Politisk klumme i en valgtid: Dovendyrs-snor til førtidspensionisterne?

I valgkampsperioden inviterer Aftenshowet almindelige danskere i studiet for at fortælle, hvad de savner politisk fokus på. I sidste uge var det så sygeplejersken Dorte, som fik sine five minutes of fame og desværre brugte dem på at pege fingre ad nogen i stedet for at tale om noget (tak for inspiration til den sætning Løkke).

Sygeplejersken har flere emner med i håndtasken, og et af dem er stigningen i antallet af førtidspensionister. Dorte vil have politikerne til at genoptage sager om danskere på førtidspension. Hun siger:  …i mit nærmiljø oplever jeg folk, jeg ved er på førtidspension, og jeg ser dem agere øh cykle rundt, sidde på caféer, træne … jeg tænker bare, når man kan det, så må man også kunne bidrage lidt på plejehjem, der står og skriger på varme hænder…’.

Stakkels Dorte. Stresset og presset, som vi jo ved, at sygeplejersker er, og der sidder førtidspensionisterne på café og fiser tid af, mens hun knokler. Det lyder ikke som om Dorte kender førtidspensionisterne personligt, men hun har set ’dem’. Har de en dovendyrs-snor om halsen i stil med Solsikke-snoren for mennesker med skjulte handicap, så  hun kan kende dem?

Dorte må naturligvis gå ud fra, at der har førtidspensionisterne/dovendyrene siddet hele dagen og bællet kaffe for hendes skattekroner. Hun går også ud fra, at hvis de kan sidde på café, så kan de også arbejde. Og endelig går hun ud fra, at ingen af dem har noget arbejde (seksten procent af førtidspensionister har arbejde). Dorte ser altså (på afstand) nogen som med glæde fiser tid af på café for hendes surt-tjente skattekroner. Hun ser nogen som godt kan men ikke vil bidrage.

De her mennesker/dovendyr er blevet vurderet af Dortes kollegaer, nemlig sygeplejersker, læger og psykologer. De har været i behandling for enten fysiske eller psykiske lidelser. De har været i arbejdsprøvning for at få vurderet deres arbejdsevne og kommunens sagsbehandlere har indstillet til førtidspension ud fra de givne regler. Det er overvejende mennesker, som har været igennem sygdomsforløb, sygemeldinger og mange af dem årevis af kampe for at holde sig i arbejde og forsørge sig selv, indtil de altså til sidst har rakt ud efter hjælp. Men pyt med det, Dorte ved bedre.

Pyt med Kalle, en førtidspensionist jeg kender, som blev kørt ned en dag på vej hjem fra arbejde, smadret til ukendelighed og på mirakuløs vis overlevede. Han har ingen synlige ar, ingen tydelige mén – altså for den som ser ham på afstand. Pyt med Birgitte, en anden førtidspensionist, jeg kender, som i ti år har været ind og ud af sygemeldinger på grund af alvorlig stress og angst, som nu også har fibromyalgi. Igen et menneske uden synlige ar, ingen tydelige mén – altså for den, som ser på afstand. Og pyt med de mange lignende livshistorier.

VIVE (en uafhængig statslig institution under Indenrigs- og Sundhedsministeriet) forklarer, at den største stigning i antallet af førtidspensionister skyldes unge under fyrre år, som får førtidspension på grund af psykiatriske lidelser. Kan vi tale om det, i stedet for at pege fingre ad dem? For det lyder som en tendens, vi kender fra stigningen i antallet af børns psykiske diagnoser, unge med angst og depression og mennesker i deres bedste alder som brager ned med stress på stribe.

Toogtredive år efter jeg afsluttede min cand.merc. på CBS og fik job på reklamebureau, fik jeg tilkendt førtidspension. Noget hverken jeg eller de, som kendte mig, troede skulle ske. Nogle gange slår livet en helt skæv, man tumler forvirret rundt, kæmper for at genvinde balancen, bliver slået igen og er alt for lang tid om at opdage, hvad der ramte og hvorfor. En dag slæber man sig til kommunen og banker, ydmygt taknemmelig, på velfærdssystemets dør og har brug for hjælp.

Jeg fik tilkendt førtidspension sidste år og shame on me i sidste uge var jeg på café og for første gang i tyve år kan jeg sove hele nætter uden at være tre timer om at falde i søvn eller vågne midt om natten med tankemylder og hjertebanken. Ja, vi ’agerer’ som andre mennesker: køber ind, laver mad, gør rent, cykler, træner, henter og bringer børn, putter, synger godnatsange, står op midt om natten, når de har mareridt, bekymrer os om teenageren, skændes med kæresten eller ægtefællen, tager på café med en veninde eller alene, hvor vi bæller kaffe og glor på alle de andre, som vi tror er meget mere ’normale’ end os, selvom ingen af os ved, hvad ’normal’ egentlig betyder.

Og så er der Dorte, som holder øje med os bag ligusterhækken. Hun ser os cykle, træne og sidde på café. Hun tænker, jamen hvis I kan det, så kan I vel også…. Dorte tænker ikke, at det at ’agere’ normalt er en overvindelse, en daglig kamp, at ikke alle dage er ens, at nogle er gode men mange svære. At psykiske og fysiske lidelser ikke er en dovendyrs-snor, vi tager på, så alle kan se, hvordan vi har det indeni, hvad vi har været igennem. Dorte tænker, at hun ved bedre, hvad andre kan, burde og skulle. Dorte leder efter nogen at pege fingre ad – det blev så førtidspensionisterne i sidste uge. Hvem bliver de næste? Ja, måske dig, der læser denne klumme – hvis du har tid til det, kunne du så ikke tage et par timer på et plejehjem i stedet?

Jeg så en sygeplejerske i Aftenshowet i sidste uge. Dem som også kaldes ’varme hænder’. Hun så hverken stresset eller presset ud, som vi jo ellers har hørt, at de skulle være. Hun må have tid nok, og jeg tænker bare, at hvis hun har det, kan hun vel også tage et par timer på et plejehjem, som står og skriger på varme hænder?  

Og PS Dorte: Dovendyret er faktisk ikke noget dårligt dyr (tak til Niels Olsen for inspiration til den sætning)