Nytårsklumme 2025: Pigen på stylterne (frit oversat fra den engelske titel: Pappa don’t preach)

En tirsdag i december træder jeg ind ad bryggersdøren til mit barndomshjem, råber hej, mens jeg skubber skoene af. Bryggerset dufter af skyllemiddel og piberøg, mor er ved at lave aftensmad, far dækker bord. Her er alt, som det plejer. Selv nisserne sidder de samme steder, som i min barndom.

Jeg roser laksen. Mor synes ikke den smager, som den plejer. Måske mangler der noget, siger hun. Jeg ved ikke, om det er et spørgsmål eller en konstatering, far synes den smager som den plejer. Så går snakken om priserne på smør, Trumps seneste idiotiske udtalelser og DR’s Juleshow. Vi er enige om, at det var bedre dengang værter forstod at være værter og ikke forsøgte sig som hovedrolleindehaver i en forceret talentløs baggrundshistorie om showets tilblivelse. Da jeg skraber tallerkenen og putter den sidste bid laks i munden, siger far lidt henslængt: Jeg har i øvrigt læst din seneste klumme.

Jeg læner mig tilbage. Mor spørger, om far lige rækker hende kartoflerne. En lille pige stavrer rundt på stylter indeni mig og synger: far har læst min klumme, far har læst min klumme.  

Jeg ved det godt. Jeg er langt op i 50erne og hvad så, hvis far har læst min klumme? Det er der et halvt hundrede andre, som også har. Alligevel venter jeg (an)spændt på fortsættelsen. Pigens Madonna-stemme skubber min tinnitus en oktav op - til skinger.

Far har ikke svært ved ord. Tværtimod. Han er den i familien, som rejser sig til bryllupper, konfirmationer, runde fødselsdage og klirrer på glasset for at holde tale. Mens han taler skæver ingen gæster til mobiltelefonerne. Ingen gaber, ruller øjne eller krummer tæer. Alle fanger ironien, humoren og alvoren. I de indlagte kunstpauser, som han holder uden at fylde dem med øh eller rømmen, venter alle spændt (som jeg gør nu) på fortsættelsen.

Udover at være en dygtig dreven taler er han familiens analoge Google. For de i familien, som partout skal vinde alle spil (ikke mig), er han derfor eftertragtet at være på hold med. For nogle år sad vi alle omkring Bezzer Wizzer til en julefrokost. Team unge overfor team gamle. Halvvejs igennem spillet er de unge temmelig meget bagud. En af dem foreslår, at de får en ’gammel’ på deres hold for at gøre det mere fair. Min svoger, som er trænet i at få spontane forslag til at lyde gennemtænkte (lang karriere som management konsulent), siger straks, at de kan få mig. Min mellemste søn ser på ham, som om han er helt væk og siger så det min svoger og vi alle godt ved: Det hjælper os da ikke, tværtimod. 

De ville selvfølgelig have morfar (far), og det er derfor jeg nu sidder med halvtygget laks i munden og venter på, hvad far (morfar) har at sige om min klumme. Jeg har for længst besluttet, at jeg ikke vil lade nogens meninger om det, jeg skriver, påvirke mig. At jeg vil være imødekommende og åben over for  både ros og kritik. Men. Det er far. Og i ventetiden på fortsættelse af hans henslængte ’jeg har i øvrigt læst din seneste klumme’ mister pigen på stylterne  balancen. Efter hans første sætning, falder hun. Der er hudafskrabninger på knæ, et forvredet håndled, Madonna-sangen går over i vræl. Jeg iler til, men pigen skubber mig væk. Hun har det fint, snøfter hun, børster småsten af knæene af de nu blødende knæ, rejser stylterne og forsøger med et par hop at komme op igen. Jeg kan selv, hvæser hun, da jeg rækker hende en hånd.   

De fleste af os har en pige (eller dreng) på stylter indeni, som mor eller far kan vælte med blot en sætning eller et blik uanset hvor gamle, vi bliver. Med andre ord de fleste af os kan pege på mindst ét reaktionsmønster, som vi holdt balancen med i barndommen men som i voksenlivet er det rene benspænd. Det er først, da jeg kører ad snoede mørke veje igennem skoven på vej hjem, og genspiller aftenens samtaler i hovedet, jeg opdager benspændet. Du gjorde det igen, siger jeg højt i bilen til mig selv. Talte i stedet for at lytte. Lukkede en gammel dør i stedet for at åbne en ny. Hvad sagde han egentlig? Hvad mente han om klummens budskab? Opbygningen, ordspillet, dobbelttydigheden? Manglede jeg et komma, et punktum eller havde jeg for hundredesyttende gang stavet endten med d? Jeg kører ind i en rundkørsel, tager første vej ud. Jeg tænker ikke, kan vejen hjem i blinde. Alle andre kan kommentere på mine tekster, vade ind ad mine vidtåbne døre og pigen på stylterne holder balancen uden problemer. Far lægger an til at kommentere, hun vakler, falder, panik opstår.

Det er altid lettere at holde balancen, når man er forberedt på at blive skubbet. Jeg burde også være forberedt, når det er far. Syv (oghalvtreds) år, man ved et og andet. Det er bare det, at viden alene ikke skaber forandring. Efter middagen den aften tog jeg en alvorssnak med pigen. Vi er enige om, at det er på tide, hun sætter stylterne tilbage på plads i skuret. Det spritnye år, vi nu træder ind i, er en god anledning til forandringer. Hun forstår godt, at jeg umuligt kan høre, hvad andre siger, når hun synger både højt og skingert.

Men små piger har det med at glemme sådanne nogle alvorssnakke. Derfor har jeg sat en gul post-it lap i klemme mellem mine frontallapper i pigens øjenhøjde. Der står:

Husk at sætte stylterne på plads i skuret, før du åbner døren til dit barndomshjem. Og skru så ned for den Madonna-sang, man kan jo ikke høre, hvad man selv tænker.  

GODT NYTÅR TIL MINE LÆSERE (OG FAR).

PS: Tak til manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson, instruktør Susanne Bier og Sophie Gråbøl for filmen Den eneste ene og sætningen (som aldrig bliver for gammel til at tage med ind i et nyt år): Syv år, man ved et og andet’.