Fortiden ringede mig op i går og spurgte: Hvad fanden er der sket med dig?  Og jeg kunne faktisk ikke rigtig svare. Jeg ved ikke, hvor mange af os i halvtredserne, som ser tilbage på vores liv og tænker: Ja, det gik jo fuldstændig efter planen. Jeg gør ikke. Men måske hænger det sammen med, at jeg ikke havde en plan. Jeg havde intet i mit indre at styre efter, så jeg fandt pejlemærker i de ydre. De fyrtårn som skulle vise mig vej forsvandt i tågen og de bøjer, som skulle vise mig, hvor jeg kunne risikere at gå på grund, styrede jeg lige imod. Når fortiden ringer og man tager røret, så risikerer man at få et par åbenbaringer, man ikke lige har bedt om, men som man har brug for. Og fortiden har det med at dukke op, når man mindst venter det og har mest brug for det. Fortiden i form af min slyng-gymnasie-veninde ringede efter hun havde læst mit opslag på Facebook forleden og spurgte altså: Hvad fanden er der sket med dig? Vi mistede kontakten, da vi var i tyverne. Ikke af nogen særlig årsag, blot den samme som hvorfor sand løber igennem et timeglas. Tyngdekraft og fysik. Vores opmærksomhed og bevægelser gik i forskellige retninger. I årenes løb har vi fulgt hinanden på afstand igennem fælles bekendte, men det er atten år siden, vi sidste har setes og talt sammen til vores tyve års jubilæum som studenter. Til den fest, blev vi alle de samme som vi havde været med huerne på. Berusede, højrøstede, lattermilde og unge. Vi trådte durk tilbage i de roller, vi havde i gymnasiet og ingen samtaler nåede nogen særlige dybder, selvom alle spurgte hinanden: Hvordan går det så med dig?  Jeg husker ingen samtaler kun én bemærkning fra en fra matematisk linje: Hold kæft, du har fået mange rynker, hvilket ikke er det, man har super meget lyst til at høre, selvom det er sandt. Mit svar i dag til ham er, at det er fordi jeg er  blevet ældre og rynker er som træernes åreringe. Hver og en kommer med en historie, og jeg er så heldig at have virkelig mange.   Tilbage til opkaldet fra fortiden. Min veninde sagde: Du var så smuk  (ikke helt sandt) og klog (måske lidt sandt). Du var den klogeste af os alle  (i hvert fald ikke sandt). Du var den, som fik alle os andre igennem gymnasiet  (kæmpe overdrivelse). Du var også stædig ( ja, det er sandt). Så hvad fanden skete der egentlig med alt det?   Jeg husker det nu som, at hun var den klogeste, smukkeste, stærkeste og langt mere seje og målrettede. Men noget dukkede op til overfladen, da hun mindede mig om, hvem vi engang var. Vi husker begge, at vi kunne hele verden sammen og hver for sig. Vi fik huerne på og så kunne den der verden bare komme an. Og det gjorde den. Den kom an og den væltede os. Den væltede i hvert fald mig. Jeg var slet ikke forberedt på, hvor voldsomt verden kunne vælte mig omkuld. Jeg var slet ikke forberedt på, at nogen udnytter andre, når de ikke kan selv. Jeg anede ikke, at nogen langsomt kunne forandre mig ved at lægge armene beskyttende omkring mig og som en igle suge alt det ud af mig, de selv manglede. Min stædighed var en vedholdenhed, der ikke altid kom mig til gode. Jeg blev for længe i det forkerte. Lod mig dræne og udmatte. Jeg var klog, men ikke klog på mennesker, relationer og mit indre. Alt det skulle jeg først til at lære, da jeg som seksogtyveårig var færdig med at bevise, hvor dygtig jeg var i skolen, gymnasiet og på cand.merc. studiet.   