Lige efter bruddet med min forlovede sagde min kære søster til mig: Du har ingen kæreste, intet hjem, dine drenge er flyttet hjemmefra. Du kan bo i Ashram i Indien, undervise i yoga på Bali eller gøre lige hvad du vil. Sikke en gylden mulighed, du har fået forærende.     På det tidspunkt var jeg vred, skuffet og forvirret over den drejning mit liv havde taget og ville ikke have nogen gylden mulighed forærende. Jeg hørte nok heller ikke helt, hvad hun sagde for braget fra hoveddøren, jeg lige havde smækket bag mig, rungede stadig og overdøvede hendes og andres forsøg på at se det positive i min nye livssituation. Måneder er gået og fra et skjul i baghovedet kryber min søsters ord nu ydmygt frem. Hun har ret. Jeg har fået en gylden mulighed forærende. Ingen kæreste og tre voksne sønner, intet hjem og ingen møbler. Det eneste jeg har er femten flyttekasser opmagasineret på ubestemt tid. Og så slår det mig: Jeg er Julia Roberts i filmen Spis, bed, elsk. Måske har du set filmen: Spis, bed, Elsk og tænkt: Åh, hvem der bare kunne være en lille smule Julia og gøre alt det, hun gjorde i den film. Det kan jeg nu. Jeg kan være Julia. Jeg kan leje et værelse af en vrissen halvfed Mamma i et Palazzi i Rom, som siger: No men in the room , og jeg kan med et sørgmodigt blik forsikre hende om, at dem holder jeg mig langt væk fra for tiden. Jeg kan bo i The City of Love, spise mig mæt i fuldfed pasta, solmodne tomater, sprøde pizzaer og lære italiensk. Jeg kan praktisere ’la dolce far niente’ og få italienske dybsindige venner, som spørger præcis som i filmen: Hvad er dit ord? Ligesom Julia kan jeg efter nogle måneder i Italien og flere ekstra kilo mavefedt (en ’muffin-top’ jeg selvfølgelig knuselsker) bosætte mig i en Ashram i et fluemættet larmende Indien, hvor jeg reciterer mantraer og skurer klinkegulve som min seva. Jeg kan hælde mit ufiltrerede savn ud over en ny ven, jeg møder i Ashrammen, som siger, at han ved, jeg har det forfærdeligt nu, men mit liv er ved at forandres og det er godt.  Med forgrædte øjne (og stadig gudesmuk selvfølgelig) kan jeg snøfte, at jeg stadig elsker ham, jeg stadig savner ham. Og min nye amerikanske ven, som har runde briller, en fortid som alkoholiker og er adskillige måneder i Ashrammen klogere end mig, kan sige: Så savn ham! Send ham lys og kærlighed og drop det så. Jeg kan se tvivlende på ham, mens han siger den nok vigtigste replik i filmen: Hvis jeg kunne rydde alt det plads i dit hoved, som du bruger på at være besat af ham og dit forliste forhold, ville du have et vakuum med en døråbning og der ville universet strømme ind og fylde dig med mere kærlighed, end du nogensinde drømmer om. En dag vil du have kapaciteten til at elske hele verden. Opløftet og i zen på den indiske måde kan jeg tage fra Ashrammen til eksotiske farverige Bali. Her kan jeg sidde i skrædderstilling foran en gammel vis mand ved navn Ketut, som med et tandløst smil deler ud af sin visdom. Iklædt florlette farverige saronger og et saligt smil kan jeg meditere om dagen til cikadernes sitren, danse i sandet under fuldmånen, forelske mig i en mand (som ikke lyver og desuden bor i en lille bambushytte på en strand uden hverken kattelemme eller hoveddøre, der kan smækkes). Og jeg kan med en blød rørt Julia-stemme afslutningsvist tage hans hånd og sige, at jeg har fundet mit ord: Attraversiamo - lad os krydse over.   