En lille smule Julia

Lige efter bruddet med min forlovede sagde min kære søster til mig: Du har ingen kæreste, intet hjem, dine drenge er flyttet hjemmefra. Du kan bo i Ashram i Indien, undervise i yoga på Bali eller gøre lige hvad du vil. Sikke en gylden mulighed, du har fået forærende.   

På det tidspunkt var jeg vred, skuffet og forvirret over den drejning mit liv havde taget og ville ikke have nogen gylden mulighed forærende. Jeg hørte nok heller ikke helt, hvad hun sagde for braget fra hoveddøren, jeg lige havde smækket bag mig, rungede stadig og overdøvede hendes og andres forsøg på at se det positive i min nye livssituation.

Måneder er gået og fra et skjul i baghovedet kryber min søsters ord nu ydmygt frem. Hun har ret. Jeg har fået en gylden mulighed forærende. Ingen kæreste og tre voksne sønner, intet hjem og ingen møbler. Det eneste jeg har er femten flyttekasser opmagasineret på ubestemt tid. Og så slår det mig: Jeg er Julia Roberts i filmen Spis, bed, elsk.

Måske har du set filmen: Spis, bed, Elsk og tænkt: Åh, hvem der bare kunne være en lille smule Julia og gøre alt det, hun gjorde i den film. Det kan jeg nu. Jeg kan være Julia. Jeg kan leje et værelse af en vrissen halvfed Mamma i et Palazzi i Rom, som siger: No men in the room, og jeg kan med et sørgmodigt blik forsikre hende om, at dem holder jeg mig langt væk fra for tiden. Jeg kan bo i The City of Love, spise mig mæt i fuldfed pasta, solmodne tomater, sprøde pizzaer og lære italiensk. Jeg kan praktisere ’la dolce far niente’ og få italienske dybsindige venner, som spørger præcis som i filmen: Hvad er dit ord?

Ligesom Julia kan jeg efter nogle måneder i Italien og flere ekstra kilo mavefedt (en ’muffin-top’ jeg selvfølgelig knuselsker) bosætte mig i en Ashram i et fluemættet larmende Indien, hvor jeg reciterer mantraer og skurer klinkegulve som min seva. Jeg kan hælde mit ufiltrerede savn ud over en ny ven, jeg møder i Ashrammen, som siger, at han ved, jeg har det forfærdeligt nu, men mit liv er ved at forandres og det er godt.  Med forgrædte øjne (og stadig gudesmuk selvfølgelig) kan jeg snøfte, at jeg stadig elsker ham, jeg stadig savner ham. Og min nye amerikanske ven, som har runde briller, en fortid som alkoholiker og er adskillige måneder i Ashrammen klogere end mig, kan sige: Så savn ham! Send ham lys og kærlighed og drop det så. Jeg kan se tvivlende på ham, mens han siger den nok vigtigste replik i filmen: Hvis jeg kunne rydde alt det plads i dit hoved, som du bruger på at være besat af ham og dit forliste forhold, ville du have et vakuum med en døråbning og der ville universet strømme ind og fylde dig med mere kærlighed, end du nogensinde drømmer om. En dag vil du have kapaciteten til at elske hele verden.

Opløftet og i zen på den indiske måde kan jeg tage fra Ashrammen til eksotiske farverige Bali. Her kan jeg sidde i skrædderstilling foran en gammel vis mand ved navn Ketut, som med et tandløst smil deler ud af sin visdom. Iklædt florlette farverige saronger og et saligt smil kan jeg meditere om dagen til cikadernes sitren, danse i sandet under fuldmånen, forelske mig i en mand (som ikke lyver og desuden bor i en lille bambushytte på en strand uden hverken kattelemme eller hoveddøre, der kan smækkes). Og jeg kan med en blød rørt Julia-stemme afslutningsvist tage hans hånd og sige, at jeg har fundet mit ord: Attraversiamo - lad os krydse over.  

Åh ja, hvem der kunne være bare en lille smule Julia, rejse ud i verden, få den tiltrængte forandring og finde sit ord. Men hov vent nu lidt. Jeg har jo været Julia. Jeg har efterladt mine ejendele og rejst ud i verden. Jeg har spist mig mæt i sprøde pizzaer i Rom og boet i eksotiske lande, lært deres sprog og mødt dybsindige mennesker, som stillede mig udfordrende spørgsmål. Jeg har reciteret mantraer i timevis, meditereret til cikaders sang, danset barfodet i florlette farverige saronger på ikke en men mange strande. Jeg har modtaget visdom fra en guru, skuret ikke klinker men skraldespande som min seva og set med forgrædte tvivlende øjne på en ikke ny men gammel ven, som ikke sagde: så savn ham, send ham lys og drop det så, men i stedet sagde noget lidt mere jordnært, som ikke tåler gentagelse her. Jeg har allerede gjort alt det, jeg engang drømte om, alt det som Julia gjorde i Spis, Bed, Elsk. Mit liv har været fyldt med så meget forandring, at det på ingen måde er tiltrængt. Og det er mange år siden, jeg fandt mit ord.  

Kære Søster, du havde ret. Jeg fik en gylden mulighed forærende.  Men jeg vil ikke bruge den på at tage til en Ashram i Indien eller undervise i yoga på Bali. Og jeg vil ikke være en lille smule Julia i en film baseret på en andens historie. Jeg vil være lige, hvor jeg er, og jeg vil være en hel masse mig i en virkelighed baseret på min egen historie.

Jeg drømmer ikke om at tjekke ud af mit liv, men om at tjekke ind og udfolde de vinger, som har vokset sig stærke efter en hel masse frie fald og styrt. Jeg har allerede dybsindige skønne venner og veninder, som stiller mig udfordrende spørgsmål. Jeg mestrer ’la dolce far niente’ til fulde, og jeg behøver hverken spise mig mæt i pizzaer eller fuldfed pasta, for at få den muffin-top, jeg allerede har og måske ikke knuselsker, men synes er helt okay. Og afslutningsvist har jeg ikke tænkt mig at række ud efter en mands hånd, før det er en, som ærer både den dybere og helt konkrete betydning af mit ord: Verità – Truth – Sandhed.