Vores tavse krydser råber, men hvem lytter?
- Surprét Elmue
- for 13 timer siden
- 2 min læsning
Vi var mange som for en uge siden satte vores krydser i tvivl og samtidig håbede på en sikker ny retning. Den forgangne uge på Borgen har kun forstærket vores tvivl. Og mens midterbarnet insisterer på at puste sin fredspibes røg ud af sin egen … skorsten, sidder jeg (og andre er jeg sikker på) med følelsen af, at ingen lytter til vores tavse krydser.
Det blev Mette og ikke midterbarnet, som nu svinger tryllestaven og skal mane en ny regering frem. Lad os se, om hun kan finde venner nok, som vil i regering med hende. Måske skal hun bruge ordet venner på en lidt anden måde, hvis det skal lykkes.
Desværre ved vi, at når Mette svinger tryllestaven kan hvad og hvem som helst forsvinde og dukke op (sidst set i forbindelse med KV25 på Københavns rådhus). Vi husker også stadig mink-sagen og hendes simsalabim Mink forsvind og trylleryllerolleri lad Mette gå fri, som fik selv Jakob Ellemann til at falde besvimet om i armene på hende.
Mens Mette tryller er spørgsmålet: Hvor er de to andre? (helt sikkert ikke i Kvickly). Troels er sidst set tøffende rundt i Christiansborg elevatoren (med hjelm), snart på vej op, snart ned, helt uden retning. Midterbarnet ser ud til at have sat sig på tværs i sit eget univers, univers, univers.
Mens de tre står i vejen for hinanden myldrer nye medlemmer ind på Borgen. Benovede og spændte som var det første skoledag - et par stykker så faktisk sådan ud. I sikkerhedstjekket blev tasker renset for uskyld, ærlighed og storsind, som de ikke får brug for de næste fire år. En af de nye på fløjen, Lars Boye, havde taget sin blå paraply med. Som en anden Mary Poppins gik han rundt med sin paraply og delte først orlov og så ekskludering ud. Var der nogen, som sagde Klovnebus 2? Den høje mand, Alex, ønskede sig en frisk start og fik lige præcis det. Måske lige friskt nok at få et medlem ind og ud hurtigere end Mette kunne nå at sige simsalabim, må et par blå forsvind’.
Med trætte (og skuffede) blikke rettet mod Borgens rygende ruin af en skorsten (sorry, det var Børsens), venter vi på, hvor mange farver, som blander sig med hinanden og stiger op. Hvilke partier står fast på deres politiske retning, principper og valgløfter, og hvilke falder besvimet om i armene på Mette, når hun svinger tryllestaven. Hvor mange folketingsmedlemmer er der overhovedet tilbage i blå blok, når endnu en uge er gået? Og vil midterbarnet lytte til vores krydser eller fortsætte med kun at lytte til sig selv?
Vi satte vores tavse krydser, og de råber på noget andet end SVM. Måske nogen vil fortælle Mette, Troels og midterbarnet, at der kommer et tidspunkt, hvor sætninger som ’det har vi ikke været gode nok til’ eller ’Ja, vi begik en fejl’ lyder som et remix af en slager, ingen af os orker at høre på de næste fire år.





Kommentarer