Åh ja, hvem der kunne være bare en lille smule Julia, rejse ud i verden, få den tiltrængte forandring og finde sit ord. Men hov vent nu lidt. Jeg har jo været Julia. Jeg har efterladt mine ejendele og rejst ud i verden. Jeg har  spist mig mæt i sprøde pizzaer i Rom og boet i eksotiske lande, lært deres sprog og mødt dybsindige mennesker, som stillede mig udfordrende spørgsmål. Jeg har  reciteret mantraer i timevis, meditereret til cikaders sang, danset barfodet i florlette farverige saronger på ikke en men mange strande. Jeg har  modtaget visdom fra en guru, skuret ikke klinker men skraldespande som min seva og set med forgrædte tvivlende øjne på en ikke ny men gammel ven, som ikke sagde: så savn ham, send ham lys og drop det så, men i stedet sagde noget lidt mere jordnært, som ikke tåler gentagelse her. Jeg har  allerede gjort alt det, jeg engang drømte om, alt det som Julia gjorde i Spis, Bed, Elsk. Mit liv har været fyldt med så meget forandring, at det på ingen måde er tiltrængt. Og det er mange år siden, jeg fandt mit ord.   Kære Søster, du havde ret. Jeg fik en gylden mulighed forærende.  Men jeg vil ikke bruge den på at tage til en Ashram i Indien eller undervise i yoga på Bali. Og jeg vil ikke være en lille smule Julia i en film baseret på en andens historie. Jeg vil være lige, hvor jeg er, og jeg vil være en hel masse mig i en virkelighed baseret på min egen historie. Jeg drømmer ikke om at tjekke ud af mit liv, men om at tjekke ind og udfolde de vinger, som har vokset sig stærke efter en hel masse frie fald og styrt. Jeg   har allerede dybsindige skønne venner og veninder, som stiller mig udfordrende spørgsmål. Jeg mestrer ’la dolce far niente’ til fulde, og jeg behøver hverken spise mig mæt i pizzaer eller fuldfed pasta, for at få den muffin-top, jeg allerede har og måske ikke knuselsker, men synes er helt okay. Og afslutningsvist har jeg ikke tænkt mig at række ud efter en mands hånd, før det er en, som ærer både den dybere og helt konkrete betydning af mit ord: Verità – Truth – Sandhed.

I mit i forvejen lettere forstyrrede sind har følelserne Vrede og Afsky taget kontrollen. Med sig har de en af deres skumle venner, som jeg ikke har mødt før.    Måske husker du fra min klumme ’Forræder’, at min forlovede luskede ud af en kattelem med en Løgn og kom tilbage med Bedrag, hvorpå jeg forlod ham sammen med Vrede og Afsky (via døren). Siden har Triste forsøgt at gøre sig bemærket, men hidtil uden held. Glæde er gået i kælderen og så er der altså den her nye følelse, som er dukket op.   Min nye følelse hedder Hævngerrighed. Jeg kender ikke Hævngerrighed særlig godt, så jeg googlede den. Google siger, at Hævngerrighed er en helt normal følelse, som dukker op, når vi føler os svigtede eller krænkede. Hævngerrighed inviteres som regel af Vrede og Afsky, og sammen er de på en evig jagt efter retfærdighed. Nu er det ikke sådan, at jeg ikke før har ladet Vrede og Afsky tage kontrollen, men det er altid lykkedes Triste at vise mig vejen til Tilgivelse, før Hævngerrighed dukkede op. Tilgivelse er lidt mere end en følelse. Det er også en handling. Du ved, en af den slags følelser og handlinger som piger og kvinder helst skal mestre for ikke at blive kaldt en Drama-queen eller Bitterfisse.      Siden jeg smækkede min eks-forlovedes hoveddør bag mig, har Triste ledt efter Tilgivelse men nu da Vrede og Afsky kontrollerer mit sind, tror jeg faktisk Tilgivelse med vilje holder sig væk. Og så er der Hævngerrighed, som forleden fik adgang til mit talecenter og teede sig som Trump, når han uddeler toldsatser. Det gik ud over en mandlig bekendt, som måtte lægge øre til, hvordan Hævngerrighed havde tænkt sig at indfange Retfærdighed, få min eks-forlovede til at betale løsesummen og give Retfærdighed til mig. Han sagde ikke direkte, at jeg nærmede mig Bitterfisse stadiet, men han foreslog, at jeg talte med nogen, fandt Tilgivelse og kom videre. Med ’nogen’ mente han en psykolog, du ved dem, som har masser af spørgsmål men ingen konkrete svar. Og hvad han mente med ’videre’ er jeg lidt usikker på, men det er typisk mænd at tro ’videre’ på en eller anden måde kan indfange Retfærdighed.         