Alt vi ejer er vores historier

For cirka otte måneder siden friede min kæreste. Vi har haft en del pauser i vores tiårige relation, så det var både uventet og ventet. Efter han friede besluttede vi at flytte sammen i hans hus i november. Vi så på nye møbler, talte om bryllup og fremtiden, mens han i smug holdt en kattelem åben til en ungdomskæreste (er den stærkt redigerede version), så nu er vi ekskærester, jeg flyttede ud i februar og bor midlertidigt hos familie. Hvis mit liv var en roman, ville jeg sige: Hold da op et plot-twist.

For tiden kan man så sige, at handlingen i min ’roman’ ikke rykker sig så meget ud af stedet. Mens efterdønningerne af plot-twistet bølger videre, reflekterer jeg over det seneste halve års begivenheder. Det ledte mig til et af mine yndlingscitater fra filmen Australia, hvor Hugh Jackman som kvægdriveren Drover siger: Most people like to own. Land, luggage, other people. It makes them feel secure. But all that can be taken away. In the end the only thing you really own is your story. Just trying to live a good one.

Det er godt at blive mindet om, at vores historie er det eneste, vi ejer, og vi kan kun forsøge at leve så god en historie som muligt. Når jeg indtager den holdning til mit liv, kan jeg finde taknemmeligheden frem for min historie, som indtil nu har budt på drama, plot-twist, uforudsigelige karakterer, romantik, spænding, overraskelser, glæde, sorg, humor, karakterudvikling  - ja alt det en god historie består af. 

Jeg ved ikke, hvilket kapitel jeg er nået til i min historie, men jeg er i hvert fald midlertidigt ’indlogeret’ på mit barndomsværelse hos mine forældre. Jeg er 56 år, deler værelse med overvintrende potteplanter og en bogreol proppet med børnebøger, dvd’er og klenodier fra min barndom. Øverst på bogreolen står en træ-hest på hjul, som hver dag holder øje med mig med sine to sorte kunstige øjne. Mellem træhestens ører sidder en hårbøjle med brudeslør. Et par hylder længere nede sidder Barbie herself i sit fineste skrud: en mørkeblå silkekjole med strutskørt og flæser. Ken er skredet.    

En træ-hest med brudeslør, Barbie i sit festskrud, Ken som er skredet. Hvis mit liv virkelig var en roman og jeg læseren, ville jeg tænke at forfatteren var gået lidt over gevind med symbolikken i rekvisitterne. Men både Barbie og træ-hesten med brudeslør har stået på reolen i flere år  og Ken har været skredet lige så længe. Det er ikke plantede rekvisitter tilegnet min nuværende situation.

Virkeligheden overrasker mig gang på gang. Min fantasi er slet ikke vild nok til at følge med virkeligheden. Hvis jeg kunne se mit liv som en historie i gang med at blive skrevet, ville jeg måske ikke blive så overrasket over rekvisitterne, dramaerne, plot-twists og de karakterer, som gør noget helt andet end jeg regner med. Så ville jeg kunne holde følelser ude i strakt arm, forvisset om at denne del af historien er præcis, hvor den skal være. Hovedpersonen (mig) havde brug for et skub (et plot-twist), så historien kunne fortsætte i en anden retning. Min ældste søn gav mig et kram fornyelig og sagde: This too shall pass. Og han har selvfølgelig ret. Alt har sin tid. Alle slutninger er også begyndelser.    

Vi kan bruge vores kræfter på at holde fast i det, vi ejer, skrabe mere til os, svede panikangstens sved, når aktiekurserne styrtdykker,  blive vrede og skuffede, når dem vi elsker forlader eller svigter os. Eller vi kan minde os selv, at vi i sidste ende ikke ejer andet end vores historie og den da i det mindste er fyldt med alle elementer til ’a good one’. Ja ja lettere sagt end gjort, og der er jo også det med historier, at der helst skal følelser i spil, for at vi læser eller ser dem til ende. I virkelighedens historier har det også et formål at gå igennem  hele følelsesregistret. Følelser kommer med budskaber til os. Der er noget at lære.    

Så jeg lærer og lærer og lærer og tænker jeg må være helt utrolig klog efterhånden eller også usandsynlig tungnem, siden jeg skal igennem de samme ting igen og igen. Men nu er det heldigvis også sådan med historier, at alt kan ske og de ikke er slut, før den sidste side er læst, bogen klappet i eller rulleteksterne kører på skærmen. Så når jeg lige har været igennem chokket, vreden og forvirringen. Når jeg har grædt de sidste tårer i denne omgang over seneste plot-twist, så fortsætter jeg (forhåbentlig) ud i min egen historie som en klogere og stærkere romankarakter. Og som kvægdriveren Drover i filmen Australia svinger jeg mig op på hesten igen og lur mig, om ikke jeg finder en solnedgang at ride ud i, mens jeg husker ordene: …in the end all we have is our story. Just trying to live a good one.