Dur ikke, sagde prinsessen

Et år er gået siden jeg flyttede sammen med min forlovede og opdagede, at jeg ikke var den eneste kvinde i hans liv. Det år har jeg brugt på at trevle hans finmaskede net af løgne op, som trækker tråde helt tilbage til begyndelsen af vores relation. På at sidde svimmel, forvirret og blødende som Sofie Gråbøl i Blinkende Lygter og spørge mig selv: Hvad skete der?   

Et år er det for lang tid eller slet ikke lang tid nok? Et par stykker af mine nærmeste mener det er lang tid nok, måske endda alt for lang tid. Videre, sagde en veninde til mig fornyelig og viftede med hånden, som prinsessen i Klods Hans. Dur ikke, kunne hun også have sagt, men hvad er det som ikke dur og hvor ligger videre?

Videre minder mig om 90erne. Om hende jeg blev til og dem, jeg hang ud med. Vi skøjtede hen over dårlig opførsel, triste følelser - ja alt, hvad der kunne føre os ned i dybet af os selv. Du må videre, sagde vi til hinanden, slog ud med hånden og grinede kækt.

Jeg blev student det år reklamer blev tilladt i tv og dermed gjorde deres entré i stuen. Ingen talte om reklamernes magt. At budskaberne lagrede sig et sted i os som overfladiske værdier, der hang ved på vejen videre. Vi sang med på Levis’ mad about the boy, kastede med håret på L’Oreal-måden og syntes vi var worth it. Som om charme, selvtillid og lækkert hår i sig selv gav vores liv værdi, indhold og retning.

Videre minder mig om årene på Handelshøjskolen. Om en fremadstræben, jeg aldrig fandt fodfæste i. Om stramme værdier, jeg fandt det lige så svært at krybe i og lyne op, som de Levi’s, alle bare måtte eje.

Min generation - også kaldet X eller nå-generationen - blev voksne i 90ernes yuppie-tid, hvor skrupel- og integritetsløse super-egoer som Claus Riskjær blev kaldt succesdrenge. Hvor Cindy Crawford gjorde supermodel til en jobtitel. Og vi troede (godt hjulpet på vej af Hollywood), at videre var et helt konkret sted, vi en dag ville lande og blive lykkelige til vores dages ende.

Videre er en fikser, som fejer forstemmende følelser ind under huden. Sprøjter botox i panderynker og silikone i forfald. Videre løfter op, glatter ud, retter ind. Videre opfandt velcro-lukninger, fast-food, drive-through, mobiltelefoner og Tinder med swipe-funktion. Videre er en uro i kroppen, en rastløs pulserende hvisken i dit øre: Videre, videre, videre.

Vi hastede ind i det nye årtusinde, hvor ja blev til en trendy hat, vi købte og gik med. I tierne svansede videre’s boheme-søster, Pyt, ind på scenen og tog os alle med storm. De få som ikke blev hvirvlet videre med Pyt, men insisterede på at dvæle ved dårlig opførsel og triste følelser, ja de kunne få en tude-kiks at gnaske i.

Jeg var med til at opfinde videre. Jeg fyldte mit skab med ja-hatte og knuselskede Pyt. Jeg delte tudekiks ud og spiste dem selv uden at ane, at jeg tre årtier senere skulle komme til at hade dem alle og kløjs i de tørre kiks. 

Jeg bilder mig ind, at jeg er klogere nu. Jeg er i hvert fald ældre. Pytterne er en dyb grumset sø, ja-hatten klemmer, bøtten med tudekiks er tom og videre lander et sted i mig, som ikke længere findes.

Jeg har tænkt mig at sparke videre tilbage til 90erne, trille søster Pyt ned i 00erne, tømme skabet for ja-hatte. Deres tid med mig er forbi. De lovede nemlig langt mere end de kunne holde (ikke ulig et vist mændeske).

Jeg er vokset ud af mine Levi’s og ind i erkendelsen af, at jeg aldrig var mad about the boy, men because of the boy. Og hvem har nogensinde inderst inde følt sig worth it ved at kaste med håret på L’oreal måden?

Som Sofie Gråbøl er jeg kommet mig over min blodtud, er ikke længere forvirret og giver nu knytnæven tilbage. Jeg har optrevlet ti års løgne og er kommet frem til, at der er noget i stykker i min eks-forlovede. Han dur ikke. Og jeg må rigtig nok videre, men ikke til 90ernes videre, som ligger et sted udenfor mig, her altid indhenter. Så foreløbig bliver jeg, hvor jeg er. Dvæler lidt endnu ved hans dårlige opførsel og mine triste følelser i håb om at finde mit indre videre ved at knække koden til erfaringens visdom. Den er ikke Pyt - så meget ved jeg.

Og ps: Hvis du finder min ja-hat, så saml den ikke op. Den er en tåbelig klaphat med to alt for store hænder, som tror, at vinderen er den, som scorer mest.