Eftersom jeg har rigelig spørgsmål selv, har jeg ikke brug for en psykolog men en veninde. Så jeg fandt en, som ikke tog tolvhundrede kroner for en masse spørgsmål, men i stedet gav mig et gratis svar: ’Sæt dig i et blødt hjørne af dig selv (eventuelt med en kop kaffe og et stykke chokolade) og vent på Karma’, sagde hun. Jeg havde helt glemt Karma. Karma er ikke en følelse men en fikser (altså en slags mandlig udgave af følelser). Karma er ligesom Hævngerrighed på jagt efter Retfærdighed men arbejder ikke sammen med Vrede og Afsky.  Karma sørger (blandt andet) for, at de der lyver får deres straf, og de som bedrager afsløres og betaler prisen. Jeg skal intet gøre, bare overlade det til Karma og vil så slet ikke få brug for Retfærdighed. God idé, tak veninde. Karma har ligesom offentlige hospitaler lang ventetid, så mens jeg var nedsunket i de indre bløde pudevår faldt Vrede, Afsky og Hævngerrighed i søvn. Triste så sit snit til at tage over og det var sådan set helt fint med mig. Triste og jeg har haft mange gode samtaler. Som regel nogen, der løsner op for en masse spændinger og hovedpiner.    Triste sagde til mig, at min eks-forlovedes smerte ikke er min glæde. At hans straf ikke er min belønning. At Hævngerrighed er en sult, som aldrig kan mættes. At Retfærdighed er glat som et stykke sæbe, let smutter imellem hænderne og i øvrigt dufter lidt af gammel dame (Imperial Leather). At afsky er en gammel vejrhane, der peger som vinden blæser, så måske det er tid til at smide den ud? Triste spurgte, om jeg vidste, at Vrede faktisk hedder Sorg? Og med hensyn til Karma, så slog Triste en latter op og sagde, at Karma ikke tager verdslige bestillingsopgaver og hader, når man sidder utålmodigt i venteværelset og tror man ved bedst (av, den sved for mig). Karma arbejder kun indenfor gejstligheden og snor sig ad Uransagelighedens veje (som i øvrigt er lukkede for offentligheden – ikke engang Google Maps har kortlagt dem).    Mens jeg sad der i mit bløde hjørne og blev klogere sammen med Triste, gæt hvem der så kom op af kælderen? Det gjorde Glæde. Med favnen fuld af Overbærenhed og Pyt. Vrede og Afsky sover stadig - helt udmattede af at have styret kontrolpanelet så længe, så dem hører jeg nok ikke fra i et stykke tid. Hævngerrighed er stukket af - jeg havde ellers en høne at plukke med den grimme ubehagelige følelse. Føj altså, jeg håber aldrig den dukker op igen. Hvis du ser Hævngerrighed derude et sted, så sæt dig i et blødt hjørne og vent på Karma. For mens du venter på Karma, så stikker Hævngerrighed nemlig af – den kujon – og Glæde dukker op med fine gaver som for eksempel Overbærenhed og Pyt.

Ja, så ringer telefonen igen, og denne gang er det år 2025, der vil minde mænd om at se på årstallet i kalenderen, inden de bruger deres arbejde til at score kvinder. Fornyelig blev jeg udsat for en af den slags mænd, der behandler kvinder som call-girls. Altså den gamle forståelse af en call-girl.   Det startede med en sms, der landede som sprit på det indre bål, min eks-forlovede lige har antændt. Eller nej, det begyndte med en leje-lejlighed, jeg så på for nogle uger siden. Eller vent, det begyndte i virkeligheden for meget længere tid siden med en kulturbetinget tradition, der har givet mænd fri adgang til at behandle kvinder som deres ejendele og kvinder som stiltiende har accepteret. Jeg tager dog også min personlige del af ansvaret. På min vej til at blive voksen fangede jeg en skyld- og skamvirus, som satte sig på balancenerven. Mænds grænseoverskridende adfærd plejede nemlig at få mig så meget ud af balance, at jeg snublede og lod dem vade hen over mig. Nu har vi nået 2025, og jeg er ved at få bugt med virussen. Det er som at tage et 3d briller på og se den film, man før kun har set i 2d. Følger du med i mine klummer, ved du, at jeg fornyelig flyttede fra min forlovede på grund af den der kattelem han igen havde ladet stå åben. Du ved også, at jeg bor på værelse med Barbie i den blå festkjole, træ-hesten med brudeslør og pløjer det udpinte lejeboligmarked igennem for at finde mit nye hjem. I den forbindelse fik jeg tilbudt