Det er ikke nok at være klog, smuk og stædig, hvis man ikke har et mål at styre efter. Jeg mener ikke et ydre mål men et indre: moral, etik, integritet, grænser. Fortællingerne om at høje karakterer og uddannelse giver et solidt fundament for ens fremtid, er for ensidig. Vi er mennesker. Karakterer siger intet om, hvem vi er. Kender man ikke sine grænser, moral, etik og integritet, bliver man let et offer for dem, som ingen har (og ja dermed også et offer for sig selv). Hvem som helst kunne charmere mig, udnytte mine stærke sider, suge livet ud af mig. Og det var der et par stykker, som gjorde. Olivia Rodrigo har skrevet sangen Brutal om lige præcis det, med omkvædet: It’s brutal out here.    Og ja verden er brutal, men også smuk og uransagelig. Jeg har fået indre blå mærker, men ud af dem kom et nyt lidt forslået mig (med rynker) og tre helt vidunderlige livskloge unge mænd, som indtil videre kan sige både til og fra, og som er i gang med at finde ud af, hvem de er på den virkelig kloge måde: indefra og ud. Ud af opkaldet fra fortiden og spørgsmålet: Hvad fanden skete der med dig? kom jeg frem til, at svaret på det kun peger bagud. Hvad der ramte os er vigtigt, men ikke det mest brugbare. For alle bliver ramt. På hver deres måde. Det brugbare spørgsmål er: Hvorfor? Svaret findes i den, jeg er nu og peger frem. Tak, søde slyng-gymnasie-veninde for dit mod til at ringe og stille spørgsmål. Det fællesskab vi havde dengang, vores ærlighed og livsmod, hviler alle årene på. Noget er stadig sundt og i orden. Der starter jeg nu. Jeg er ikke så smuk udenpå, men smukkere indeni. Jeg er ikke så klog som dengang, for jeg er klogere på en måde karakterer ikke kan måle. Jeg har stadig min stædighed, men vil fremover være varsom med, hvem og hvad, jeg bruger den på. Hvis du er en andens fortid, så ring, når du fornemmer, at det er tid. Bare ring og stil de spørgsmål, der rammer ned - det er dem som løfter op, når det er...brutal out here.

For cirka otte måneder siden friede min kæreste. Vi har haft en del pauser i vores tiårige relation, så det var både uventet og ventet. Efter han friede besluttede vi at flytte sammen i hans hus i november. Vi så på nye møbler, talte om bryllup og fremtiden, mens han i smug holdt en kattelem åben til en ungdomskæreste (er den stærkt redigerede version), så nu er vi ekskærester, jeg flyttede ud i februar og bor midlertidigt hos familie. Hvis mit liv var en roman, ville jeg sige: Hold da op et plot-twist. For tiden kan man så sige, at handlingen i min ’roman’ ikke rykker sig så meget ud af stedet. Mens efterdønningerne af plot-twistet bølger videre, reflekterer jeg over det seneste halve års begivenheder. Det ledte mig til et af mine yndlingscitater fra filmen Australia, hvor Hugh Jackman som kvægdriveren Drover siger: Most people like to own. Land, luggage, other people. It makes them feel secure. But all that can be taken away. In the end the only thing you really own is your story. Just trying to live a good one. Det er godt at blive mindet om, at vores historie er det eneste, vi ejer, og vi kan kun forsøge at leve så god en historie som muligt. Når jeg indtager den holdning til mit liv, kan jeg finde taknemmeligheden frem for min historie, som indtil nu har budt på drama, plot-twist, uforudsigelige karakterer, romantik, spænding, overraskelser, glæde, sorg, humor, karakterudvikling  - ja alt det en god historie består af.  