer i øjnene: skadelige topskat og lunkne kompromisser. Skadelig for hvem, og hvordan vil Alex undgå kompromisser?

SF’s Pia holder krampagtigt fast i fortidens  blokpolitik med en sikker rød stemme, og det er so last valg. Men også Pia har allieret sig med et stærkt kommunikationshold, som taler lige ned i det, de fleste drømmer om: mere tid, mindre pres. Den vision er so next decade og et tiltrængt pust på de mange stressramtes skrantende vindmøller.

Det forpligter at være dem, vi giver vores stemme. Dem, vi giver mandat til at værne om vores værdier, etik og moral og ikke mindst vores træer, planter, dyr, jord og hav, vores børn, vores ældre, vores midtimellem, vores os, vores plads i verden og nattesøvn. Jeg vil miljøet og mindre pres, men jeg kan ikke stemme på fire år mere med Slette-Mette-hov-hvor-blev-minken-af. På spørgsmålet i går aftes om dronerne sværger jeg, at jeg så Troels og Mette udveksle blikke og hørte dem citere Jack Nicholson i filmen A few good men: You can’t handle the truth.  

Try us…og kom så ud af den opblæste sandkasse. Det er muligt, at I efter to flasker vin og en Medina-koncert i Allinge får lyst til at sjofle løfter til vælgerne (og dem derhjemme), som danskerne er flest, men desværre er vi nogen, som forventer lidt mere af jer, som har rakt ud efter faklen.   

Selvom jeg ikke helt har tilgivet Kåre for nedlæggelsen af 21 Søndag, så sagde han i går det vigtigste, nogen har sagt i denne valgkamp: Demokratiet kan man ikke tage for givet. Så uanset, hvor krydset sættes er det en stemme på demokratiet. I morgen stemmer jeg hverken på nogen eller noget.

Jeg stemmer på demokratiet (og en lille smule på Kåre).