En tirsdag i december træder jeg ind ad bryggersdøren til mit barndomshjem, råber hej, mens jeg skubber skoene af. Bryggerset dufter af skyllemiddel og piberøg, mor er ved at lave aftensmad, far dækker bord. Her er alt, som det plejer. Selv nisserne sidder de samme steder, som i min barndom. Jeg roser laksen. Mor synes ikke den smager, som den plejer. Måske mangler der noget, siger hun. Jeg ved ikke, om det er et spørgsmål eller en konstatering, far synes den smager som den plejer. Så går snakken om priserne på smør, Trumps seneste idiotiske udtalelser og DR’s Juleshow. Vi er enige om, at det var bedre dengang værter forstod at være værter og ikke forsøgte sig som hovedrolleindehaver i en forceret talentløs baggrundshistorie om showets tilblivelse. Da jeg skraber tallerkenen og putter den sidste bid laks i munden, siger far lidt henslængt: Jeg har i øvrigt læst din seneste klumme.   Jeg læner mig tilbage. Mor spørger, om far lige rækker hende kartoflerne. En lille pige stavrer rundt på stylter indeni mig og synger: far har læst min klumme, far har læst min klumme.   Jeg ved det godt. Jeg er langt op i 50erne og hvad så, hvis far har læst min klumme? Det er der et halvt hundrede andre, som også har. Alligevel venter jeg (an)spændt på fortsættelsen. Pigens Madonna-stemme skubber min tinnitus en oktav op - til skinger.    Far har ikke svært ved ord. Tværtimod. Han er den i familien, som rejser sig til bryllupper, konfirmationer, runde fødselsdage og klirrer på glasset for at holde tale. Mens han taler skæver ingen gæster til mobiltelefonerne. Ingen gaber, ruller øjne eller krummer tæer. Alle fanger ironien, humoren og alvoren. I de indlagte kunstpauser, som han holder uden at fylde dem med øh eller rømmen, venter alle spændt (som jeg gør nu) på fortsættelsen. Udover at være en dygtig dreven taler er han familiens analoge Google. For de i familien, som partout skal vinde alle spil (ikke mig), er han derfor eftertragtet at være på hold med. For nogle år sad vi alle omkring Bezzer Wizzer til en julefrokost. Team unge overfor team gamle. Halvvejs igennem spillet er de unge temmelig meget bagud. En af dem foreslår, at de får en ’gammel’ på deres hold for at gøre det mere fair. Min svoger, som er trænet i at få spontane forslag til at lyde gennemtænkte (lang karriere som management konsulent), siger straks, at de kan få mig. Min mellemste søn ser på ham, som om han er helt væk og siger så det min svoger og vi alle godt ved: Det hjælper os da ikke, tværtimod.   De ville selvfølgelig have morfar (far), og det er derfor jeg nu sidder med halvtygget laks i munden og venter på, hvad far (morfar) har at sige om min klumme. Jeg har for længst besluttet, at jeg ikke vil lade nogens meninger om det, jeg skriver, påvirke mig. At jeg vil være imødekommende og åben over for  både ros og kritik. Men. Det er far. Og i ventetiden på fortsættelse af hans henslængte ’jeg har i øvrigt læst din seneste klumme’ mister pigen på stylterne  balancen. Efter hans første sætning, falder hun. Der er hudafskrabninger på knæ, et forvredet håndled, Madonna-sangen går over i vræl. Jeg iler til, men pigen skubber mig væk. Hun har det fint, snøfter hun, børster småsten af knæene af de nu blødende knæ, rejser stylterne og forsøger med et par hop at komme op igen. Jeg kan selv, hvæser hun, da jeg rækker hende en hånd.    De fleste af os har en pige (eller dreng) på stylter indeni, som mor eller far kan vælte med blot en sætning eller et blik uanset hvor gamle, vi bliver. Med andre ord de fleste af os kan pege på mindst ét reaktionsmønster, som vi holdt balancen med i barndommen men som i voksenlivet er det rene benspænd. Det er først, da jeg kører ad snoede mørke veje igennem skoven på vej hjem, og genspiller aftenens samtaler i hovedet, jeg opdager benspændet. Du gjorde det igen , siger jeg højt i bilen til mig selv. Talte i stedet for at lytte. Lukkede en gammel dør i stedet for at åbne en ny. Hvad sagde han egentlig? Hvad mente han om klummens budskab? Opbygningen, ordspillet, dobbelttydigheden? Manglede jeg et komma, et punktum eller havde jeg for hundredesyttende gang stavet endten med d? Jeg kører ind i en rundkørsel, tager første vej ud. Jeg tænker ikke, kan vejen hjem i blinde. Alle andre kan kommentere på mine tekster, vade ind ad mine vidtåbne døre og pigen på stylterne holder balancen uden problemer. Far lægger an til at kommentere, hun vakler, falder, panik opstår. Det er altid lettere at holde balancen, når man er forberedt på at blive skubbet. Jeg burde også være forberedt, når det er far. Syv (oghalvtreds) år, man ved et og andet. Det er bare det, at viden alene ikke skaber forandring. Efter middagen den aften tog jeg en alvorssnak med pigen. Vi er enige om, at det er på tide, hun sætter stylterne tilbage på plads i skuret. Det spritnye år, vi nu træder ind i, er en god anledning til forandringer. Hun forstår godt, at jeg umuligt kan høre, hvad andre siger, når hun synger både højt og skingert. Men små piger har det med at glemme sådanne nogle alvorssnakke. Derfor har jeg sat en gul post-it lap i klemme mellem mine frontallapper i pigens øjenhøjde. Der står: Husk at sætte stylterne på plads i skuret, før du åbner døren til dit barndomshjem. Og skru så ned for den Madonna-sang, man kan jo ikke høre, hvad man selv tænker.   GODT NYTÅR TIL MINE LÆSERE (OG FAR). PS: Tak til manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson, instruktør Susanne Bier og Sophie Gråbøl for filmen Den eneste ene og sætningen (som aldrig bliver for gammel til at tage med ind i et nyt år): Syv år, man ved et og andet’.

