Kåre, Medina og mig

Stadig med vådt hår og sand mellem tæerne fra aftenens strandtur står jeg i køkkenet søndag aften, da du siger: Det var så sidste 21 Søndag. Der gik lidt tid, før det gik op for mig, at du ikke mente sidste for denne gang, men sidste 21 Søndag for altid.

Det der med at se 21 Søndag var en vane, jeg fik, da jeg var kæreste med ham med kattelemmen. Og det var ikke nogen dårlig vane, synes jeg. Jeg var ret glad for 21 Søndagene. Især efter jeg mødte dig, Kåre sådan helt irl, som de unge siger. Efter det kaldte jeg det bare ’Kåre’.

Du husker nok vores møde, ikk’ Kåre? Foran Blik bibliotek i Græsted for nogle år siden. Jeg var på vej ud, du på vej ind med din søn i hånden, da det fløj ud af mig: Du er ham fra 21 Søndag, ikk’? Kåre Quist, ikk’? Og din søn, som vel ikke var mere end 3-4-5 år dengang blev meget fjern i blikket. Det var helt sikkert ikke første gang, hans far var blevet genkendt.

Du tænkte sikkert, at du kunne slippe med et tv-smil og gå videre. Men nej. For jeg blev sådan helt væk-fra-vinduet- overrasket over at møde dig i en lille flække som Græsted og udbrød: Jeg vidste slet ikke, at du boede i Græsted?

Der er flere ting galt med det spørgsmål, men dit tv-smil blev bare bredere og du svarede, at det gjorde du heller ikke. Nu havde vi ligesom en samtale i gang, syntes jeg og spurgte, hvad i al verden du så lavede i Græsted? Du svarede på mit spørgsmål, og det havde du jo egentlig ikke behøvet, men lagde du mærke til, at jeg ikke afbrød dig, som nogle af dine journalistkollegaer har for vane at gøre?

Din kone shoppede i Medina og i mellemtiden ville du fordrive tiden med din søn på det lokale bibliotek, fortalte du. Det næste er lidt svært at indrømme, men jeg hørte med Medina og ikke i Medina, og desværre taler jeg hurtigere, end jeg tænker og udbrød:

Hvad? Bor Medina også i Græsted?

Og igen, er der alt muligt galt med det spørgsmål. Din søn så bedende på dig og først der indser jeg, hvad jeg har gang i. Og jeg beklager virkelig, Kåre. Det løber af med mig, når jeg bliver begejstret slash starstruck. Desuden elsker jeg at møde mennesker, både kendte og ikke kendte. Jeg kan ikke bare gå ned og købe en liter letmælk som helt normale mennesker uden at falde i snak med en fremmed.

Men Kåre (og Medina hvis du læser med) tilbage til 21 Søndag. Jeg er skuffet. For helt ærlig, jeg har det svært med tv-avisen, som springer fra krig og ødelæggelse til bal på slottet på under tre sekunder. Og det virker overfladisk at sætte en jingle imellem indslagene og tro, at seerne så kan gå lettere fra krig til fest. Så er der Debatten, der ligesom 21 Søndag fordyber sig i få emner. Helt uden jingler, men til gengæld meget forvirrende. Clements gæster skifter pladser hurtigere end min eks skifter mening om, hvem der er kvinden i hans liv - og det siger alligevel en del. Endelig er der Aftenshowet, som jeg egentlig har været glad for, men nok har set lidt for meget. Når journalisterne stiller deres to spørgsmål til gæsterne: Hvad følte du så, da du var i den situation og hvad gjorde det ved dig? kommer jeg til at råbe til skærmen: Er der en journalist til stede, som kan stille et andet spørgsmål?

Men Kåre, en anden gang, så ring mig lige op, før du og resten af redaktionen tager sådan nogle drastiske beslutninger. Du husker nok, hvad der skete med Irma, ikk’? Først lukkede de Irma, så åbnede de igen, så lukkede de en gang til for altid og nu har vi så fået en slags kopi, som de kalder Alma. Og alle dem, der ikke kunne leve uden Irma, er nu fuldstændig forgabt i Alma og kan slet ikke forstå, hvorfor de engang ikke kunne leve uden Irma.  Jeg siger det bare, Kåre.