en lejlighed her i Nordsjælland og kom derfor i kontakt med en vicevært. Jeg takkede nej til lejligheden, men knap en time efter mit nej-tak-opkald, modtager jeg en sms fra ham. Og det er nu du skal pudse 3d-brillerne. Han skriver:  ’Jeg synes, du er super sød og ser dejlig ud’. Han har planlagt en tur til Portugal og ’…hvis du har lyst inviterer jeg dig til Portugal’. Herefter følger detaljer om min (!) afrejsedato og fly. Han afslutter sin sms med: ’Alt betalt. Fuld diskretion’. Der er så meget galt med den sms på så mange planer, at jeg ikke ved, hvor jeg skal begynde - men lad mig prøve. Hans sms begynder helt præcist med: ’Jeg undskylder for min ligefremhed’. Her er et gratis tip: Hvis man føler behov for at undskylde forud for det, man skal til at sige eller gøre, så er det faktisk en god idé slet ikke at gøre det. Som professionel vicevært har han fået mit telefonnummer og misbruger det privat. Jeg møder op for at se på lejlighed, og det står åbenbart stadig uklart for mænd, at det i 2025 ikke er i orden at opføre sig som en 5-årig i en slikbutik hver gang de møder en kvinde. Vi er mange, som er trætte af mænd, der rager slik til sig, mens de med de berømte hundeøjne viser to tomme hænder frem. Mænd med slik hjemme i skålen, som skovler til sig, når de er ude (uden samtykke hverken hjemme eller ude). Jeg ved godt, det må komme som en chokker for jer slikhungrende mænd, at der findes kvinder, som ikke  lader sig imponere af betalte ferier, store huse, jeres nye dyre Volvo eller vovse med stamtavle. Og chokerende nyt er det vel også, at vi har andre interesserer end mænd og at kvinder ikke ser på lejlighed eller går på arbejde for at byde sig til hos mænd.   Her kommer andet gratis tip: Hvis der nogensinde var en tid, hvor alt betalt og fuld diskretion var det, vi drømte om, så er den for længst forbi. Tredje gratis tip: Kig i jeres rygsæk, ryd op og se, om I kan finde noget integritet, medmenneskelig respekt, andre interesser end kvinder og måske dernede på bunden året 2025, som I lige kan tjekke ud. Fordi jeg stadig har en snert af den føromtalte virus, følte jeg mig først skamfuld over viceværtens ubehagelige invitation. Jeg nåede at tænke, har jeg givet indtryk af noget forkert overfor ham? Jeg hostede også en nedarvet tradition i vores kultur op om at beskytte ham ved ikke at råbe op om hans grænseoverskridende adfærd. Heldigvis kom den raske 2025-del af mig på banen.   Min indre Sisse Babett-Knudsen får lyst til at sige: Bare ærgerligt Sonny Boy , kaste en lille grim vase efter ham og håbe den rammer noget i ham, der ikke allerede er i stykker. Min indre Maude føler trang til at falde en ordentlig mand om halsen (hvis jeg kan finde en) og udbryde:  Hans Christian,   jeg tror, vi er de eneste ordentlige mennesker i verden. De fleste på min alder ved, at Hans Christian ikke var et ordentligt menneske (han gemte slik på arbejdet), og Sisse Babett-Knudsen ikke kastede vasen. Så jeg holder mine indre filmkarakterer tilbage og træder - i en for mig - ny karakter. Siden første sms har viceværten ringet fire gange, skrevet en sms for at rykke for svar og lagt en besked på min telefonsvarer. Jeg har ikke bedt om hans første sms, hans mange opkald eller hans uanstændige tilbud. Jeg gætter på, det ikke strejfer ham, at han sætter mig i en ubehagelig situation og et dilemma. Forholder jeg mig tavs kompromitterer jeg min integritet og vedligeholder en ældgammel tradition, som ikke er hverken kvinder eller 2025 værdig. Derudover er jeg blevet belemret med en privat viden om ham, som jeg slet ikke ønsker at have. Jeg ved nu noget om ham, som hans kone og arbejdsgiver formentlig ikke ved. Så efter lange overvejelser bliver det sådan her: Mit svar til viceværten er denne klumme, en mail til hans kone og et opkald til hans chef. Det er nemlig den slags call-girl, jeg og kvinder er i 2025: We make the call.