Et år er gået siden jeg flyttede sammen med min forlovede og opdagede, at jeg ikke var den eneste kvinde i hans liv. Det år har jeg brugt på at trevle hans finmaskede net af løgne op, som trækker tråde helt tilbage til begyndelsen af vores relation. På at sidde svimmel, forvirret og blødende som Sofie Gråbøl i Blinkende Lygter og spørge mig selv: Hvad skete der?    Et år er det for lang tid eller slet ikke lang tid nok? Et par stykker af mine nærmeste mener det er lang tid nok, måske endda alt for lang tid. Videre, sagde en veninde til mig fornyelig og viftede med hånden, som prinsessen i Klods Hans. Dur ikke, kunne hun også have sagt, men hvad er det som ikke dur og hvor ligger videre? Videre minder mig om 90erne. Om hende jeg blev til og dem, jeg hang ud med. Vi skøjtede hen over dårlig opførsel, triste følelser - ja alt, hvad der kunne føre os ned i dybet af os selv. Du må videre, sagde vi til hinanden, slog ud med hånden og grinede kækt. Jeg blev student det år reklamer blev tilladt i tv og dermed gjorde deres entré i stuen. Ingen talte om reklamernes magt. At budskaberne lagrede sig et sted i os som overfladiske værdier, der hang ved på vejen videre. Vi sang med på Levis’ mad about the boy, kastede med håret på L’Oreal-måden og syntes vi var worth it. Som om charme, selvtillid og lækkert hår i sig selv gav vores liv værdi, indhold og retning. Videre minder mig om årene på Handelshøjskolen. Om en fremadstræben, jeg aldrig fandt fodfæste i. Om stramme værdier, jeg fandt det lige så svært at krybe i og lyne op, som de Levi’s, alle bare måtte eje. Min generation - også kaldet X eller nå-generationen - blev voksne i 90ernes yuppie-tid, hvor skrupel- og integritetsløse super-egoer som Claus Riskjær blev kaldt succesdrenge. Hvor Cindy Crawford gjorde supermodel til en jobtitel. Og vi troede (godt hjulpet på vej af Hollywood), at videre var et helt konkret sted, vi en dag ville lande og blive lykkelige til vores dages ende. Videre er en fikser, som fejer forstemmende følelser ind under huden. Sprøjter botox i panderynker og silikone i forfald. Videre løfter op, glatter ud, retter ind. Videre opfandt velcro-lukninger, fast-food, drive-through, mobiltelefoner og Tinder med swipe-funktion. Videre er en uro i kroppen, en rastløs pulserende hvisken i dit øre: Videre, videre, videre. Vi hastede ind i det nye årtusinde, hvor ja blev til en trendy hat, vi købte og gik med. I tierne svansede videre’s boheme-søster, Pyt, ind på scenen og tog os alle med storm. De få som ikke blev hvirvlet videre med Pyt, men insisterede på at dvæle ved dårlig opførsel og triste følelser, ja de kunne få en tude-kiks at gnaske i. Jeg var med til at opfinde videre. Jeg fyldte mit skab med ja-hatte og knuselskede Pyt. Jeg delte tudekiks ud og spiste dem selv uden at ane, at jeg tre årtier senere skulle komme til at hade dem alle og kløjs i de tørre kiks.  Jeg bilder mig ind, at jeg er klogere nu. Jeg er i hvert fald ældre. Pytterne er en dyb grumset sø, ja-hatten klemmer, bøtten med tudekiks er tom og videre lander et sted i mig, som ikke længere findes. Jeg har tænkt mig at sparke videre tilbage til 90erne, trille søster Pyt ned i 00erne, tømme skabet for ja-hatte. Deres tid med mig er forbi. De lovede nemlig langt mere end de kunne holde (ikke ulig et vist mændeske). Jeg er vokset ud af mine Levi’s og ind i erkendelsen af, at jeg aldrig var mad about the boy, men because of the boy. Og hvem har nogensinde inderst inde følt sig worth it ved at kaste med håret på L’oreal måden? Som Sofie Gråbøl er jeg kommet mig over min blodtud, er ikke længere forvirret og giver nu knytnæven tilbage. Jeg har optrevlet ti års løgne og er kommet frem til, at der er noget i stykker i min eks-forlovede. Han dur ikke. Og jeg må rigtig nok videre, men ikke til 90ernes videre, som ligger et sted udenfor mig, her altid indhenter. Så foreløbig bliver jeg, hvor jeg er. Dvæler lidt endnu ved hans dårlige opførsel og mine triste følelser i håb om at finde mit indre videre ved at knække koden til erfaringens visdom. Den er ikke Pyt - så meget ved jeg. Og ps: Hvis du finder min ja-hat, så saml den ikke op. Den er en tåbelig klaphat med to alt for store hænder, som tror, at vinderen er den, som scorer mest.

11. september 2025 Kære Malte, Det er tre år siden du sang Kalde Dem for du til Dronningens 50 års jubilæum. Du stod på en scene på Christiansborg i hvid smoking, tydelig nervøs og usikker på, hvordan din humoristiske kontroversielle kærlighedserklæring til Dronningen ville blive modtaget. Din usikkerhed var rørende, dit mod inspirerende. Teksten, melodien, budskabet, den hvide smoking, rosen i brystlommen. En stille og samtidig larmende bemærkelsesværdig iscenesættelse af det direkte budskab til Dronningen men også det indirekte til os andre: Lad os ublu sætte ord på, hvad der rører sig i os – gerne iblandet humor og ironi. Lad os tage chancer og møde konsekvensernes storm uden at blive blæst bagover eller bøje os.    Du inspirerede mig på flere måder. Lyse ideer har det med at dukke op ud af mørket og en nat var den idé et andet omkvæd til din sang. Så jeg tog din melodi, en del sangtimer (det hjalp dog ikke), og stillede mig op på en scene til min (daværende) kærestes 50 års fødselsdagsfest. I en hvid kjole foran tres gæster sang jeg din sang med min tekst. Lige så nervøs og usikker på modtagelsen hos både gæster og hovedperson, som du var. I stedet for dit omkvæd må jeg kalde Dem for du  sang jeg  må jeg kalde mig din fru?  Jeg holdt dog fast i den sidste del: Jeg har ventet rigtig længe, du behøver ikk’ at svare mig endnu. Vi havde nemlig kendt hinanden længe, i ti år. Men når man skubber til en lille usikker tue, så vælter hele læsset eller hvordan er det nu, det ordsprog er? I hvert fald gik mit kontroversielle frieri lidt anderledes end tiltænkt.   Min (daværende) kæreste, vi kan jo passende kalde ham X, har mange gange sagt til mig, at jeg var hans livs kærlighed og hvis ikke det var for … så ville vi være gift. Der var en hel masse, hvis ikke det var for, som alle blev efterfulgt af noget, jeg enten havde gjort, sagt eller medbragt i min rygsæk og delt med ham. Og selvom jeg ved, at man i fortiden kan finde forklaringer på nutiden, så synes jeg ikke den skal definere fremtiden. Så jeg tænkte, at nu stiller jeg ham klapstolen for teltdøren til hans 50 års fødselsdagsfest. Så måtte det briste eller bære.   Vi har haft en del pauser i vores tiårige relation. Årsagen til pauserne er vi ikke enige om. Seks pauser i løbet af ti år fik vores relation til at ligne et Matadorspil. Vi kørte over start igen og igen og skiftedes til at have flest grunde til enten at fortsætte eller give op. Hvis ikke det spil skulle fortsætte i en uendelighed, som Matador jo ofte gør, måtte en af os tage kortet ’Ryk direkte til start’ ud af bunken. I august sidste år hejste vi flag og telt, satte blomster i vaser, byggede scene til et band. Venner og familie kom fra nær og fjern - naboer kun fra nær. Den røde filtløber blev rullet ud, faklerne tændt. Velkomstdrinks på terrassen i bagende solskin, salte snacks, vimsende servitricer og mesterkok ved grillen. Efter hovedretten indledte jeg med en tale, som ja, indrømmet også var pyntet med lånte fjer. Jeg kopierede nemlig dele af  Marys tale til Frederiks 50 års fødselsdag (det er lidt tys tys, for jeg har ikke betalt royalty). Der var Marys indledning, som passede så fint: Alle de ting, jeg kan sige og alle de ting, jeg ikke kan sige. For mellem os, Malte, så har X nogle lig i lasten. Blandt andet trak han et fedtet sneglespor af kvinder efter sig, som blev længere for hver af vores pauser. Sporet krydsede også hans og mit  - X har det nemlig med at forveksle tilgivelse med tilladelse. Så der var en del jeg ikke kunne sige i talen til festen (Vinterberg har nok en anden holdning). Mary sagde også i sin tale til Frederik, at han kom i mange forklædninger og at han altid havde afsøgt grænser. Det passede så fint på X, syntes jeg. I bagklogskabens dunkle lys, får de ord dog en lidt anden betydning end tiltænkt, for et år siden .   