Call-Girl 2025

Ja, så ringer telefonen igen, og denne gang er det år 2025, der vil minde mænd om at se på årstallet i kalenderen, inden de bruger deres arbejde til at score kvinder. Fornyelig blev jeg udsat for en af den slags mænd, der behandler kvinder som call-girls. Altså den gamle forståelse af en call-girl.  

Det startede med en sms, der landede som sprit på det indre bål, min eks-forlovede lige har antændt. Eller nej, det begyndte med en leje-lejlighed, jeg så på for nogle uger siden. Eller vent, det begyndte i virkeligheden for meget længere tid siden med en kulturbetinget tradition, der har givet mænd fri adgang til at behandle kvinder som deres ejendele og kvinder som stiltiende har accepteret. Jeg tager dog også min personlige del af ansvaret. På min vej til at blive voksen fangede jeg en skyld- og skamvirus, som satte sig på balancenerven. Mænds grænseoverskridende adfærd plejede nemlig at få mig så meget ud af balance, at jeg snublede og lod dem vade hen over mig. Nu har vi nået 2025, og jeg er ved at få bugt med virussen. Det er som at tage et 3d briller på og se den film, man før kun har set i 2d.

Følger du med i mine klummer, ved du, at jeg fornyelig flyttede fra min forlovede på grund af den der kattelem han igen havde ladet stå åben. Du ved også, at jeg bor på værelse med Barbie i den blå festkjole, træ-hesten med brudeslør og pløjer det udpinte lejeboligmarked igennem for at finde mit nye hjem. I den forbindelse fik jeg tilbudt en lejlighed her i Nordsjælland og kom derfor i kontakt med en vicevært. Jeg takkede nej til lejligheden, men knap en time efter mit nej-tak-opkald, modtager jeg en sms fra ham. Og det er nu du skal pudse 3d-brillerne.

Han skriver:  ’Jeg synes, du er super sød og ser dejlig ud’. Han har planlagt en tur til Portugal og ’…hvis du har lyst inviterer jeg dig til Portugal’. Herefter følger detaljer om min (!) afrejsedato og fly. Han afslutter sin sms med: ’Alt betalt. Fuld diskretion’. Der er så meget galt med den sms på så mange planer, at jeg ikke ved, hvor jeg skal begynde - men lad mig prøve.

Hans sms begynder helt præcist med: ’Jeg undskylder for min ligefremhed’. Her er et gratis tip: Hvis man føler behov for at undskylde forud for det, man skal til at sige eller gøre, så er det faktisk en god idé slet ikke at gøre det. Som professionel vicevært har han fået mit telefonnummer og misbruger det privat. Jeg møder op for at se på lejlighed, og det står åbenbart stadig uklart for mænd, at det i 2025 ikke er i orden at opføre sig som en 5-årig i en slikbutik hver gang de møder en kvinde.

Vi er mange, som er trætte af mænd, der rager slik til sig, mens de med de berømte hundeøjne viser to tomme hænder frem. Mænd med slik hjemme i skålen, som skovler til sig, når de er ude (uden samtykke hverken hjemme eller ude). Jeg ved godt, det må komme som en chokker for jer slikhungrende mænd, at der findes kvinder, som ikke lader sig imponere af betalte ferier, store huse, jeres nye dyre Volvo eller vovse med stamtavle. Og chokerende nyt er det vel også, at vi har andre interesserer end mænd og at kvinder ikke ser på lejlighed eller går på arbejde for at byde sig til hos mænd.  

Her kommer andet gratis tip: Hvis der nogensinde var en tid, hvor alt betalt og fuld diskretion var det, vi drømte om, så er den for længst forbi. Tredje gratis tip: Kig i jeres rygsæk, ryd op og se, om I kan finde noget integritet, medmenneskelig respekt, andre interesser end kvinder og måske dernede på bunden året 2025, som I lige kan tjekke ud.

Fordi jeg stadig har en snert af den føromtalte virus, følte jeg mig først skamfuld over viceværtens ubehagelige invitation. Jeg nåede at tænke, har jeg givet indtryk af noget forkert overfor ham? Jeg hostede også en nedarvet tradition i vores kultur op om at beskytte ham ved ikke at råbe op om hans grænseoverskridende adfærd. Heldigvis kom den raske 2025-del af mig på banen.  

Min indre Sisse Babett-Knudsen får lyst til at sige: Bare ærgerligt Sonny Boy, kaste en lille grim vase efter ham og håbe den rammer noget i ham, der ikke allerede er i stykker. Min indre Maude føler trang til at falde en ordentlig mand om halsen (hvis jeg kan finde en) og udbryde: Hans Christian, jeg tror, vi er de eneste ordentlige mennesker i verden.

De fleste på min alder ved, at Hans Christian ikke var et ordentligt menneske (han gemte slik på arbejdet), og Sisse Babett-Knudsen ikke kastede vasen. Så jeg holder mine indre filmkarakterer tilbage og træder - i en for mig - ny karakter.

Siden første sms har viceværten ringet fire gange, skrevet en sms for at rykke for svar og lagt en besked på min telefonsvarer. Jeg har ikke bedt om hans første sms, hans mange opkald eller hans uanstændige tilbud. Jeg gætter på, det ikke strejfer ham, at han sætter mig i en ubehagelig situation og et dilemma. Forholder jeg mig tavs kompromitterer jeg min integritet og vedligeholder en ældgammel tradition, som ikke er hverken kvinder eller 2025 værdig. Derudover er jeg blevet belemret med en privat viden om ham, som jeg slet ikke ønsker at have. Jeg ved nu noget om ham, som hans kone og arbejdsgiver formentlig ikke ved. Så efter lange overvejelser bliver det sådan her: Mit svar til viceværten er denne klumme, en mail til hans kone og et opkald til hans chef. Det er nemlig den slags call-girl, jeg og kvinder er i 2025: We make the call.