I dag hørte jeg Olivia Rodrigo i bilen på fulde hammer. Hold op, hun har skrevet nogle vrede og geniale sange. Hendes poetiske historiefortælling rammer præcist ned i situationer og følelser, jeg og mange andre kender til. Det er forløsende, når nogen tillader sig at give deres vrede fuld skrue og samtidig har følelsesmæssig intelligens, poetisk overskud og et skarpt indre blik. Især imponeres jeg, når unge kan og gør det. For tiden skråler jeg med på sangen ’Traitor’. Nogen vil forbinde ordet Traitor’s danske oversættelse med et (i mine øjne) letkøbt uinteressant tv-program på DR1. I stedet for at bruge flere timer på at se Forræder på DR1 er fordybelsen i begrebet, handlingerne og den følelse, som opstår i den som udsættes for en forræder langt mere dyrtkøbt og interessant. Og det har Olivia Rodrigo gjort. I sangen Traitor sætter hun ord på, hvordan løgn og bedrag føles og hvilken forklædning det kan komme i. Med indledningen: Brown guilty eyes and little white lies Yeah, I played dumb but I always knew That you'd talk to her, maybe did even worse I kept quiet so I could keep you Og det er det, man gør. Man tier. Ikke kun for at beholde kæresten, men også fordi man har lært at stole mere på andres ord end egne fornemmelser. Hun fortsætter: And ain't it funny How you ran to her The second that we called it quits? And ain't it funny How you said you were friends? Now it sure as hell don't look like it You betrayed me….….Guess you didn’t cheat, but you’re still a traitor. Jeg ville ønske, jeg kunne høre sangen Traitor og tænke på, hvor ung Olivia Rodrigo var, da hun skrev den (19 år) og at de situationer og følelser hører ungdommen til. En tid hvor drenge skulle blive til mænd, piger til kvinder. Den tid, hvor drenge var høje på testosteron, frontallapperne blafrede i vinden, mens ego sad ved rattet for nedrullede vinduer. Den tid, hvor drenges moralske kompas, som en vinylplade i hak, pegede på deres ego og ikke rykkede sig videre. Dengang integritet stadig var et fremmedord, man som ung igen og igen måtte slå op, men stadig ikke forstod vigtigheden af. Piger var (vel) ikke så meget bedre. Jeg famlede i hvert fald i blinde, snublede over fornuft og følelse, begik et par moralske parforholdsbrølere, og må ærligt sige, at de år, jeg knækkede koden til flirten, ser jeg ikke særlig stolt tilbage på. Der kommer et tidspunkt i ens liv, hvor man har flirtet nok, brølet nok, såret nok. Et tidspunkt, hvor sætningen: undskyld, jeg mente det ikke er så slidt, at den hænger i laser. Hvor fornægtelsen æder en op indefra og må erstattes med noget mere langtidsholdbart som ansvar, empati og integritet. Der kommer et tidspunkt, hvor man spørger sig selv: Er det sådan et menneske, jeg vil være? For mit vedkommende var svaret nej. Og selvom jeg som ung nægtede at have flirtet med andre, når daværende kærester konfronterede mig, så nikkede kvinden indeni mig allerede dengang og hviskede: Jo, du gjorde. Hvis løgn og fornægtelse er der ens moralske kompas peger hen, og ego ikke er skrumpet lidt siden det tog over i teenagealderen, så fortsætter man med at lade både behov, ego og jagten på anerkendelse styre. Som midaldrende voksen vil man stadig opføre sig skrupelløst, såre andre og være overbevist om, at det er de andre, der er noget galt med. Eller den variant, man også støder på: primært midaldrende fraskilte mand (påstår jeg) som med hundeøjne erkender, at de i tidligere forhold har løjet og været utro, men lover deres nye kæreste, at sådan opfører de sig ikke mere. Det løfte er en skrigrød løber, de ruller ud for deres nye forelskelse, men reelt aldrig har tænkt sig at betræde sammen med hende. Og ja vi er nogle kvinder, der er gået catwalk på den løber - også i en ret moden alder. Jeg kan derfor ikke høre Olivia Rodrigos Traitor (og andre af hendes sange i øvrigt) og tænke, at det var dengang, og nu er vi jo alle voksne. Nogen kom ikke med voksentoget, da det holdt ved perronen. Deres frontallapper blafrer stadig, og gang på gang smider de offerkortet stadig overbevist om, at det er en trumf og ikke en joker. Så også for nogle af os voksne ringer unge Olivia Rodrigos tekster genklang – jeg håber, hun er okay med, at jeg skifter brown eyes ud med blue, når jeg skråler med i bilen.