Efter talen sang jeg din sang med mit omkvæd og mine vers. Først var der bomstille og ansigtsudtryk som var svære at tolke – ja du ved, hvor nervepirrende det er. Men så blev der grinet de rigtige steder og klappet i takt til gentagelsen af sidste omkvæd. Bifaldet var muligvis mere til X’s søn (17 år på det tidspunkt), som modigt akkompagnerede mig på guitar og har det musikalske talent og scene-overskud, jeg mangler. Jeg satte mig ikke på knæ for X og sang det sidste, som du gjorde til Dronningen. Vi er amatører og ledningen var ikke lang nok. I stedet gik jeg ned til ham efter sangen uden anden intention end at give ham et kys. Som en elefant i en glasbutik, smadrede han min kærlighedserklæring ved at spørge om jeg mente det. Da jeg fik sagt ja, hev han en rose op fra en vase, faldt lidt tøvende på knæ og spurgte, om jeg ville gifte mig med ham. Der opstod tumult og forvirring for, hvem havde egentlig friet til hvem? Jeg fik dog svaret ja, gæsterne rejste sig, klappede, krammede og ønskede tillykke (ikke alle, men mere om det senere). Et vennepars datter sagde med tindrende lys i øjnene, at det var det mest romantiske, hun havde oplevet, det var ligesom en film. Her et år efter vil jeg sige, at det nok mere var som en dårlig Netflix serie, hvor alle andre end hovedpersonerne har regnet plottet ud i første afsnit men alligevel fortsætter med at bingewatche i håbet om at blive overrasket.     Jeg har læst, at du, Malte, ser tilbage på din optræden med Kalde dem for Du med stolthed og glæde. Det kan jeg godt forstå. Jeg ser tilbage på min optræden med blandede følelser. Blandt gæsterne til fødselsdagsfesten var nemlig forældrene til ungdomskæresten. Hende jeg havde hørt om, men ikke vidste var en kattelem, han holdt åben igennem venskabet med forældrene. Så var der X’s mor som lod som om hun ikke havde hørt, at han (eller jeg?) friede og derfor undlod at sige tillykke. Og desuden alle de gæster, som tænkte det, de ikke kunne sige: Mon det holder denne gang? For at gøre det hele lidt mere kompliceret smuttede X ud af kattelemmen nogle måneder efter festen under påskud af, at han havde en høne at plukke med sin mor, som ikke havde sagt tillykke. Og hvis du har læst mine tidligere klummer ved du, at hønen ingen fjer havde, X var hos ungdomskæresten og dukkede først op hos sin mor næste morgen. X havde så lidt mandlighed tilbage, at han først indrømmede det hele, da min intuition sammen med find-appen afslørede ham. Som surt flødeskum på toppen af en smadret bryllupsdrøm, nægtede X at tage ansvar, men begrundede sin opførsel med, ja gæt engang, noget jeg havde sagt og gjort (om opvask, vasketøj, rengøring og jeg er stadig forvirret over sammenhængen med kattelemmen). Som en forbandet ny-ud-i-kærligheden-teenager, stod jeg altså til fødselsdagsfesten i min fine hvide kjole og kastede sprogperler i modvind for et svin. Min ubetingede kærlighed skubbet ud over scenekanten lige ned i afgrunden af en mand, hvis lig i lasten stadig var spillevende. Alle hans: hvis ikke det var for … var blot lighteren, der holdt mit gasblus tændt. Mens han lod mig tro, at jeg var årsagen til, at vi ikke var gift og at hans (store) hænder ville have min ryg, hvis bare… så havde hans (store) hænder samtidig andre kvindes lår, hofter og baller, hvis nu. Og jeg var ikke årsagen. Jeg kan ikke undskylde mig med manglende livserfaring eller viden om hans svingende integritet og lemfældige omgang med sandheden (og kvinder). Jeg var i årenes løb blevet overbevist om, at jeg ikke var nok, siden han havde brug for mere. Det er som at være fanget i hamsterhjulet. Man løber hurtigere og hurtigere, og når man skal af, er der ingen elegant måde at komme af på. Det bliver bare et ben ud og så et virvar af knogler, sener og et hjerte itusind stykker, man sidder og limer sammen, mens man skriver klummer eller som dig nye sange og melodier. Ligesom du vidste, at du ikke havde en kinamands chance for at købe en panda eller to med Dronningen og få lov at kalde hende du, så burde jeg også have vidst, at kaster man perler for en svinedreng, der tror han er konge, kommer man selv til at samle perlerne op.   Misforstå mig ikke, Malte, jeg er glad for, at jeg brugte din sang, tog dit mod og gjorde det til mit. Man skal huske at elske ærligt, mens man lever, og forlade en løgner, før man dør. Begge dele kan jeg sætte tjek ved.    De valg, vi tager i vores liv, siger selvfølgelig noget om os. Du satsede på en kvinde med værdighed og integritet, som tog din rose og gav dig et værdigt nik men intet svar. Jeg satsede på en løgner i offerklæder, som gav mig en rose og svarede uanstændigt med et retorisk spørgsmål. Jeg ved ikke med dig, Malte, men jeg er stadig ved at finde ud af, hvad alt det siger om mig.   Med de kærligste hilsner, fra Rikke Surprét   PS: Hils din mor og sig, at bag en pæn pige, som ikke holder, hvad hun siger, står en mand som ikke holder noget.

LEAVING er et digt, jeg skrev i 2017. Et ud af mange, jeg skrev i perioden 2011 – 2018. LEAVING handler om at forlade dem, vi elsker - ikke kun en kæreste, elsker, mand/hustru, men også vores børn, forældre, søskende, venner/veninder. LEAVING handler om at forlade i kærlighed. Når vi forlader for at sætte andre eller os selv fri. Når vi forlader, fordi døden tager fra os, og vi derfor ikke har andet valg. Når vi forlader, fordi vi ikke på det tidspunkt kan vælge anderledes. At forlade kærligheden er det sværeste valg i verden. Ofte (men ikke altid) så meget sværere end at blive. Siger det her digt dig noget? Hvad får du ud af at læse det? Jeg havde brug for at skrive det dengang og for at læse det nu igen. Ville elske at høre, hvad det her digt siger dig. Hvis du har tid og lyst så send en kommentar på min mail surpret@gmail.com eller i kommentarfeltet (enten på fbook eller på klummer.dk ). Bare TAK. Og her kommer mit digt: LEAVING I’m sorry I can’t be the lover you need I’m sorry I can’t put the world at your feet I’m sorry I can’t be both stable and soft I’m sorry I put you through love that was rough You waited so patiently for me to heal You waited for love to tear down my shield You waited and kissed all my tears and my sorrow You waited in vain for a better tomorrow I’m leaving you now, so please leave me too I’m leaving and letting you find someone new I’m leaving believing I’m no good for you I’m leaving our love, what else can I do? You brought me your heaven, you picked me a star You brought me your heart, I cut it a scar You brought me your shield, said you’d always be here You brought me a mirror, reflected my fear Now I have to leave, call it running away. Now is the time, ’cause I know I can’t stay I'll pack up my stuff, and follow my fear I’ll chase you forever, and love you, my dear

I dag d. 24. august 2025 er en særlig anledning til min klumme. Det er præcis et år siden, min eks-forlovede friede til mig til hans store 50 års fødselsdagsfest. Det år, som er gået, har budt på lidt af hvert, som du ved, hvis du har læst alle mine klummer. I dagens klumme reflekterer jeg over det forhold, vi havde. Ti år med så mange pauser, at jeg ikke har tal på dem. Hvorfor gik jeg tilbage til ham igen og igen, når jeg efterhånden kendte ham så godt og vidste, at hans etik og moral ikke harmonerede med min. Enhver holdbar langvarig relation er baseret på gensidig respekt, tillid og tryghed. Når det ikke findes - hvorfor bliver man så? Alle mine bud på svar er ikke i denne klumme - nogle hænger i vinden stadig, så der er basis for mange klummer fremover, men foreløbig: God læselyst med denne klumme: Jag är världens starkaste tjej Når flodheste forlader deres flok, spreder de deres eget lort for at kunne finde vej tilbage til flokken. I ti år har jeg gjort præcis som flodhesten. Jeg har forladt min kæreste, spredt lort og er vendt tilbage til ham. Eller okay, ikke præcis det samme. Det lort, jeg spredte var nemlig ikke mit, men det lugtede efterhånden så velkendt, at jeg troede det var mit. Når jeg ikke er flodhest og spreder lort, dukker en lille irriterende møgunge op. Hun minder lidt om Pippi. Fregner, fletninger og et fanden-i-volds-blik. Møgungen vil vide, hvordan jeg kunne forveksle hans lort med mit, og hvorfor jeg fulgte stien tilbage igen og igen. Jeg snapper efter vejret, men inden jeg når at svare, kommer næste spørgsmål: ’Är du dum eller hur?’ Nu gider jeg faktisk ikke høre mere på den svenske møgunge. Jeg tager mit flodheste-kostume på, inviterer en veninde til et glas vin og spreder mere lort. Min veninde har hørt det hele hundrede gange før, men ruller ivrigt øjne og siger godt du endelig slap af med ham. Jeg nikker men har en fornemmelse af, at jeg stadig ikke er sluppet af med ham. Han er i min krop, mit hoved, mine tanker. Ud af min mund kommer alt hans lort, jeg helt frivilligt er gået tilbage til igen og igen. ’Jeg føler mig faktisk ret dum’ siger jeg til min veninde. Den svenske møgunge dukker op igen. ’Jeg sagde det jo’ triumferer hun og på skulderen istemmer Hr. Nilsson med et abeskrig. Nu er  hun Pippi. Mit flodheste-kostume forsvinder puf, som var jeg Askepot ved midnat og i samme øjeblik står en bredskuldret hvid hest midt i stuen. Jeg er i tvivl om de sorte prikker er for mine øjne, eller de er hestens. Dens blå  brune øjne, ser på mig med et uskyldigt blik. Jeg er lige ved at række ud efter den, men stopper, da jeg hører dens tanker: Hvis du aer og roser mig, kan du ride på min ryg et stykke tid,  og jeg vil tage dig, hvorhen, du vil. Men så snart du ikke aer og roser mig, vil jeg kaste dig af, trampe på dig og lade andre ride på mig. Når de andre er træt af mine krumspring, vender jeg tilbage, puffer blidt til dig med min bløde mule, mens du stadig ligger der på jorden. Jeg vil se på dig med mine blå  brune øjne og det uskyldige blik, du kender. Jeg vil fortælle dig, at det var din egen skyld. Du snublede, faldt og slog dit hoved. Jeg vil sprede halvvisne rosenblade som en rød løber, række dig min hule hånd, så du kan komme op på hesten igen. Du ved, du bliver kold, hvis du ligger på jorden for længe.      På det her tidspunkt sidder min veninde og jeg i lort til halsen. Jeg har hovedet fyldt af eventyrfigurer og er i tvivl om, hvor meget vin vi egentlig har drukket. Pippi løfter hesten op over sit hoved råber: ’Jag är världens starkaste tjej’. Nu er det mig, der ruller øjne, for vi har alle set det nummer før. Jeg spørger, hvordan det egentlig har virket for hende at løfte heste, knalde æg ud i panden og prale med sin frihed. Din far skred for at være selvudnævnt konge på en sydhavsø og din mor, ja, hvor er din mor egentlig, Pippi? Du har jo ingen mor og din far har forladt dig. Annika og Tommy er jo heller ikke dine rigtige venner, vel? I virkeligheden er du ked af at bo alene, savner din mor og sørger over, at din far har forladt dig. For ikke at mærke tomheden og savnet underholder du Annika og Tommy med dit lort  ævl, maler verden i kontrastfulde farver og prøver at skjule den abe, du stadig har på skulderen.   Nu er det Pippi som ikke gider høre på mig. Puf er hun forsvundet med sit slæng og tager Askepot med i farten. Ud for at sprede eventyrvisdom videre. Jeg bliver i tvivl om, hvem af os, der egentlig spreder mest lort. På gulvet ligger mit grove og alt for store flodhestekostume. Jeg tænker, at det en dag bliver til en fin kjole i en størrelse, jeg bedre fylder ud. Jeg hviler hagen i hånden, ser ud på nattehimlen og siger med et eventyrligt suk: ’Det var vel også bare en dum og helt vidunderlig drøm, jeg havde om ham og mig’. Et sted derude glimter adskillige stjernestunder, indtil de løgnagtige skyer dækker hele himlen. Jeg venter, håber på, at lysglimtene vender tilbage, et stjerneskud måske, et ønske som kan opfyldes, men nej. Min veninde synes al det lort stinker, så vi går på badeværelset og står i kø for at vaske hænder ved håndvasken. Hun siger (tydelig be muset ruset): ’Hey, du kan sy det flodheste-kostume om’. ’Men men men’ stammer jeg, for jeg kan mærke, jeg ikke er klar. At tråde nålen, stikke ind, hvor det gør ondt, aldrig mere være flodhest, bare være mig  – nej, så hellere holde fast i det velkendte lort lidt endnu.

Kristeligt Dagblad bragte den 25. juli en artikel om en ny opfindelse, som fik mig til at tænke over, hvad der egentlig er galt med os mennesker. Artiklen handlede om Methaphones nyeste ’opfindelse’. En plastik firkant på størrelse med en mobiltelefon, der skal hjælpe mennesker af med deres afhængighed af mobiltelefoner. Jep – læs lige det igen. Det er et stykke gennemsigtigt plastik i samme størrelse som en mobiltelefon. Intet andet. At have det stykke plastik i lommen eller i hånden dulmer trangen til at have sin mobiltelefon på sig og dermed kan man komme ud af sin mobil-afhængighed, påstår Methaphone. Man kan også lade som om man tager et billede med plastikdimsen, står der i artiklen (jeg kan næsten ikke skrive det uden at sætte ti jeg-falder-om-af-grin smileys efter, men jeg styrer mig, det gjorde journalisten åbenbart også, hvis ikke han overvejede det, ja så bliver jeg sgu bekymret for ham og Kristeligt Dagblads fremtid).   Der er så meget galt med både det, at artiklen får spalteplads og at journalisten tager opfindelsen alvorligt og interviewer en psykolog om effekten af 'opfindelsen'. Men det, der er mest galt er ’opfindelsen’ – eller jeg vil nødig kalde det en opfindelse, selvom det står i artiklen.  Først tjekkede jeg lige datoen for at se, om vi på magisk vis var gået enten tilbage eller frem til 1. april. Det var ikke det. Stadig overbevist om, at det ikke kunne være et rigtigt produkt, fandt jeg Methaphones website og så fik min indre Sidste Babett Knudsen kvalme. Hun åbnede døren på klem til os mennesker og sagde: Det her det bliver lige lidt for mærkeligt for mig , så smækkede hun den i, gled på de høje stiletter ud på badeværelset og brækkede sig i toiletkummen. Derefter bankede H.C. Andersens Kejserens Nye Klæder på døren og det er åbenbart mig, der skal råbe: Men det er jo bare et stykke plastik? Okay, jeg bryder det lige ned, så du er helt med. Det hele foregår i Californien i USA og er igangsat af amerikanere (hvilket forklarer en del). To tidligere Google ansatte ’opfinder’ og markedsfører et produkt, som ikke er noget som helst andet end plastik, men som de påstår hjælper dem, der er blevet afhængige af de mobiltelefoner, som nogle andre i Californien har opfundet og producerer. Metaphone, Apple og resten af slænget i Californien må jo grine herfra og hele vejen til deres tropiske mobil- og internetfri luksus-ø. Hvis det ikke er en joke eller ment som en joke, så vil jeg foreslå, at vi overvejer, om der muligvis er noget andet galt med os mennesker end mobilafhængighed. Jeg forstår mig ikke på os. Tror bare, jeg slutter klummen her. Så må I klare jer selv, jer mennesker. Jeg tjekker ud en dags tid eller to og græmmer mig over os, mens jeg overvejer om jeg egentlig vil betale for Kristeligt Dagblad, som ikke har forholdt sig et sekund kritisk til så sindssyg ligegyldig og latterlig en opfindelse. Som minimum lidt overvejelser om det samfund, vi har skabt, som gør nogle af os ’afhængige’ af de mobiltelefoner, vi er tvunget til at bruge for at være en del af det etablerede samfund. Eller en helt vild tanke: At benytte sig af muligheden for at skrive en artikel med lidt overvejelser om, at vi mennesker begynder at tage ansvar for vores eget liv og dem omkring os. At vi begynder at forstå, at vi ikke slipper af med afhængigheder af de produkter, vi selv har opfundet ved at opfinde nye sindssyge produkter. At al afhængighed er funderet i et savn af noget helt grundlæggende for os mennesker, nemlig forbindelsen til hinanden, omsorg og meningsfyldthed. Noget, som mangler i vores liv og det er helt sikkert ikke endnu et sindssygt ligegyldigt produkt, vi kan bruge penge på. Hvordan psykologen, som blev interviewet, kunne tage et stykke gennemsigtigt plastik på størrelse med en mobiltelefon alvorligt er ikke kun væk fra vinduet, det er væk fra vejen, byen, landet, jorden. Bare helt væk. Måske skulle vi snart finde ud af at det er os, som er problemet? Ikke mobiltelefoner, online spil, alkohol, cigaretter, lightergas, snus osv. Ikke Methaphone, Apple og resten af slænget i Californien. Det er os, den er gal med. Os mennesker.

