Kære Malte

11. september 2025

Kære Malte,

Det er tre år siden du sang Kalde Dem for du til Dronningens 50 års jubilæum. Du stod på en scene på Christiansborg i hvid smoking, tydelig nervøs og usikker på, hvordan din humoristiske kontroversielle kærlighedserklæring til Dronningen ville blive modtaget. Din usikkerhed var rørende, dit mod inspirerende. Teksten, melodien, budskabet, den hvide smoking, rosen i brystlommen. En stille og samtidig larmende bemærkelsesværdig iscenesættelse af det direkte budskab til Dronningen men også det indirekte til os andre: Lad os ublu sætte ord på, hvad der rører sig i os – gerne iblandet humor og ironi. Lad os tage chancer og møde konsekvensernes storm uden at blive blæst bagover eller bøje os.   

Du inspirerede mig på flere måder. Lyse ideer har det med at dukke op ud af mørket og en nat var den idé et andet omkvæd til din sang. Så jeg tog din melodi, en del sangtimer (det hjalp dog ikke), og stillede mig op på en scene til min (daværende) kærestes 50 års fødselsdagsfest. I en hvid kjole foran tres gæster sang jeg din sang med min tekst. Lige så nervøs og usikker på modtagelsen hos både gæster og hovedperson, som du var. I stedet for dit omkvæd må jeg kalde Dem for du sang jeg må jeg kalde mig din fru? Jeg holdt dog fast i den sidste del: Jeg har ventet rigtig længe, du behøver ikk’ at svare mig endnu.

Vi havde nemlig kendt hinanden længe, i ti år. Men når man skubber til en lille usikker tue, så vælter hele læsset eller hvordan er det nu, det ordsprog er? I hvert fald gik mit kontroversielle frieri lidt anderledes end tiltænkt.  

Min (daværende) kæreste, vi kan jo passende kalde ham X, har mange gange sagt til mig, at jeg var hans livs kærlighed og hvis ikke det var for … så ville vi være gift. Der var en hel masse, hvis ikke det var for, som alle blev efterfulgt af noget, jeg enten havde gjort, sagt eller medbragt i min rygsæk og delt med ham. Og selvom jeg ved, at man i fortiden kan finde forklaringer på nutiden, så synes jeg ikke den skal definere fremtiden. Så jeg tænkte, at nu stiller jeg ham klapstolen for teltdøren til hans 50 års fødselsdagsfest. Så måtte det briste eller bære.  

Vi har haft en del pauser i vores tiårige relation. Årsagen til pauserne er vi ikke enige om. Seks pauser i løbet af ti år fik vores relation til at ligne et Matadorspil. Vi kørte over start igen og igen og skiftedes til at have flest grunde til enten at fortsætte eller give op. Hvis ikke det spil skulle fortsætte i en uendelighed, som Matador jo ofte gør, måtte en af os tage kortet ’Ryk direkte til start’ ud af bunken.

I august sidste år hejste vi flag og telt, satte blomster i vaser, byggede scene til et band. Venner og familie kom fra nær og fjern - naboer kun fra nær. Den røde filtløber blev rullet ud, faklerne tændt. Velkomstdrinks på terrassen i bagende solskin, salte snacks, vimsende servitricer og mesterkok ved grillen.

Efter hovedretten indledte jeg med en tale, som ja, indrømmet også var pyntet med lånte fjer. Jeg kopierede nemlig dele af  Marys tale til Frederiks 50 års fødselsdag (det er lidt tys tys, for jeg har ikke betalt royalty). Der var Marys indledning, som passede så fint: Alle de ting, jeg kan sige og alle de ting, jeg ikke kan sige. For mellem os, Malte, så har X nogle lig i lasten. Blandt andet trak han et fedtet sneglespor af kvinder efter sig, som blev længere for hver af vores pauser. Sporet krydsede også hans og mit  - X har det nemlig med at forveksle tilgivelse med tilladelse. Så der var en del jeg ikke kunne sige i talen til festen (Vinterberg har nok en anden holdning). Mary sagde også i sin tale til Frederik, at han kom i mange forklædninger og at han altid havde afsøgt grænser. Det passede så fint på X, syntes jeg. I bagklogskabens dunkle lys, får de ord dog en lidt anden betydning end tiltænkt, for et år siden. 

Efter talen sang jeg din sang med mit omkvæd og mine vers. Først var der bomstille og ansigtsudtryk som var svære at tolke – ja du ved, hvor nervepirrende det er. Men så blev der grinet de rigtige steder og klappet i takt til gentagelsen af sidste omkvæd. Bifaldet var muligvis mere til X’s søn (17 år på det tidspunkt), som modigt akkompagnerede mig på guitar og har det musikalske talent og scene-overskud, jeg mangler.