Fortiden ringede mig op i går og spurgte: Hvad fanden er der sket med dig?  Og jeg kunne faktisk ikke rigtig svare. Jeg ved ikke, hvor mange af os i halvtredserne, som ser tilbage på vores liv og tænker: Ja, det gik jo fuldstændig efter planen. Jeg gør ikke. Men måske hænger det sammen med, at jeg ikke havde en plan. Jeg havde intet i mit indre at styre efter, så jeg fandt pejlemærker i de ydre. De fyrtårn som skulle vise mig vej forsvandt i tågen og de bøjer, som skulle vise mig, hvor jeg kunne risikere at gå på grund, styrede jeg lige imod. Når fortiden ringer og man tager røret, så risikerer man at få et par åbenbaringer, man ikke lige har bedt om, men som man har brug for. Og fortiden har det med at dukke op, når man mindst venter det og har mest brug for det. Fortiden i form af min slyng-gymnasie-veninde ringede efter hun havde læst mit opslag på Facebook forleden og spurgte altså: Hvad fanden er der sket med dig? Vi mistede kontakten, da vi var i tyverne. Ikke af nogen særlig årsag, blot den samme som hvorfor sand løber igennem et timeglas. Tyngdekraft og fysik. Vores opmærksomhed og bevægelser gik i forskellige retninger. I årenes løb har vi fulgt hinanden på afstand igennem fælles bekendte, men det er atten år siden, vi sidste har setes og talt sammen til vores tyve års jubilæum som studenter. Til den fest, blev vi alle de samme som vi havde været med huerne på. Berusede, højrøstede, lattermilde og unge. Vi trådte durk tilbage i de roller, vi havde i gymnasiet og ingen samtaler nåede nogen særlige dybder, selvom alle spurgte hinanden: Hvordan går det så med dig?  Jeg husker ingen samtaler kun én bemærkning fra en fra matematisk linje: Hold kæft, du har fået mange rynker, hvilket ikke er det, man har super meget lyst til at høre, selvom det er sandt. Mit svar i dag til ham er, at det er fordi jeg er  blevet ældre og rynker er som træernes åreringe. Hver og en kommer med en historie, og jeg er så heldig at have virkelig mange.   Tilbage til opkaldet fra fortiden. Min veninde sagde: Du var så smuk  (ikke helt sandt) og klog (måske lidt sandt). Du var den klogeste af os alle  (i hvert fald ikke sandt). Du var den, som fik alle os andre igennem gymnasiet  (kæmpe overdrivelse). Du var også stædig ( ja, det er sandt). Så hvad fanden skete der egentlig med alt det?   Jeg husker det nu som, at hun var den klogeste, smukkeste, stærkeste og langt mere seje og målrettede. Men noget dukkede op til overfladen, da hun mindede mig om, hvem vi engang var. Vi husker begge, at vi kunne hele verden sammen og hver for sig. Vi fik huerne på og så kunne den der verden bare komme an. Og det gjorde den. Den kom an og den væltede os. Den væltede i hvert fald mig. Jeg var slet ikke forberedt på, hvor voldsomt verden kunne vælte mig omkuld. Jeg var slet ikke forberedt på, at nogen udnytter andre, når de ikke kan selv. Jeg anede ikke, at nogen langsomt kunne forandre mig ved at lægge armene beskyttende omkring mig og som en igle suge alt det ud af mig, de selv manglede. Min stædighed var en vedholdenhed, der ikke altid kom mig til gode. Jeg blev for længe i det forkerte. Lod mig dræne og udmatte. Jeg var klog, men ikke klog på mennesker, relationer og mit indre. Alt det skulle jeg først til at lære, da jeg som seksogtyveårig var færdig med at bevise, hvor dygtig jeg var i skolen, gymnasiet og på cand.merc. studiet.   Det er ikke nok at være klog, smuk og stædig, hvis man ikke har et mål at styre efter. Jeg mener ikke et ydre mål men et indre: moral, etik, integritet, grænser. Fortællingerne om at høje karakterer og uddannelse giver et solidt fundament for ens fremtid, er for ensidig. Vi er mennesker. Karakterer siger intet om, hvem vi er. Kender man ikke sine grænser, moral, etik og integritet, bliver man let et offer for dem, som ingen har (og ja dermed også et offer for sig selv). Hvem som helst kunne charmere mig, udnytte mine stærke sider, suge livet ud af mig. Og det var der et par stykker, som gjorde. Olivia Rodrigo har skrevet sangen Brutal om lige præcis det, med omkvædet: It’s brutal out here.    Og ja verden er brutal, men også smuk og uransagelig. Jeg har fået indre blå mærker, men ud af dem kom et nyt lidt forslået mig (med rynker) og tre helt vidunderlige livskloge unge mænd, som indtil videre kan sige både til og fra, og som er i gang med at finde ud af, hvem de er på den virkelig kloge måde: indefra og ud. Ud af opkaldet fra fortiden og spørgsmålet: Hvad fanden skete der med dig? kom jeg frem til, at svaret på det kun peger bagud. Hvad der ramte os er vigtigt, men ikke det mest brugbare. For alle bliver ramt. På hver deres måde. Det brugbare spørgsmål er: Hvorfor? Svaret findes i den, jeg er nu og peger frem. Tak, søde slyng-gymnasie-veninde for dit mod til at ringe og stille spørgsmål. Det fællesskab vi havde dengang, vores ærlighed og livsmod, hviler alle årene på. Noget er stadig sundt og i orden. Der starter jeg nu. Jeg er ikke så smuk udenpå, men smukkere indeni. Jeg er ikke så klog som dengang, for jeg er klogere på en måde karakterer ikke kan måle. Jeg har stadig min stædighed, men vil fremover være varsom med, hvem og hvad, jeg bruger den på. Hvis du er en andens fortid, så ring, når du fornemmer, at det er tid. Bare ring og stil de spørgsmål, der rammer ned - det er dem som løfter op, når det er...brutal out here.