Jeg ved ikke, hvilket kapitel jeg er nået til i min historie, men jeg er i hvert fald midlertidigt ’indlogeret’ på mit barndomsværelse hos mine forældre. Jeg er 56 år, deler værelse med overvintrende potteplanter og en bogreol proppet med børnebøger, dvd’er og klenodier fra min barndom. Øverst på bogreolen står en træ-hest på hjul, som hver dag holder øje med mig med sine to sorte kunstige øjne. Mellem træhestens ører sidder en hårbøjle med brudeslør. Et par hylder længere nede sidder Barbie herself i sit fineste skrud: en mørkeblå silkekjole med strutskørt og flæser. Ken er skredet.     En træ-hest med brudeslør, Barbie i sit festskrud, Ken som er skredet. Hvis mit liv virkelig var en roman og jeg læseren, ville jeg tænke at forfatteren var gået lidt over gevind med symbolikken i rekvisitterne. Men både Barbie og træ-hesten med brudeslør har stået på reolen i flere år  og Ken har været skredet lige så længe. Det er ikke plantede rekvisitter tilegnet min nuværende situation. Virkeligheden overrasker mig gang på gang. Min fantasi er slet ikke vild nok til at følge med virkeligheden. Hvis jeg kunne se mit liv som en historie i gang med at blive skrevet, ville jeg måske ikke blive så overrasket over rekvisitterne, dramaerne, plot-twists og de karakterer, som gør noget helt andet end jeg regner med. Så ville jeg kunne holde følelser ude i strakt arm, forvisset om at denne del af historien er præcis, hvor den skal være. Hovedpersonen (mig) havde brug for et skub (et plot-twist), så historien kunne fortsætte i en anden retning. Min ældste søn gav mig et kram fornyelig og sagde: This too shall pass. Og han har selvfølgelig ret. Alt har sin tid. Alle slutninger er også begyndelser.     Vi kan bruge vores kræfter på at holde fast i det, vi ejer, skrabe mere til os, svede panikangstens sved, når aktiekurserne styrtdykker,  blive vrede og skuffede, når dem vi elsker forlader eller svigter os. Eller vi kan minde os selv, at vi i sidste ende ikke ejer andet end vores historie og den da i det mindste er fyldt med alle elementer til ’a good one’. Ja ja lettere sagt end gjort, og der er jo også det med historier, at der helst skal følelser i spil, for at vi læser eller ser dem til ende. I virkelighedens historier har det også et formål at gå igennem  hele følelsesregistret. Følelser kommer med budskaber til os. Der er noget at lære.     Så jeg lærer og lærer og lærer og tænker jeg må være helt utrolig klog efterhånden eller også usandsynlig tungnem, siden jeg skal igennem de samme ting igen og igen. Men nu er det heldigvis også sådan med historier, at alt kan ske og de ikke er slut, før den sidste side er læst, bogen klappet i eller rulleteksterne kører på skærmen. Så når jeg lige har været igennem chokket, vreden og forvirringen. Når jeg har grædt de sidste tårer i denne omgang over seneste plot-twist, så fortsætter jeg (forhåbentlig) ud i min egen historie som en klogere og stærkere romankarakter. Og som kvægdriveren Drover i filmen Australia svinger jeg mig op på hesten igen og lur mig, om ikke jeg finder en solnedgang at ride ud i, mens jeg husker ordene: …in the end all we have is our story. Just trying to live a good one.

