Jag är världens starkaste tjej

I dag d. 24. august 2025 er en særlig anledning til min klumme. Det er præcis et år siden, min eks-forlovede friede til mig til hans store 50 års fødselsdagsfest. Det år, som er gået, har budt på lidt af hvert, som du ved, hvis du har læst alle mine klummer. I dagens klumme reflekterer jeg over det forhold, vi havde. Ti år med så mange pauser, at jeg ikke har tal på dem. Hvorfor gik jeg tilbage til ham igen og igen, når jeg efterhånden kendte ham så godt og vidste, at hans etik og moral ikke harmonerede med min. Enhver holdbar langvarig relation er baseret på gensidig respekt, tillid og tryghed. Når det ikke findes - hvorfor bliver man så? Alle mine bud på svar er ikke i denne klumme - nogle hænger i vinden stadig, så der er basis for mange klummer fremover, men foreløbig:

God læselyst med denne klumme:

Jag är världens starkaste tjej

Når flodheste forlader deres flok, spreder de deres eget lort for at kunne finde vej tilbage til flokken. I ti år har jeg gjort præcis som flodhesten. Jeg har forladt min kæreste, spredt lort og er vendt tilbage til ham. Eller okay, ikke præcis det samme. Det lort, jeg spredte var nemlig ikke mit, men det lugtede efterhånden så velkendt, at jeg troede det var mit. Når jeg ikke er flodhest og spreder lort, dukker en lille irriterende møgunge op. Hun minder lidt om Pippi. Fregner, fletninger og et fanden-i-volds-blik. Møgungen vil vide, hvordan jeg kunne forveksle hans lort med mit, og hvorfor jeg fulgte stien tilbage igen og igen. Jeg snapper efter vejret, men inden jeg når at svare, kommer næste spørgsmål: ’Är du dum eller hur?’

Nu gider jeg faktisk ikke høre mere på den svenske møgunge. Jeg tager mit flodheste-kostume på, inviterer en veninde til et glas vin og spreder mere lort. Min veninde har hørt det hele hundrede gange før, men ruller ivrigt øjne og siger godt du endelig slap af med ham. Jeg nikker men har en fornemmelse af, at jeg stadig ikke er sluppet af med ham. Han er i min krop, mit hoved, mine tanker. Ud af min mund kommer alt hans lort, jeg helt frivilligt er gået tilbage til igen og igen. ’Jeg føler mig faktisk ret dum’ siger jeg til min veninde.

Den svenske møgunge dukker op igen. ’Jeg sagde det jo’ triumferer hun og på skulderen istemmer Hr. Nilsson med et abeskrig. Nu er hun Pippi. Mit flodheste-kostume forsvinder puf, som var jeg Askepot ved midnat og i samme øjeblik står en bredskuldret hvid hest midt i stuen. Jeg er i tvivl om de sorte prikker er for mine øjne, eller de er hestens. Dens blå brune øjne, ser på mig med et uskyldigt blik. Jeg er lige ved at række ud efter den, men stopper, da jeg hører dens tanker:

Hvis du aer og roser mig, kan du ride på min ryg et stykke tid,  og jeg vil tage dig, hvorhen, du vil. Men så snart du ikke aer og roser mig, vil jeg kaste dig af, trampe på dig og lade andre ride på mig. Når de andre er træt af mine krumspring, vender jeg tilbage, puffer blidt til dig med min bløde mule, mens du stadig ligger der på jorden. Jeg vil se på dig med mine blå brune øjne og det uskyldige blik, du kender. Jeg vil fortælle dig, at det var din egen skyld. Du snublede, faldt og slog dit hoved. Jeg vil sprede halvvisne rosenblade som en rød løber, række dig min hule hånd, så du kan komme op på hesten igen. Du ved, du bliver kold, hvis du ligger på jorden for længe.     

På det her tidspunkt sidder min veninde og jeg i lort til halsen. Jeg har hovedet fyldt af eventyrfigurer og er i tvivl om, hvor meget vin vi egentlig har drukket. Pippi løfter hesten op over sit hoved råber: ’Jag är världens starkaste tjej’. Nu er det mig, der ruller øjne, for vi har alle set det nummer før. Jeg spørger, hvordan det egentlig har virket for hende at løfte heste, knalde æg ud i panden og prale med sin frihed. Din far skred for at være selvudnævnt konge på en sydhavsø og din mor, ja, hvor er din mor egentlig, Pippi? Du har jo ingen mor og din far har forladt dig. Annika og Tommy er jo heller ikke dine rigtige venner, vel? I virkeligheden er du ked af at bo alene, savner din mor og sørger over, at din far har forladt dig. For ikke at mærke tomheden og savnet underholder du Annika og Tommy med dit lort ævl, maler verden i kontrastfulde farver og prøver at skjule den abe, du stadig har på skulderen.  

Nu er det Pippi som ikke gider høre på mig. Puf er hun forsvundet med sit slæng og tager Askepot med i farten. Ud for at sprede eventyrvisdom videre. Jeg bliver i tvivl om, hvem af os, der egentlig spreder mest lort.

På gulvet ligger mit grove og alt for store flodhestekostume. Jeg tænker, at det en dag bliver til en fin kjole i en størrelse, jeg bedre fylder ud. Jeg hviler hagen i hånden, ser ud på nattehimlen og siger med et eventyrligt suk: ’Det var vel også bare en dum og helt vidunderlig drøm, jeg havde om ham og mig’. Et sted derude glimter adskillige stjernestunder, indtil de løgnagtige skyer dækker hele himlen. Jeg venter, håber på, at lysglimtene vender tilbage, et stjerneskud måske, et ønske som kan opfyldes, men nej.

Min veninde synes al det lort stinker, så vi går på badeværelset og står i kø for at vaske hænder ved håndvasken. Hun siger (tydelig bemusetruset): ’Hey, du kan sy det flodheste-kostume om’. ’Men men men’ stammer jeg, for jeg kan mærke, jeg ikke er klar. At tråde nålen, stikke ind, hvor det gør ondt, aldrig mere være flodhest, bare være mig  – nej, så hellere holde fast i det velkendte lort lidt endnu.