For cirka otte måneder siden friede min kæreste. Vi har haft en del pauser i vores tiårige relation, så det var både uventet og ventet. Efter han friede besluttede vi at flytte sammen i hans hus i november. Vi så på nye møbler, talte om bryllup og fremtiden, mens han i smug holdt en kattelem åben til en ungdomskæreste (er den stærkt redigerede version), så nu er vi ekskærester, jeg flyttede ud i februar og bor midlertidigt hos familie. Hvis mit liv var en roman, ville jeg sige: Hold da op et plot-twist. For tiden kan man så sige, at handlingen i min ’roman’ ikke rykker sig så meget ud af stedet. Mens efterdønningerne af plot-twistet bølger videre, reflekterer jeg over det seneste halve års begivenheder. Det ledte mig til et af mine yndlingscitater fra filmen Australia, hvor Hugh Jackman som kvægdriveren Drover siger: Most people like to own. Land, luggage, other people. It makes them feel secure. But all that can be taken away. In the end the only thing you really own is your story. Just trying to live a good one. Det er godt at blive mindet om, at vores historie er det eneste, vi ejer, og vi kan kun forsøge at leve så god en historie som muligt. Når jeg indtager den holdning til mit liv, kan jeg finde taknemmeligheden frem for min historie, som indtil nu har budt på drama, plot-twist, uforudsigelige karakterer, romantik, spænding, overraskelser, glæde, sorg, humor, karakterudvikling  - ja alt det en god historie består af.  Jeg ved ikke, hvilket kapitel jeg er nået til i min historie, men jeg er i hvert fald midlertidigt ’indlogeret’ på mit barndomsværelse hos mine forældre. Jeg er 56 år, deler værelse med overvintrende potteplanter og en bogreol proppet med børnebøger, dvd’er og klenodier fra min barndom. Øverst på bogreolen står en træ-hest på hjul, som hver dag holder øje med mig med sine to sorte kunstige øjne. Mellem træhestens ører sidder en hårbøjle med brudeslør. Et par hylder længere nede sidder Barbie herself i sit fineste skrud: en mørkeblå silkekjole med strutskørt og flæser. Ken er skredet.     En træ-hest med brudeslør, Barbie i sit festskrud, Ken som er skredet. Hvis mit liv virkelig var en roman og jeg læseren, ville jeg tænke at forfatteren var gået lidt over gevind med symbolikken i rekvisitterne. Men både Barbie og træ-hesten med brudeslør har stået på reolen i flere år  og Ken har været skredet lige så længe. Det er ikke plantede rekvisitter tilegnet min nuværende situation. Virkeligheden overrasker mig gang på gang. Min fantasi er slet ikke vild nok til at følge med virkeligheden. Hvis jeg kunne se mit liv som en historie i gang med at blive skrevet, ville jeg måske ikke blive så overrasket over rekvisitterne, dramaerne, plot-twists og de karakterer, som gør noget helt andet end jeg regner med. Så ville jeg kunne holde følelser ude i strakt arm, forvisset om at denne del af historien er præcis, hvor den skal være. Hovedpersonen (mig) havde brug for et skub (et plot-twist), så historien kunne fortsætte i en anden retning. Min ældste søn gav mig et kram fornyelig og sagde: This too shall pass. Og han har selvfølgelig ret. Alt har sin tid. Alle slutninger er også begyndelser.     Vi kan bruge vores kræfter på at holde fast i det, vi ejer, skrabe mere til os, svede panikangstens sved, når aktiekurserne styrtdykker,  blive vrede og skuffede, når dem vi elsker forlader eller svigter os. Eller vi kan minde os selv, at vi i sidste ende ikke ejer andet end vores historie og den da i det mindste er fyldt med alle elementer til ’a good one’. Ja ja lettere sagt end gjort, og der er jo også det med historier, at der helst skal følelser i spil, for at vi læser eller ser dem til ende. I virkelighedens historier har det også et formål at gå igennem  hele følelsesregistret. Følelser kommer med budskaber til os. Der er noget at lære.     Så jeg lærer og lærer og lærer og tænker jeg må være helt utrolig klog efterhånden eller også usandsynlig tungnem, siden jeg skal igennem de samme ting igen og igen. Men nu er det heldigvis også sådan med historier, at alt kan ske og de ikke er slut, før den sidste side er læst, bogen klappet i eller rulleteksterne kører på skærmen. Så når jeg lige har været igennem chokket, vreden og forvirringen. Når jeg har grædt de sidste tårer i denne omgang over seneste plot-twist, så fortsætter jeg (forhåbentlig) ud i min egen historie som en klogere og stærkere romankarakter. Og som kvægdriveren Drover i filmen Australia svinger jeg mig op på hesten igen og lur mig, om ikke jeg finder en solnedgang at ride ud i, mens jeg husker ordene: …in the end all we have is our story. Just trying to live a good one.