Jeg sad i en blå sofa i en diskussion om krænkelse af ære og privatliv. Den begyndte med Kathrine Diez’ bog ’I egen barm’. Heri nævnes Adam Price, som hun var kæreste med, som notorisk utro, manipulerende og kontrollerende. Det fik Adam Price til at true Kathrine Diez med en anklage for krænkelse af hans ære og privatliv. Diskussionen i den blå sofa var først generel og principiel. Må en forfatter skrive om sit eget privatliv og dermed også om en andens? Diskussionen tog hurtigt en drejning over på mit forfatterskab. Dermed blev den personlig og konkret. Og så slog det hårde gnister i den ellers bløde sofa.   Vi er mange forfattere, som skriver om eller inspireret af vores egne liv og virkeligheden. Fiktion udspringer af virkeligheden - kan den egentlig andet? Non-fiktion er virkeligheden eller tæt på. Kathrine Diez bog er et miks af fiktion og non-fiktion. Jeg er ikke helt med på, hvordan man kan skrive om egne oplevelser, tanker og følelser uden også at skrive om de relationer, som påvirker dem. Ham jeg diskuterede med, rejste sig vredt op af den blå sofa . Det skal siges, at det er en blød sofa og derfor svær at rejse sig op af på en vred måde. Men i hvert fald kom han op at stå og så ned på mig. Med en løftet pegefinger og røde kinder råbte han: Hvis du nogensinde skriver om mig og vores relation, vil du blive mødt med en anklage for krænkelse af ære og privatliv . Og så trampede han ud af stuen.    Når vi indgår i en nær relation, får vi et vidne til vores lyse og mørke sider, vores kompleksitet. Nogle ser paradoksalt nok det som en risiko for at blive ’afsløret’. Andre ser ’afsløringen’ som meningen med nære relationer og en mulighed for at udvikle sig som mennesker, hver for sig og sammen. Når den man lukker ind i sit liv er forfatter, så er der en vis risiko eller chance – alt efter hvordan man ser på det -  for at blive dennes muse. Tilbage i den bløde blå sofa sad jeg. Ubehagelig til mode over at blive truet til at tie og med et spørgsmål, som de fleste forfattere stiller sig selv: Er det okay, at forfattere - som Robin Hood og vennerne i Sherwood skoven - ’stjæler’ fra privatheden og give til offentligheden? Jeg har for længst rejst mig fra den blå sofa, men tankerne rumlede videre. Jeg kommer tilbage til samme konklusion gang på gang. Det følgende skal naturligvis opfattes helt generelt og principielt. Jeg har kun brugt skriveteknikken direkte tale til en fiktiv du-person, så teksten står tydeligere og stærkere: ’Hvis du er notorisk utro, manipulerende og kontrollerende giver det sig udslag på mange måder – ikke kun privat. Du vil blive oplevet sådan og vi er mange, der ikke har meget positivt at sige om det. Men bare rolig. Der vil stadig være nogen, som ikke har gennemskuet den side af dig (endnu), eller dem som selv opfører sig på samme måde, og synes det er helt i orden. Der skal nok være et par stykker, som stadig synes, du er loyal, ærlig og respektfuld. Men hos alle os andre, bliver det sgu lidt op ad bakke at passe på din ære og dit privatliv, når du ikke engang selv kan. Din ære begynder og slutter med dig, det du siger og måden du opfører dig på, og det gælder privat såvel som offentligt. Hvis du er bange for at blive ’afsløret’, så er det dig Robin Hoods pil peger på. Ikke os andre. Når du truer os til tavshed, så krænker du vores  ære og opfører dig, ja, kontrollerende og manipulerende. Når du inviterer os ind i dit liv, så bliver dit privatliv og din virkelighed også vores. Og ja er svaret på spørgsmålet, om forfattere må ’stjæle’ fra privatheden og give til offentligheden. Vi stjæler ikke noget fra dit privatliv, som ikke også er blevet til vores. Vi udlægger det blot på vores helt private måde offentligt.’ Det var hvad, jeg ville have sagt i den blå bløde sofa den dag.    Efterskrift: Denne klumme er et eksempel på, hvordan fiktion og virkelighed kan blandes sammen. Sofaen var hverken blå eller blød.     Efter-efterskrift : Har du ikke fået læst alle mine klummer, så afsted med dig, tilmeld dig mailingslisten på www.klummer.dk  , så du aldrig går glip af en af mine klumme og dermed stof til eftertanke – og husk, at det jo ikke er hele sandheden, men tæt på, som Jonatan Spang ville sige.

Stadig med vådt hår og sand mellem tæerne fra aftenens strandtur står jeg i køkkenet søndag aften, da du siger: Det var så sidste 21 Søndag . Der gik lidt tid, før det gik op for mig, at du ikke mente sidste for denne gang, men sidste 21 Søndag for altid. Det der med at se 21 Søndag var en vane, jeg fik, da jeg var kæreste med ham med kattelemmen. Og det var ikke nogen dårlig vane, synes jeg. Jeg var ret glad for 21 Søndagene. Især efter jeg mødte dig, Kåre sådan helt irl, som de unge siger. Efter det kaldte jeg det bare ’Kåre’. Du husker nok vores møde, ikk’ Kåre? Foran Blik bibliotek i Græsted for nogle år siden. Jeg var på vej ud, du på vej ind med din søn i hånden, da det fløj ud af mig: Du er ham fra 21 Søndag, ikk’? Kåre Quist, ikk’? Og din søn, som vel ikke var mere end 3-4-5 år dengang blev meget fjern i blikket. Det var helt sikkert ikke første gang, hans far var blevet genkendt. Du tænkte sikkert, at du kunne slippe med et tv-smil og gå videre. Men nej. For jeg blev sådan helt væk-fra-vinduet- overrasket over at møde dig i en lille flække som Græsted og udbrød: Jeg vidste slet ikke, at du boede i Græsted? Der er flere ting galt med det spørgsmål, men dit tv-smil blev bare bredere og du svarede, at det gjorde du heller ikke. Nu havde vi ligesom en samtale i gang, syntes jeg og spurgte, hvad i al verden du så lavede i Græsted? Du svarede på mit spørgsmål, og det havde du jo egentlig ikke behøvet, men lagde du mærke til, at jeg ikke afbrød dig, som nogle af dine journalistkollegaer har for vane at gøre? Din kone shoppede i Medina og i mellemtiden ville du fordrive tiden med din søn på det lokale bibliotek, fortalte du. Det næste er lidt svært at indrømme, men jeg hørte med  Medina og ikke i  Medina, og desværre taler jeg hurtigere, end jeg tænker og udbrød: Hvad? Bor Medina også i Græsted? Og igen, er der alt muligt galt med det spørgsmål. Din søn så bedende på dig og først der indser jeg, hvad jeg har gang i. Og jeg beklager virkelig, Kåre. Det løber af med mig, når jeg bliver begejstret slash starstruck. Desuden elsker jeg at møde mennesker, både kendte og ikke kendte. Jeg kan ikke bare gå ned og købe en liter letmælk som helt normale mennesker uden at falde i snak med en fremmed. Men Kåre (og Medina hvis du læser med) tilbage til 21 Søndag. Jeg er skuffet. For helt ærlig, jeg har det svært med tv-avisen, som springer fra krig og ødelæggelse til bal på slottet på under tre sekunder. Og det virker overfladisk at sætte en jingle imellem indslagene og tro, at seerne så kan gå lettere fra krig til fest. Så er der Debatten, der ligesom 21 Søndag fordyber sig i få emner. Helt uden jingler, men til gengæld meget forvirrende. Clements gæster skifter pladser hurtigere end min eks skifter mening om, hvem der er kvinden i hans liv - og det siger alligevel en del. Endelig er der Aftenshowet, som jeg egentlig har været glad for, men nok har set lidt for meget. Når journalisterne stiller deres to spørgsmål til gæsterne: Hvad følte du så, da du var i den situation og hvad gjorde det ved dig? kommer jeg til at råbe til skærmen: Er der en journalist til stede, som kan stille et andet spørgsmål? Men Kåre, en anden gang, så ring mig lige op, før du og resten af redaktionen tager sådan nogle drastiske beslutninger. Du husker nok, hvad der skete med Irma, ikk’? Først lukkede de Irma, så åbnede de igen, så lukkede de en gang til for altid og nu har vi så fået en slags kopi, som de kalder Alma. Og alle dem, der ikke kunne leve uden Irma, er nu fuldstændig forgabt i Alma og kan slet ikke forstå, hvorfor de engang ikke kunne leve uden Irma.  Jeg siger det bare, Kåre.

