Vi var mange som for en uge siden satte vores krydser i tvivl og samtidig håbede på en sikker ny retning. Den forgangne uge på Borgen har kun forstærket vores tvivl. Og mens midterbarnet insisterer på at puste sin fredspibes røg ud af sin egen … skorsten, sidder jeg (og andre er jeg sikker på) med følelsen af, at ingen lytter til vores tavse krydser. Det blev Mette og ikke midterbarnet, som nu svinger tryllestaven og skal mane en ny regering frem. Lad os se, om hun kan finde venner nok, som vil i regering med hende. Måske skal hun bruge ordet venner  på en lidt anden måde, hvis det skal lykkes. Desværre ved vi, at når Mette svinger tryllestaven kan hvad og hvem som helst forsvinde og dukke op (sidst set i forbindelse med KV25 på Københavns rådhus). Vi husker også stadig mink-sagen og hendes simsalabim Mink forsvind og trylleryllerolleri lad Mette gå fri, som fik selv Jakob Ellemann til at falde besvimet om i armene på hende. Mens Mette tryller er spørgsmålet: Hvor er de to andre? (helt sikkert ikke i Kvickly). Troels er sidst set tøffende rundt i Christiansborg elevatoren (med hjelm), snart på vej op, snart ned, helt uden retning. Midterbarnet ser ud til at have sat sig på tværs i sit eget univers, univers, univers. Mens de tre står i vejen for hinanden myldrer nye medlemmer ind på Borgen. Benovede og spændte som var det første skoledag - et par stykker så faktisk sådan ud. I sikkerhedstjekket blev tasker renset for uskyld, ærlighed og storsind, som de ikke får brug for de næste fire år. En af de nye på fløjen, Lars Boye, havde taget sin blå paraply med. Som en anden Mary Poppins gik han rundt med sin paraply og delte først orlov og så ekskludering ud. Var der nogen, som sagde Klovnebus 2? Den høje mand, Alex, ønskede sig en frisk start og fik lige præcis det. Måske lige friskt nok at få et medlem ind og ud hurtigere end Mette kunne nå at sige simsalabim, må et par blå forsvind’. Med trætte (og skuffede) blikke rettet mod Borgens rygende ruin af en skorsten (sorry, det var Børsens), venter vi på, hvor mange farver, som blander sig med hinanden og stiger op. Hvilke partier står fast på deres politiske retning, principper og valgløfter, og hvilke falder besvimet om i armene på Mette, når hun svinger tryllestaven. Hvor mange folketingsmedlemmer er der overhovedet tilbage i blå blok, når endnu en uge er gået? Og vil midterbarnet lytte til vores krydser eller fortsætte med kun at lytte til sig selv? Vi satte vores tavse krydser, og de råber på noget andet end SVM. Måske nogen vil fortælle Mette, Troels og midterbarnet, at der kommer et tidspunkt, hvor sætninger som ’det har vi ikke været gode nok til’ eller ’Ja, vi begik en fejl’ lyder som et remix af en slager, ingen af os orker at høre på de næste fire år.

(Klumme bragt i Netavisen.dk 26. marts 2026) Så kører klovnebussen igen og denne gang ikke med Lars, men Mette ved rattet. Hele holdet er med og på bagsmækken hænger den nye lidt højtråbende dreng i klassen og kæmper sig som en anden Keanu Reeves frem i bussen. Jeg ved snart ikke, om jeg skal håbe på, at de crasher eller når i mål med en regering – forhåbentlig inden gps’en sættes på Allinge, Bornholm. En ting er at se dem opføre sig som børnehavebørn til folkemøde i sandkassen, en anden hvis de stadig skubbes om pladserne, og hvem som egentlig ved, hvad danskerne vil have. Mens Mette og Troels småskændes om, hvis tur det er til at styre sidder Lars med koden til GPS’en. Han nægter at udstikke en retning, men cirkler stædigt rundt i midten. Hvad er det, de ikke forstår? Socialdemokratiet fik hug, Venstre klippet en tå, moderaterne mast en hæl, men stadig overhører de vælgernes budskab: Nej tak til jer. Ser vi tilbage på valgkampen, som set fra et kommunikationsperspektiv har været tå-krummende pinlig, er det ikke underligt, at vælgerne topforvirrede har sat deres krydser ved afklarede partier. Valget blev skudt i gang og ud af kanonen kom kampagner, lige så svære at finde fornuft i, som Trumps taler. Hvor var den politiske sammenhængende kommunikation og de langsigtede visioner ikke kun for Danmark og danskere, men også for vores fællesskab med andre lande og den jord, vi har brug for at passe på? Kære Partiledere, særligt Mette og Troels: I har arbejdet seriøst, hårdt og sammen i fire år. Hvorfor opfører I jer som forårskåde unge studenter, så snart valgknappen er trykket i bund? I er ikke unge (!) og forårskådhed gør os ikke trygge ved, at overlade styringen til nogen af jer. Jeg græmmer mig over jeres kampagner. Jeres overfladiske budskaber, talen ned til os vælgere og leflen for de unge TikTok brugere. En platform I lystigt brugte denne gang, selvom I er imod TikTok og i den forgange regeringsperiode foreslog at forbyde den (Mette). Hvilken gennemskuelig dobbeltmoral og manglende integritet. Hvornår fik I opfattelsen af, at det at vælte en række colaflasker (Inger) eller tage make-up på foran mobilskærmen (Pia) afgør, hvor