Jeg satte mig ikke på knæ for X og sang det sidste, som du gjorde til Dronningen. Vi er amatører og ledningen var ikke lang nok. I stedet gik jeg ned til ham efter sangen uden anden intention end at give ham et kys. Som en elefant i en glasbutik, smadrede han min kærlighedserklæring ved at spørge om jeg mente det. Da jeg fik sagt ja, hev han en rose op fra en vase, faldt lidt tøvende på knæ og spurgte, om jeg ville gifte mig med ham. Der opstod tumult og forvirring for, hvem havde egentlig friet til hvem? Jeg fik dog svaret ja, gæsterne rejste sig, klappede, krammede og ønskede tillykke (ikke alle, men mere om det senere). Et vennepars datter sagde med tindrende lys i øjnene, at det var det mest romantiske, hun havde oplevet, det var ligesom en film. Her et år efter vil jeg sige, at det nok mere var som en dårlig Netflix serie, hvor alle andre end hovedpersonerne har regnet plottet ud i første afsnit men alligevel fortsætter med at bingewatche i håbet om at blive overrasket.    

Jeg har læst, at du, Malte, ser tilbage på din optræden med Kalde dem for Du med stolthed og glæde. Det kan jeg godt forstå. Jeg ser tilbage på min optræden med blandede følelser. Blandt gæsterne til fødselsdagsfesten var nemlig forældrene til ungdomskæresten. Hende jeg havde hørt om, men ikke vidste var en kattelem, han holdt åben igennem venskabet med forældrene. Så var der X’s mor som lod som om hun ikke havde hørt, at han (eller jeg?) friede og derfor undlod at sige tillykke. Og desuden alle de gæster, som tænkte det, de ikke kunne sige: Mon det holder denne gang?

For at gøre det hele lidt mere kompliceret smuttede X ud af kattelemmen nogle måneder efter festen under påskud af, at han havde en høne at plukke med sin mor, som ikke havde sagt tillykke. Og hvis du har læst mine tidligere klummer ved du, at hønen ingen fjer havde, X var hos ungdomskæresten og dukkede først op hos sin mor næste morgen. X havde så lidt mandlighed tilbage, at han først indrømmede det hele, da min intuition sammen med find-appen afslørede ham. Som surt flødeskum på toppen af en smadret bryllupsdrøm, nægtede X at tage ansvar, men begrundede sin opførsel med, ja gæt engang, noget jeg havde sagt og gjort (om opvask, vasketøj, rengøring og jeg er stadig forvirret over sammenhængen med kattelemmen).

Som en forbandet ny-ud-i-kærligheden-teenager, stod jeg altså til fødselsdagsfesten i min fine hvide kjole og kastede sprogperler i modvind for et svin. Min ubetingede kærlighed skubbet ud over scenekanten lige ned i afgrunden af en mand, hvis lig i lasten stadig var spillevende.

Alle hans: hvis ikke det var for … var blot lighteren, der holdt mit gasblus tændt. Mens han lod mig tro, at jeg var årsagen til, at vi ikke var gift og at hans (store) hænder ville have min ryg, hvis bare… så havde hans (store) hænder samtidig andre kvindes lår, hofter og baller, hvis nu. Og jeg var ikke årsagen.

Jeg kan ikke undskylde mig med manglende livserfaring eller viden om hans svingende integritet og lemfældige omgang med sandheden (og kvinder). Jeg var i årenes løb blevet overbevist om, at jeg ikke var nok, siden han havde brug for mere. Det er som at være fanget i hamsterhjulet. Man løber hurtigere og hurtigere, og når man skal af, er der ingen elegant måde at komme af på. Det bliver bare et ben ud og så et virvar af knogler, sener og et hjerte itusind stykker, man sidder og limer sammen, mens man skriver klummer eller som dig nye sange og melodier.

Ligesom du vidste, at du ikke havde en kinamands chance for at købe en panda eller to med Dronningen og få lov at kalde hende du, så burde jeg også have vidst, at kaster man perler for en svinedreng, der tror han er konge, kommer man selv til at samle perlerne op.  

Misforstå mig ikke, Malte, jeg er glad for, at jeg brugte din sang, tog dit mod og gjorde det til mit. Man skal huske at elske ærligt, mens man lever, og forlade en løgner, før man dør. Begge dele kan jeg sætte tjek ved.   

De valg, vi tager i vores liv, siger selvfølgelig noget om os. Du satsede på en kvinde med værdighed og integritet, som tog din rose og gav dig et værdigt nik men intet svar. Jeg satsede på en løgner i offerklæder, som gav mig en rose og svarede uanstændigt med et retorisk spørgsmål.

Jeg ved ikke med dig, Malte, men jeg er stadig ved at finde ud af, hvad alt det siger om mig.

Med de kærligste hilsner,

fra

Rikke Surprét

PS: Hils din mor og sig, at bag en pæn pige, som ikke holder, hvad hun siger, står en mand som ikke holder noget.