Lige efter bruddet med min forlovede sagde min kære søster til mig: Du har ingen kæreste, intet hjem, dine drenge er flyttet hjemmefra. Du kan bo i Ashram i Indien, undervise i yoga på Bali eller gøre lige hvad du vil. Sikke en gylden mulighed, du har fået forærende.     På det tidspunkt var jeg vred, skuffet og forvirret over den drejning mit liv havde taget og ville ikke have nogen gylden mulighed forærende. Jeg hørte nok heller ikke helt, hvad hun sagde for braget fra hoveddøren, jeg lige havde smækket bag mig, rungede stadig og overdøvede hendes og andres forsøg på at se det positive i min nye livssituation. Måneder er gået og fra et skjul i baghovedet kryber min søsters ord nu ydmygt frem. Hun har ret. Jeg har fået en gylden mulighed forærende. Ingen kæreste og tre voksne sønner, intet hjem og ingen møbler. Det eneste jeg har er femten flyttekasser opmagasineret på ubestemt tid. Og så slår det mig: Jeg er Julia Roberts i filmen Spis, bed, elsk. Måske har du set filmen: Spis, bed, Elsk og tænkt: Åh, hvem der bare kunne være en lille smule Julia og gøre alt det, hun gjorde i den film. Det kan jeg nu. Jeg kan være Julia. Jeg kan leje et værelse af en vrissen halvfed Mamma i et Palazzi i Rom, som siger: No men in the room , og jeg kan med et sørgmodigt blik forsikre hende om, at dem holder jeg mig langt væk fra for tiden. Jeg kan bo i The City of Love, spise mig mæt i fuldfed pasta, solmodne tomater, sprøde pizzaer og lære italiensk. Jeg kan praktisere ’la dolce far niente’ og få italienske dybsindige venner, som spørger præcis som i filmen: Hvad er dit ord? Ligesom Julia kan jeg efter nogle måneder i Italien og flere ekstra kilo mavefedt (en ’muffin-top’ jeg selvfølgelig knuselsker) bosætte mig i en Ashram i et fluemættet larmende Indien, hvor jeg reciterer mantraer og skurer klinkegulve som min seva. Jeg kan hælde mit ufiltrerede savn ud over en ny ven, jeg møder i Ashrammen, som siger, at han ved, jeg har det forfærdeligt nu, men mit liv er ved at forandres og det er godt.  Med forgrædte øjne (og stadig gudesmuk selvfølgelig) kan jeg snøfte, at jeg stadig elsker ham, jeg stadig savner ham. Og min nye amerikanske ven, som har runde briller, en fortid som alkoholiker og er adskillige måneder i Ashrammen klogere end mig, kan sige: Så savn ham! Send ham lys og kærlighed og drop det så. Jeg kan se tvivlende på ham, mens han siger den nok vigtigste replik i filmen: Hvis jeg kunne rydde alt det plads i dit hoved, som du bruger på at være besat af ham og dit forliste forhold, ville du have et vakuum med en døråbning og der ville universet strømme ind og fylde dig med mere kærlighed, end du nogensinde drømmer om. En dag vil du have kapaciteten til at elske hele verden. Opløftet og i zen på den indiske måde kan jeg tage fra Ashrammen til eksotiske farverige Bali. Her kan jeg sidde i skrædderstilling foran en gammel vis mand ved navn Ketut, som med et tandløst smil deler ud af sin visdom. Iklædt florlette farverige saronger og et saligt smil kan jeg meditere om dagen til cikadernes sitren, danse i sandet under fuldmånen, forelske mig i en mand (som ikke lyver og desuden bor i en lille bambushytte på en strand uden hverken kattelemme eller hoveddøre, der kan smækkes). Og jeg kan med en blød rørt Julia-stemme afslutningsvist tage hans hånd og sige, at jeg har fundet mit ord: Attraversiamo - lad os krydse over.   Åh ja, hvem der kunne være bare en lille smule Julia, rejse ud i verden, få den tiltrængte forandring og finde sit ord. Men hov vent nu lidt. Jeg har jo været Julia. Jeg har efterladt mine ejendele og rejst ud i verden. Jeg har  spist mig mæt i sprøde pizzaer i Rom og boet i eksotiske lande, lært deres sprog og mødt dybsindige mennesker, som stillede mig udfordrende spørgsmål. Jeg har  reciteret mantraer i timevis, meditereret til cikaders sang, danset barfodet i florlette farverige saronger på ikke en men mange strande. Jeg har  modtaget visdom fra en guru, skuret ikke klinker men skraldespande som min seva og set med forgrædte tvivlende øjne på en ikke ny men gammel ven, som ikke sagde: så savn ham, send ham lys og drop det så, men i stedet sagde noget lidt mere jordnært, som ikke tåler gentagelse her. Jeg har  allerede gjort alt det, jeg engang drømte om, alt det som Julia gjorde i Spis, Bed, Elsk. Mit liv har været fyldt med så meget forandring, at det på ingen måde er tiltrængt. Og det er mange år siden, jeg fandt mit ord.   Kære Søster, du havde ret. Jeg fik en gylden mulighed forærende.  Men jeg vil ikke bruge den på at tage til en Ashram i Indien eller undervise i yoga på Bali. Og jeg vil ikke være en lille smule Julia i en film baseret på en andens historie. Jeg vil være lige, hvor jeg er, og jeg vil være en hel masse mig i en virkelighed baseret på min egen historie. Jeg drømmer ikke om at tjekke ud af mit liv, men om at tjekke ind og udfolde de vinger, som har vokset sig stærke efter en hel masse frie fald og styrt. Jeg   har allerede dybsindige skønne venner og veninder, som stiller mig udfordrende spørgsmål. Jeg mestrer ’la dolce far niente’ til fulde, og jeg behøver hverken spise mig mæt i pizzaer eller fuldfed pasta, for at få den muffin-top, jeg allerede har og måske ikke knuselsker, men synes er helt okay. Og afslutningsvist har jeg ikke tænkt mig at række ud efter en mands hånd, før det er en, som ærer både den dybere og helt konkrete betydning af mit ord: Verità – Truth – Sandhed.