POESI PAUSEN: Hvad skete der lige med dit liv? Mit digt, This Heart, handler om at se tilbage på drømme, man havde som ung, og forstå, hvordan og hvorfor vejen blev anderledes: ..then tide came in and moved the scenes). Om at gå ud i livet fyldt med tillid og modigt tage alt på sine skuldre, for ingen udfordring er for stor at tage på sig: ...unfolded wings so full of grace, no challenge seemed to great to face. Dette digt handler også om at tage de lette skridt og valg i livet - alle dem, hvor man møder mindst mulig modstand og opdage, at det er de lette skridt, der forråder os: ...the road was straight and life was full of easy steps, which grew a fool. Det er, når vi slår os på livet, får vores hjerter knust, at vi høster erfaringen og lærer os selv at kende - this heart so bruised, we sow, we reap. Det handler også om at tage valg i livet, som giver ar på sjælen, være i den smerte men forsøge at skjule og gemme den historie (kept from the scene and from the show, the quiet smiles, the whispering). Den handler om at leve sit liv og måske gemme på et par fortrydelser, opleve dyb sorg og smerte, blive knækket og falde til jorden uden, at nogen opdagede det: a broken leaf fell to the earth. A shriveled heart that no one heard. Det er, selvom det er meget melankolsk, en hyldest til livet og til smerten. En påmindelse om at stå ved, dem vi er, vide at alle oplever smerte. Vi kan dele og tale om vores smerte, men når alt kommer til alt, så er vi alene med den smerte og det kan føles som om ingen hører og ser og mærker den smerte, vi bærer på. Og det er sådan, det er. Ingen kan bære vores egen smerte. Kun os selv. Det betyder ikke, at vi ikke skal tale om det, dele og åbne op. Det går jeg i den grad ind for. Men det er godt at vide, at selvom vi deler og åbner op, så er der kun os til at stå ved os og bære det, vi bærer på og kun os, der ved, hvad den smerte åbner op for i os. Har man oplevet dyb sorg, ved man, at det aldrig forsvinder. Den sorg vil altid være der. En del af os vil altid være broken. For mig er smerten og sorgen også smuk. Den minder mig om livets skrøbelighed og tvinger mig til at finde min styrke og empati. KLIK HER og subscribe hvis du vil have lidt mere poesi i din hverdag: https://www.surpretelmue.dk/  ....Indtil videre er det kun min far, der har skrevet sig op :-) Her er digtet: This heart This heart had hopes, this heart had dreams Then tide came in, and moved the scenes So hills were climbed, and rocks were turned And humor covered what was earned So full of trust, this heart would ride Courage has no need to hide Unfolded wings so full of grace No challenge seemed to great to face Oh, once so young and so naive Now eccoes of the falling leave The innocence had no regrets This heart would rule above the head Success and glory doesn’t know The need to bring ducks in a row All walls were down, and curtains up The show went on, no time to stop The road was straight and life was full of easy steps, which grew a fool When water runs, the river trust You say yes once, and then you must Keep up, keep up, so fearlessly For pretty birds fly in a V Go faster, rising to the speed Don’t fall behind for signs to read Gone twenty years, now memories Lightheaded, humming bumble bees No summertime, no stunning light No expectations, young and bright This heart once loved, this heart once free Now all is gone, sweet memory This heart so bruised, we sow, we reap When thunder comes, this heart will leave ‘Cause there were hopes and there were dreams And expectations, now it seems they burned and crashed along with time Left melo music in the chimes The story no one dared to tell Let evil sleep, don’t wake up hell The little ones will never know Kept from the scene, and from the show The quiet smiles, the whispering Life of regrets, this heart keeps in A broken leaf fell to the earth A shriveled heart that no one heard

I dag læser jeg et uddrag fra Sara Rahmeh's debutroman Betonhjerter, som udkom i 2023. Sara Rahmeh (f.1985) udgav i 2021 digtsamlingen Langt væk og lige om hjørnet. Betonhjerter er hendes første roman, og hun giver her læseren sit særlige blik på, hvordan det er at vokse op i Blokken. Læs mere om Sara Rahmeh her: sararahmeh.com

Efterårsdigt af Johannes Møllehave - optaget i Gribskov. Johannes Møllehave (1937 - 2021): dansk præst, foredragsholder og forfatter. Især kendt for altid at kombinere alvor med humor. Optaget på en cykeltur i Gribskov. På et af min kommende mands yndlingsspots i skoven. #poesi #litteratur #bøger #pause #gribskov #skoven #efterår

Oplæsning fra Lærke Kløvedal's erindringsfortælling: Sømærke.