It's brutal out here...

Fortiden ringede mig op i går og spurgte: Hvad fanden er der sket med dig? Og jeg kunne faktisk ikke rigtig svare.

Jeg ved ikke, hvor mange af os i halvtredserne, som ser tilbage på vores liv og tænker: Ja, det gik jo fuldstændig efter planen. Jeg gør ikke. Men måske hænger det sammen med, at jeg ikke havde en plan. Jeg havde intet i mit indre at styre efter, så jeg fandt pejlemærker i de ydre. De fyrtårn som skulle vise mig vej forsvandt i tågen og de bøjer, som skulle vise mig, hvor jeg kunne risikere at gå på grund, styrede jeg lige imod. Når fortiden ringer og man tager røret, så risikerer man at få et par åbenbaringer, man ikke lige har bedt om, men som man har brug for. Og fortiden har det med at dukke op, når man mindst venter det og har mest brug for det.

Fortiden i form af min slyng-gymnasie-veninde ringede efter hun havde læst mit opslag på Facebook forleden og spurgte altså: Hvad fanden er der sket med dig? Vi mistede kontakten, da vi var i tyverne. Ikke af nogen særlig årsag, blot den samme som hvorfor sand løber igennem et timeglas. Tyngdekraft og fysik. Vores opmærksomhed og bevægelser gik i forskellige retninger. I årenes løb har vi fulgt hinanden på afstand igennem fælles bekendte, men det er atten år siden, vi sidste har setes og talt sammen til vores tyve års jubilæum som studenter. Til den fest, blev vi alle de samme som vi havde været med huerne på. Berusede, højrøstede, lattermilde og unge. Vi trådte durk tilbage i de roller, vi havde i gymnasiet og ingen samtaler nåede nogen særlige dybder, selvom alle spurgte hinanden: Hvordan går det så med dig? Jeg husker ingen samtaler kun én bemærkning fra en fra matematisk linje: Hold kæft, du har fået mange rynker, hvilket ikke er det, man har super meget lyst til at høre, selvom det er sandt. Mit svar i dag til ham er, at det er fordi jeg er blevet ældre og rynker er som træernes åreringe. Hver og en kommer med en historie, og jeg er så heldig at have virkelig mange.  

Tilbage til opkaldet fra fortiden. Min veninde sagde: Du var så smuk (ikke helt sandt) og klog (måske lidt sandt). Du var den klogeste af os alle (i hvert fald ikke sandt). Du var den, som fik alle os andre igennem gymnasiet (kæmpe overdrivelse). Du var også stædig (ja, det er sandt). Så hvad fanden skete der egentlig med alt det?  Jeg husker det nu som, at hun var den klogeste, smukkeste, stærkeste og langt mere seje og målrettede. Men noget dukkede op til overfladen, da hun mindede mig om, hvem vi engang var. Vi husker begge, at vi kunne hele verden sammen og hver for sig. Vi fik huerne på og så kunne den der verden bare komme an. Og det gjorde den. Den kom an og den væltede os. Den væltede i hvert fald mig. Jeg var slet ikke forberedt på, hvor voldsomt verden kunne vælte mig omkuld. Jeg var slet ikke forberedt på, at nogen udnytter andre, når de ikke kan selv. Jeg anede ikke, at nogen langsomt kunne forandre mig ved at lægge armene beskyttende omkring mig og som en igle suge alt det ud af mig, de selv manglede. Min stædighed var en vedholdenhed, der ikke altid kom mig til gode. Jeg blev for længe i det forkerte. Lod mig dræne og udmatte. Jeg var klog, men ikke klog på mennesker, relationer og mit indre. Alt det skulle jeg først til at lære, da jeg som seksogtyveårig var færdig med at bevise, hvor dygtig jeg var i skolen, gymnasiet og på cand.merc. studiet.  

Det er ikke nok at være klog, smuk og stædig, hvis man ikke har et mål at styre efter. Jeg mener ikke et ydre mål men et indre: moral, etik, integritet, grænser. Fortællingerne om at høje karakterer og uddannelse giver et solidt fundament for ens fremtid, er for ensidig. Vi er mennesker. Karakterer siger intet om, hvem vi er. Kender man ikke sine grænser, moral, etik og integritet, bliver man let et offer for dem, som ingen har (og ja dermed også et offer for sig selv). Hvem som helst kunne charmere mig, udnytte mine stærke sider, suge livet ud af mig. Og det var der et par stykker, som gjorde. Olivia Rodrigo har skrevet sangen Brutal om lige præcis det, med omkvædet: It’s brutal out here.   

Og ja verden er brutal, men også smuk og uransagelig. Jeg har fået indre blå mærker, men ud af dem kom et nyt lidt forslået mig (med rynker) og tre helt vidunderlige livskloge unge mænd, som indtil videre kan sige både til og fra, og som er i gang med at finde ud af, hvem de er på den virkelig kloge måde: indefra og ud. Ud af opkaldet fra fortiden og spørgsmålet: Hvad fanden skete der med dig? kom jeg frem til, at svaret på det kun peger bagud. Hvad der ramte os er vigtigt, men ikke det mest brugbare. For alle bliver ramt. På hver deres måde. Det brugbare spørgsmål er: Hvorfor? Svaret findes i den, jeg er nu og peger frem. Tak, søde slyng-gymnasie-veninde for dit mod til at ringe og stille spørgsmål. Det fællesskab vi havde dengang, vores ærlighed og livsmod, hviler alle årene på. Noget er stadig sundt og i orden. Der starter jeg nu. Jeg er ikke så smuk udenpå, men smukkere indeni. Jeg er ikke så klog som dengang, for jeg er klogere på en måde karakterer ikke kan måle. Jeg har stadig min stædighed, men vil fremover være varsom med, hvem og hvad, jeg bruger den på.

Hvis du er en andens fortid, så ring, når du fornemmer, at det er tid. Bare ring og stil de spørgsmål, der rammer ned - det er dem som løfter op, når det er...brutal out here.