I mit i forvejen lettere forstyrrede sind har følelserne Vrede og Afsky taget kontrollen. Med sig har de en af deres skumle venner, som jeg ikke har mødt før.    Måske husker du fra min klumme ’Forræder’, at min forlovede luskede ud af en kattelem med en Løgn og kom tilbage med Bedrag, hvorpå jeg forlod ham sammen med Vrede og Afsky (via døren). Siden har Triste forsøgt at gøre sig bemærket, men hidtil uden held. Glæde er gået i kælderen og så er der altså den her nye følelse, som er dukket op.   Min nye følelse hedder Hævngerrighed. Jeg kender ikke Hævngerrighed særlig godt, så jeg googlede den. Google siger, at Hævngerrighed er en helt normal følelse, som dukker op, når vi føler os svigtede eller krænkede. Hævngerrighed inviteres som regel af Vrede og Afsky, og sammen er de på en evig jagt efter retfærdighed. Nu er det ikke sådan, at jeg ikke før har ladet Vrede og Afsky tage kontrollen, men det er altid lykkedes Triste at vise mig vejen til Tilgivelse, før Hævngerrighed dukkede op. Tilgivelse er lidt mere end en følelse. Det er også en handling. Du ved, en af den slags følelser og handlinger som piger og kvinder helst skal mestre for ikke at blive kaldt en Drama-queen eller Bitterfisse.      Siden jeg smækkede min eks-forlovedes hoveddør bag mig, har Triste ledt efter Tilgivelse men nu da Vrede og Afsky kontrollerer mit sind, tror jeg faktisk Tilgivelse med vilje holder sig væk. Og så er der Hævngerrighed, som forleden fik adgang til mit talecenter og teede sig som Trump, når han uddeler toldsatser. Det gik ud over en mandlig bekendt, som måtte lægge øre til, hvordan Hævngerrighed havde tænkt sig at indfange Retfærdighed, få min eks-forlovede til at betale løsesummen og give Retfærdighed til mig. Han sagde ikke direkte, at jeg nærmede mig Bitterfisse stadiet, men han foreslog, at jeg talte med nogen, fandt Tilgivelse og kom videre. Med ’nogen’ mente han en psykolog, du ved dem, som har masser af spørgsmål men ingen konkrete svar. Og hvad han mente med ’videre’ er jeg lidt usikker på, men det er typisk mænd at tro ’videre’ på en eller anden måde kan indfange Retfærdighed.         Eftersom jeg har rigelig spørgsmål selv, har jeg ikke brug for en psykolog men en veninde. Så jeg fandt en, som ikke tog tolvhundrede kroner for en masse spørgsmål, men i stedet gav mig et gratis svar: ’Sæt dig i et blødt hjørne af dig selv (eventuelt med en kop kaffe og et stykke chokolade) og vent på Karma’, sagde hun. Jeg havde helt glemt Karma. Karma er ikke en følelse men en fikser (altså en slags mandlig udgave af følelser). Karma er ligesom Hævngerrighed på jagt efter Retfærdighed men arbejder ikke sammen med Vrede og Afsky.  Karma sørger (blandt andet) for, at de der lyver får deres straf, og de som bedrager afsløres og betaler prisen. Jeg skal intet gøre, bare overlade det til Karma og vil så slet ikke få brug for Retfærdighed. God idé, tak veninde. Karma har ligesom offentlige hospitaler lang ventetid, så mens jeg var nedsunket i de indre bløde pudevår faldt Vrede, Afsky og Hævngerrighed i søvn. Triste så sit snit til at tage over og det var sådan set helt fint med mig. Triste og jeg har haft mange gode samtaler. Som regel nogen, der løsner op for en masse spændinger og hovedpiner.    Triste sagde til mig, at min eks-forlovedes smerte ikke er min glæde. At hans straf ikke er min belønning. At Hævngerrighed er en sult, som aldrig kan mættes. At Retfærdighed er glat som et stykke sæbe, let smutter imellem hænderne og i øvrigt dufter lidt af gammel dame (Imperial Leather). At afsky er en gammel vejrhane, der peger som vinden blæser, så måske det er tid til at smide den ud? Triste spurgte, om jeg vidste, at Vrede faktisk hedder Sorg? Og med hensyn til Karma, så slog Triste en latter op og sagde, at Karma ikke tager verdslige bestillingsopgaver og hader, når man sidder utålmodigt i venteværelset og tror man ved bedst (av, den sved for mig). Karma arbejder kun indenfor gejstligheden og snor sig ad Uransagelighedens veje (som i øvrigt er lukkede for offentligheden – ikke engang Google Maps har kortlagt dem).    Mens jeg sad der i mit bløde hjørne og blev klogere sammen med Triste, gæt hvem der så kom op af kælderen? Det gjorde Glæde. Med favnen fuld af Overbærenhed og Pyt. Vrede og Afsky sover stadig - helt udmattede af at have styret kontrolpanelet så længe, så dem hører jeg nok ikke fra i et stykke tid. Hævngerrighed er stukket af - jeg havde ellers en høne at plukke med den grimme ubehagelige følelse. Føj altså, jeg håber aldrig den dukker op igen. Hvis du ser Hævngerrighed derude et sted, så sæt dig i et blødt hjørne og vent på Karma. For mens du venter på Karma, så stikker Hævngerrighed nemlig af – den kujon – og Glæde dukker op med fine gaver som for eksempel Overbærenhed og Pyt.

Ja, så ringer telefonen igen, og denne gang er det år 2025, der vil minde mænd om at se på årstallet i kalenderen, inden de bruger deres arbejde til at score kvinder. Fornyelig blev jeg udsat for en af den slags mænd, der behandler kvinder som call-girls. Altså den gamle forståelse af en call-girl.   Det startede med en sms, der landede som sprit på det indre bål, min eks-forlovede lige har antændt. Eller nej, det begyndte med en leje-lejlighed, jeg så på for nogle uger siden. Eller vent, det begyndte i virkeligheden for meget længere tid siden med en kulturbetinget tradition, der har givet mænd fri adgang til at behandle kvinder som deres ejendele og kvinder som stiltiende har accepteret. Jeg tager dog også min personlige del af ansvaret. På min vej til at blive voksen fangede jeg en skyld- og skamvirus, som satte sig på balancenerven. Mænds grænseoverskridende adfærd plejede nemlig at få mig så meget ud af balance, at jeg snublede og lod dem vade hen over mig. Nu har vi nået 2025, og jeg er ved at få bugt med virussen. Det er som at tage et 3d briller på og se den film, man før kun har set i 2d. Følger du med i mine klummer, ved du, at jeg fornyelig flyttede fra min forlovede på grund af den der kattelem han igen havde ladet stå åben. Du ved også, at jeg bor på værelse med Barbie i den blå festkjole, træ-hesten med brudeslør og pløjer det udpinte lejeboligmarked igennem for at finde mit nye hjem. I den forbindelse fik jeg tilbudt en lejlighed her i Nordsjælland og kom derfor i kontakt med en vicevært. Jeg takkede nej til lejligheden, men knap en time efter mit nej-tak-opkald, modtager jeg en sms fra ham. Og det er nu du skal pudse 3d-brillerne. Han skriver:  ’Jeg synes, du er super sød og ser dejlig ud’. Han har planlagt en tur til Portugal og ’…hvis du har lyst inviterer jeg dig til Portugal’. Herefter følger detaljer om min (!) afrejsedato og fly. Han afslutter sin sms med: ’Alt betalt. Fuld diskretion’. Der er så meget galt med den sms på så mange planer, at jeg ikke ved, hvor jeg skal begynde - men lad mig prøve. Hans sms begynder helt præcist med: ’Jeg undskylder for min ligefremhed’. Her er et gratis tip: Hvis man føler behov for at undskylde forud for det, man skal til at sige eller gøre, så er det faktisk en god idé slet ikke at gøre det. Som professionel vicevært har han fået mit telefonnummer og misbruger det privat. Jeg møder op for at se på lejlighed, og det står åbenbart stadig uklart for mænd, at det i 2025 ikke er i orden at opføre sig som en 5-årig i en slikbutik hver gang de møder en kvinde. Vi er mange, som er trætte af mænd, der rager slik til sig, mens de med de berømte hundeøjne viser to tomme hænder frem. Mænd med slik hjemme i skålen, som skovler til sig, når de er ude (uden samtykke hverken hjemme eller ude). Jeg ved godt, det må komme som en chokker for jer slikhungrende mænd, at der findes kvinder, som ikke  lader sig imponere af betalte ferier, store huse, jeres nye dyre Volvo eller vovse med stamtavle. Og chokerende nyt er det vel også, at vi har andre interesserer end mænd og at kvinder ikke ser på lejlighed eller går på arbejde for at byde sig til hos mænd.   