POESI PAUSEN: Hvad skete der lige med dit liv? Mit digt, This Heart, handler om at se tilbage på drømme, man havde som ung, og forstå, hvordan og hvorfor vejen blev anderledes: ..then tide came in and moved the scenes). Om at gå ud i livet fyldt med tillid og modigt tage alt på sine skuldre, for ingen udfordring er for stor at tage på sig: ...unfolded wings so full of grace, no challenge seemed to great to face. Dette digt handler også om at tage de lette skridt og valg i livet - alle dem, hvor man møder mindst mulig modstand og opdage, at det er de lette skridt, der forråder os: ...the road was straight and life was full of easy steps, which grew a fool. Det er, når vi slår os på livet, får vores hjerter knust, at vi høster erfaringen og lærer os selv at kende - this heart so bruised, we sow, we reap. Det handler også om at tage valg i livet, som giver ar på sjælen, være i den smerte men forsøge at skjule og gemme den historie (kept from the scene and from the show, the quiet smiles, the whispering). Den handler om at leve sit liv og måske gemme på et par fortrydelser, opleve dyb sorg og smerte, blive knækket og falde til jorden uden, at nogen opdagede det: a broken leaf fell to the earth. A shriveled heart that no one heard. Det er, selvom det er meget melankolsk, en hyldest til livet og til smerten. En påmindelse om at stå ved, dem vi er, vide at alle oplever smerte. Vi kan dele og tale om vores smerte, men når alt kommer til alt, så er vi alene med den smerte og det kan føles som om ingen hører og ser og mærker den smerte, vi bærer på. Og det er sådan, det er. Ingen kan bære vores egen smerte. Kun os selv. Det betyder ikke, at vi ikke skal tale om det, dele og åbne op. Det går jeg i den grad ind for. Men det er godt at vide, at selvom vi deler og åbner op, så er der kun os til at stå ved os og bære det, vi bærer på og kun os, der ved, hvad den smerte åbner op for i os. Har man oplevet dyb sorg, ved man, at det aldrig forsvinder. Den sorg vil altid være der. En del af os vil altid være broken. For mig er smerten og sorgen også smuk. Den minder mig om livets skrøbelighed og tvinger mig til at finde min styrke og empati. KLIK HER og subscribe hvis du vil have lidt mere poesi i din hverdag: https://www.surpretelmue.dk/  ....Indtil videre er det kun min far, der har skrevet sig op :-) Her er digtet: This heart This heart had hopes, this heart had dreams Then tide came in, and moved the scenes So hills were climbed, and rocks were turned And humor covered what was earned So full of trust, this heart would ride Courage has no need to hide Unfolded wings so full of grace No challenge seemed to great to face Oh, once so young and so naive Now eccoes of the falling leave The innocence had no regrets This heart would rule above the head Success and glory doesn’t know The need to bring ducks in a row All walls were down, and curtains up The show went on, no time to stop The road was straight and life was full of easy steps, which grew a fool When water runs, the river trust You say yes once, and then you must Keep up, keep up, so fearlessly For pretty birds fly in a V Go faster, rising to the speed Don’t fall behind for signs to read Gone twenty years, now memories Lightheaded, humming bumble bees No summertime, no stunning light No expectations, young and bright This heart once loved, this heart once free Now all is gone, sweet memory This heart so bruised, we sow, we reap When thunder comes, this heart will leave ‘Cause there were hopes and there were dreams And expectations, now it seems they burned and crashed along with time Left melo music in the chimes The story no one dared to tell Let evil sleep, don’t wake up hell The little ones will never know Kept from the scene, and from the show The quiet smiles, the whispering Life of regrets, this heart keeps in A broken leaf fell to the earth A shriveled heart that no one heard

I dag læser jeg et uddrag fra Sara Rahmeh's debutroman Betonhjerter, som udkom i 2023. Sara Rahmeh (f.1985) udgav i 2021 digtsamlingen Langt væk og lige om hjørnet. Betonhjerter er hendes første roman, og hun giver her læseren sit særlige blik på, hvordan det er at vokse op i Blokken. Læs mere om Sara Rahmeh her: sararahmeh.com

Efterårsdigt af Johannes Møllehave - optaget i Gribskov. Johannes Møllehave (1937 - 2021): dansk præst, foredragsholder og forfatter. Især kendt for altid at kombinere alvor med humor. Optaget på en cykeltur i Gribskov. På et af min kommende mands yndlingsspots i skoven. #poesi #litteratur #bøger #pause #gribskov #skoven #efterår

Oplæsning fra Lærke Kløvedal's erindringsfortælling: Sømærke.