Forræder

I dag hørte jeg Olivia Rodrigo i bilen på fulde hammer. Hold op, hun har skrevet nogle vrede og geniale sange. Hendes poetiske historiefortælling rammer præcist ned i situationer og følelser, jeg og mange andre kender til. Det er forløsende, når nogen tillader sig at give deres vrede fuld skrue og samtidig har følelsesmæssig intelligens, poetisk overskud og et skarpt indre blik. Især imponeres jeg, når unge kan og gør det.

For tiden skråler jeg med på sangen ’Traitor’. Nogen vil forbinde ordet Traitor’s danske oversættelse med et (i mine øjne) letkøbt uinteressant tv-program på DR1. I stedet for at bruge flere timer på at se Forræder på DR1 er fordybelsen i begrebet, handlingerne og den følelse, som opstår i den som udsættes for en forræder langt mere dyrtkøbt og interessant. Og det har Olivia Rodrigo gjort.

I sangen Traitor sætter hun ord på, hvordan løgn og bedrag føles og hvilken forklædning det kan komme i. Med indledningen:

Brown guilty eyes and little white lies

Yeah, I played dumb but I always knew

That you'd talk to her, maybe did even worse

I kept quiet so I could keep you

Og det er det, man gør. Man tier. Ikke kun for at beholde kæresten, men også fordi man har lært at stole mere på andres ord end egne fornemmelser. Hun fortsætter:

And ain't it funny

How you ran to her

The second that we called it quits?

And ain't it funny

How you said you were friends?

Now it sure as hell don't look like it

You betrayed me….….Guess you didn’t cheat, but you’re still a traitor.

Jeg ville ønske, jeg kunne høre sangen Traitor og tænke på, hvor ung Olivia Rodrigo var, da hun skrev den (19 år) og at de situationer og følelser hører ungdommen til. En tid hvor drenge skulle blive til mænd, piger til kvinder. Den tid, hvor drenge var høje på testosteron, frontallapperne blafrede i vinden, mens ego sad ved rattet for nedrullede vinduer. Den tid, hvor drenges moralske kompas, som en vinylplade i hak, pegede på deres ego og ikke rykkede sig videre. Dengang integritet stadig var et fremmedord, man som ung igen og igen måtte slå op, men stadig ikke forstod vigtigheden af. Piger var (vel) ikke så meget bedre. Jeg famlede i hvert fald i blinde, snublede over fornuft og følelse, begik et par moralske parforholdsbrølere, og må ærligt sige, at de år, jeg knækkede koden til flirten, ser jeg ikke særlig stolt tilbage på.

Der kommer et tidspunkt i ens liv, hvor man har flirtet nok, brølet nok, såret nok. Et tidspunkt, hvor sætningen: undskyld, jeg mente det ikke er så slidt, at den hænger i laser. Hvor fornægtelsen æder en op indefra og må erstattes med noget mere langtidsholdbart som ansvar, empati og integritet. Der kommer et tidspunkt, hvor man spørger sig selv: Er det sådan et menneske, jeg vil være?

For mit vedkommende var svaret nej. Og selvom jeg som ung nægtede at have flirtet med andre, når daværende kærester konfronterede mig, så nikkede kvinden indeni mig allerede dengang og hviskede: Jo, du gjorde.

Hvis løgn og fornægtelse er der ens moralske kompas peger hen, og ego ikke er skrumpet lidt siden det tog over i teenagealderen, så fortsætter man med at lade både behov, ego og jagten på anerkendelse styre. Som midaldrende voksen vil man stadig opføre sig skrupelløst, såre andre og være overbevist om, at det er de andre, der er noget galt med. Eller den variant, man også støder på: primært midaldrende fraskilte mand (påstår jeg) som med hundeøjne erkender, at de i tidligere forhold har løjet og været utro, men lover deres nye kæreste, at sådan opfører de sig ikke mere. Det løfte er en skrigrød løber, de ruller ud for deres nye forelskelse, men reelt aldrig har tænkt sig at betræde sammen med hende. Og ja vi er nogle kvinder, der er gået catwalk på den løber - også i en ret moden alder.

Jeg kan derfor ikke høre Olivia Rodrigos Traitor (og andre af hendes sange i øvrigt) og tænke, at det var dengang, og nu er vi jo alle voksne. Nogen kom ikke med voksentoget, da det holdt ved perronen. Deres frontallapper blafrer stadig, og gang på gang smider de offerkortet stadig overbevist om, at det er en trumf og ikke en joker. Så også for nogle af os voksne ringer unge Olivia Rodrigos tekster genklang – jeg håber, hun er okay med, at jeg skifter brown eyes ud med blue, når jeg skråler med i bilen.