Her kommer andet gratis tip: Hvis der nogensinde var en tid, hvor alt betalt og fuld diskretion var det, vi drømte om, så er den for længst forbi. Tredje gratis tip: Kig i jeres rygsæk, ryd op og se, om I kan finde noget integritet, medmenneskelig respekt, andre interesser end kvinder og måske dernede på bunden året 2025, som I lige kan tjekke ud. Fordi jeg stadig har en snert af den føromtalte virus, følte jeg mig først skamfuld over viceværtens ubehagelige invitation. Jeg nåede at tænke, har jeg givet indtryk af noget forkert overfor ham? Jeg hostede også en nedarvet tradition i vores kultur op om at beskytte ham ved ikke at råbe op om hans grænseoverskridende adfærd. Heldigvis kom den raske 2025-del af mig på banen.   Min indre Sisse Babett-Knudsen får lyst til at sige: Bare ærgerligt Sonny Boy , kaste en lille grim vase efter ham og håbe den rammer noget i ham, der ikke allerede er i stykker. Min indre Maude føler trang til at falde en ordentlig mand om halsen (hvis jeg kan finde en) og udbryde:  Hans Christian,   jeg tror, vi er de eneste ordentlige mennesker i verden. De fleste på min alder ved, at Hans Christian ikke var et ordentligt menneske (han gemte slik på arbejdet), og Sisse Babett-Knudsen ikke kastede vasen. Så jeg holder mine indre filmkarakterer tilbage og træder - i en for mig - ny karakter. Siden første sms har viceværten ringet fire gange, skrevet en sms for at rykke for svar og lagt en besked på min telefonsvarer. Jeg har ikke bedt om hans første sms, hans mange opkald eller hans uanstændige tilbud. Jeg gætter på, det ikke strejfer ham, at han sætter mig i en ubehagelig situation og et dilemma. Forholder jeg mig tavs kompromitterer jeg min integritet og vedligeholder en ældgammel tradition, som ikke er hverken kvinder eller 2025 værdig. Derudover er jeg blevet belemret med en privat viden om ham, som jeg slet ikke ønsker at have. Jeg ved nu noget om ham, som hans kone og arbejdsgiver formentlig ikke ved. Så efter lange overvejelser bliver det sådan her: Mit svar til viceværten er denne klumme, en mail til hans kone og et opkald til hans chef. Det er nemlig den slags call-girl, jeg og kvinder er i 2025: We make the call.

I dag hørte jeg Olivia Rodrigo i bilen på fulde hammer. Hold op, hun har skrevet nogle vrede og geniale sange. Hendes poetiske historiefortælling rammer præcist ned i situationer og følelser, jeg og mange andre kender til. Det er forløsende, når nogen tillader sig at give deres vrede fuld skrue og samtidig har følelsesmæssig intelligens, poetisk overskud og et skarpt indre blik. Især imponeres jeg, når unge kan og gør det. For tiden skråler jeg med på sangen ’Traitor’. Nogen vil forbinde ordet Traitor’s danske oversættelse med et (i mine øjne) letkøbt uinteressant tv-program på DR1. I stedet for at bruge flere timer på at se Forræder på DR1 er fordybelsen i begrebet, handlingerne og den følelse, som opstår i den som udsættes for en forræder langt mere dyrtkøbt og interessant. Og det har Olivia Rodrigo gjort. I sangen Traitor sætter hun ord på, hvordan løgn og bedrag føles og hvilken forklædning det kan komme i. Med indledningen: Brown guilty eyes and little white lies Yeah, I played dumb but I always knew That you'd talk to her, maybe did even worse I kept quiet so I could keep you Og det er det, man gør. Man tier. Ikke kun for at beholde kæresten, men også fordi man har lært at stole mere på andres ord end egne fornemmelser. Hun fortsætter: And ain't it funny How you ran to her The second that we called it quits? And ain't it funny How you said you were friends? Now it sure as hell don't look like it You betrayed me….….Guess you didn’t cheat, but you’re still a traitor. Jeg ville ønske, jeg kunne høre sangen Traitor og tænke på, hvor ung Olivia Rodrigo var, da hun skrev den (19 år) og at de situationer og følelser hører ungdommen til. En tid hvor drenge skulle blive til mænd, piger til kvinder. Den tid, hvor drenge var høje på testosteron, frontallapperne blafrede i vinden, mens ego sad ved rattet for nedrullede vinduer. Den tid, hvor drenges moralske kompas, som en vinylplade i hak, pegede på deres ego og ikke rykkede sig videre. Dengang integritet stadig var et fremmedord, man som ung igen og igen måtte slå op, men stadig ikke forstod vigtigheden af. Piger var (vel) ikke så meget bedre. Jeg famlede i hvert fald i blinde, snublede over fornuft og følelse, begik et par moralske parforholdsbrølere, og må ærligt sige, at de år, jeg knækkede koden til flirten, ser jeg ikke særlig stolt tilbage på. Der kommer et tidspunkt i ens liv, hvor man har flirtet nok, brølet nok, såret nok. Et tidspunkt, hvor sætningen: undskyld, jeg mente det ikke er så slidt, at den hænger i laser. Hvor fornægtelsen æder en op indefra og må erstattes med noget mere langtidsholdbart som ansvar, empati og integritet. Der kommer et tidspunkt, hvor man spørger sig selv: Er det sådan et menneske, jeg vil være? For mit vedkommende var svaret nej. Og selvom jeg som ung nægtede at have flirtet med andre, når daværende kærester konfronterede mig, så nikkede kvinden indeni mig allerede dengang og hviskede: Jo, du gjorde. Hvis løgn og fornægtelse er der ens moralske kompas peger hen, og ego ikke er skrumpet lidt siden det tog over i teenagealderen, så fortsætter man med at lade både behov, ego og jagten på anerkendelse styre. Som midaldrende voksen vil man stadig opføre sig skrupelløst, såre andre og være overbevist om, at det er de andre, der er noget galt med. Eller den variant, man også støder på: primært midaldrende fraskilte mand (påstår jeg) som med hundeøjne erkender, at de i tidligere forhold har løjet og været utro, men lover deres nye kæreste, at sådan opfører de sig ikke mere. Det løfte er en skrigrød løber, de ruller ud for deres nye forelskelse, men reelt aldrig har tænkt sig at betræde sammen med hende. Og ja vi er nogle kvinder, der er gået catwalk på den løber - også i en ret moden alder. Jeg kan derfor ikke høre Olivia Rodrigos Traitor (og andre af hendes sange i øvrigt) og tænke, at det var dengang, og nu er vi jo alle voksne. Nogen kom ikke med voksentoget, da det holdt ved perronen. Deres frontallapper blafrer stadig, og gang på gang smider de offerkortet stadig overbevist om, at det er en trumf og ikke en joker. Så også for nogle af os voksne ringer unge Olivia Rodrigos tekster genklang – jeg håber, hun er okay med, at jeg skifter brown eyes ud med blue, når jeg skråler med i bilen.