Robin Hood og vennerne fra Sherwood skoven

Jeg sad i en blå sofa i en diskussion om krænkelse af ære og privatliv. Den begyndte med Kathrine Diez’ bog ’I egen barm’. Heri nævnes Adam Price, som hun var kæreste med, som notorisk utro, manipulerende og kontrollerende. Det fik Adam Price til at true Kathrine Diez med en anklage for krænkelse af hans ære og privatliv.

Diskussionen i den blå sofa var først generel og principiel. Må en forfatter skrive om sit eget privatliv og dermed også om en andens? Diskussionen tog hurtigt en drejning over på mit forfatterskab. Dermed blev den personlig og konkret. Og så slog det hårde gnister i den ellers bløde sofa.  

Vi er mange forfattere, som skriver om eller inspireret af vores egne liv og virkeligheden. Fiktion udspringer af virkeligheden - kan den egentlig andet? Non-fiktion er virkeligheden eller tæt på. Kathrine Diez bog er et miks af fiktion og non-fiktion. Jeg er ikke helt med på, hvordan man kan skrive om egne oplevelser, tanker og følelser uden også at skrive om de relationer, som påvirker dem.

Ham jeg diskuterede med, rejste sig vredt op af den blå sofa . Det skal siges, at det er en blød sofa og derfor svær at rejse sig op af på en vred måde. Men i hvert fald kom han op at stå og så ned på mig. Med en løftet pegefinger og røde kinder råbte han: Hvis du nogensinde skriver om mig og vores relation, vil du blive mødt med en anklage for krænkelse af ære og privatliv. Og så trampede han ud af stuen.   

Når vi indgår i en nær relation, får vi et vidne til vores lyse og mørke sider, vores kompleksitet. Nogle ser paradoksalt nok det som en risiko for at blive ’afsløret’. Andre ser ’afsløringen’ som meningen med nære relationer og en mulighed for at udvikle sig som mennesker, hver for sig og sammen. Når den man lukker ind i sit liv er forfatter, så er der en vis risiko eller chance – alt efter hvordan man ser på det -  for at blive dennes muse.

Tilbage i den bløde blå sofa sad jeg. Ubehagelig til mode over at blive truet til at tie og med et spørgsmål, som de fleste forfattere stiller sig selv: Er det okay, at forfattere - som Robin Hood og vennerne i Sherwood skoven - ’stjæler’ fra privatheden og give til offentligheden?

Jeg har for længst rejst mig fra den blå sofa, men tankerne rumlede videre. Jeg kommer tilbage til samme konklusion gang på gang. Det følgende skal naturligvis opfattes helt generelt og principielt. Jeg har kun brugt skriveteknikken direkte tale til en fiktiv du-person, så teksten står tydeligere og stærkere:

’Hvis du er notorisk utro, manipulerende og kontrollerende giver det sig udslag på mange måder – ikke kun privat. Du vil blive oplevet sådan og vi er mange, der ikke har meget positivt at sige om det. Men bare rolig. Der vil stadig være nogen, som ikke har gennemskuet den side af dig (endnu), eller dem som selv opfører sig på samme måde, og synes det er helt i orden. Der skal nok være et par stykker, som stadig synes, du er loyal, ærlig og respektfuld. Men hos alle os andre, bliver det sgu lidt op ad bakke at passe på din ære og dit privatliv, når du ikke engang selv kan. Din ære begynder og slutter med dig, det du siger og måden du opfører dig på, og det gælder privat såvel som offentligt. Hvis du er bange for at blive ’afsløret’, så er det dig Robin Hoods pil peger på. Ikke os andre.

Når du truer os til tavshed, så krænker du vores ære og opfører dig, ja, kontrollerende og manipulerende. Når du inviterer os ind i dit liv, så bliver dit privatliv og din virkelighed også vores. Og ja er svaret på spørgsmålet, om forfattere må ’stjæle’ fra privatheden og give til offentligheden. Vi stjæler ikke noget fra dit privatliv, som ikke også er blevet til vores. Vi udlægger det blot på vores helt private måde offentligt.’

Det var hvad, jeg ville have sagt i den blå bløde sofa den dag.   

Efterskrift: Denne klumme er et eksempel på, hvordan fiktion og virkelighed kan blandes sammen. Sofaen var hverken blå eller blød.    

Efter-efterskrift : Har du ikke fået læst alle mine klummer, så afsted med dig, tilmeld dig mailingslisten på www.klummer.dk , så du aldrig går glip af en af mine klumme og dermed stof til eftertanke – og husk, at det jo ikke er hele sandheden, men tæt på, som Jonatan Spang ville sige.