vi sætter vores kryds? Hvorfor bruge ord som grisebasser (Mette) i en valgkampsdebat? Et ord, du aldrig ville bruge (forhåbentlig) i forhandlinger med landbruget. Hvad tænker I på (Mette og Troels), når I opfører jer markant anderledes i valgkampens tre uger, end I gør til hverdag? Det er ikke et cirkus, I skal lede og have ansvaret for. Det er et land, en kultur og seks millioner mennesker. Vi har ikke brug for nye cirkusartister, som optræder for os. Vi har brug for de ledere, som vi kender, ser os. (Og I har tydeligvis brug for et nyt kommunikationsteam). Jeres kampagner har ingen mening givet. Der var ingen sammenhæng(skraft) imellem slogans og billeder, videoer på sociale medier og jeres fremtoning på tv. I er ikke et nyt produkt, som skal lanceres. I er old news. Vi kender jer. Det går ikke at have et kækt slogan, som ikke matcher det, vi har set de sidste fire år. Os vælgere, vi er kloge nok til at blive forvirrede, når I forsøger at være nogen, I ikke er. En af de første busreklamer, jeg så var en utydelig blå blyantstegning af Troels og sloganet: I sikre hænder. Om aftenen toner Troels så frem på sociale medier som Rambo. Jeg ved ikke med jer andre, men jeg føler mig ikke i super sikre hænder ved at overlade landets styring til en, der AI kloner sig selv som Rambo. Især når vi alle sammen ved, at hvis der er noget Troels ikke kommer i nærheden af at være, så er det Sylvester Stallone (heldigvis tror jeg nok?). Mette købte vælgere med fødevarechecks og 14 elever i skoleklasserne. Vi ved alle, at den check forslår som ind i helvede og ikke løser nogens problemer med at få privatøkonomien til at hænge sammen. Der findes ingen evidens eller forskning, som viser, at 14 elever i klasserne løser trivselsproblemerne. Det er pinligt (for dig, ikke os), at du tror, vi falder dig om halsen for en check. Problemet med tal og checks er, at det er kortsigtede løsninger og desværre lette at blive målt på. Og du fik jo ikke 1.000 flere sygeplejersker i arbejde, vel? Jeres kampagner er visionsløse, usammenhængende og arrogante. Hvis de afspejler dem, I er og det, I vil, så fik I den vælgerlussing, I har fortjent (den kunne have været hårdere). Jeg får lyst til at sige: Bliv endelig siddende i klovnebussen og kør ad helvede til. Vend tilbage når I har lært at være ydmyge overfor de beføjelser og den beslutningsmagt, vi giver jer. Når I har lært at lytte til vores krydser og ikke kun til jeres egen fortolkning af dem. Når I ikke kun kan stave til integritet men også ved, hvad det betyder og efterlever det. Det kan blive en lang tur til helvede. Når klovnebussen løber tør for den dyre benzin, hvem går frivilligt ud, hvem betaler prisen og hvem smutter ind i butikken efter tolv flasker vand, så I ikke skal drikke det fra hanen? PS til den, som henter vand: Tag en pakke smøger med til Lars, ingen tændstikker, der er masser af ild i helvede.

Efter at have set demokratiets aften er jeg mere forvirret end godt er, og helt sikker på, at jeg ikke er klog nok til at gennemskue alles påstande. Jeg har læst stort set alle partiernes hjemmesider, set Genstart og debatter. Selv speedsnakkeren Clement har jeg udholdt i forsøget på at blive klogere. Jeg er forvirret på et højere plan og er ikke alene om den følelse. Nu har jeg besluttet at sætte krydset ved en af de få, som udviste ærlighed, ordentlighed og integritet under debatten i går.   Politikere er per definition uenige, men det ville da være rart, hvis de kunne blive enige om noget. Det minder mig lige om Bornholm og det, de faktisk kan blive enige om: What happens on Bornholm, stays on Bornholm. Den enighed gør kun det hele lidt værre. Samtlige danske politikere samlet i en sandkasse på Bornholm minder mig lidt for meget om børnehaven på tur i voksenhøjde: intriger, druk, flirt og en løssluppen opførsel, som får Alex’ kokain-indtag til at ligne en velovervejet beslutning. Når man så ved, hvad man ved, om slettede sms’er og har en mistanke om, hvor de døde mink ligger begravet, ja så bliver billedet af børnehaven på tur ikke mindre realistisk. Minkene er for længst begravet, og vi vælgere har en kort hukommelse, siges det. Jamen, så lad os da tage nogle eksempler fra seneste regeringsperiode, som er værd at huske på, når man står i stemmeboksen på tirsdag. Der går lidt for meget Trump-retorik i den, når Mette siger køb, køb, køb og som en anden Paris Hilton vifter med vores fælles kreditkort. Og hvor er det træls på den jyske måde at se tre partiledere som i fire år har dannet fælles front på den voksne måde nu kaste med sand og slås som børn om, hvem der skal sidde forrest i bussen på vej til Bornholm.   Jeg har en del uafklarede spørgsmål, som kan minde lidt om introen til tv-serien Skum (for os, som er gamle nok til at huske den): Hvem har egentlig ikke taget kokain, men er bare ikke blevet presset til at stå frem? Hvem giver os ro og nøgternt overblik i stedet for at piske en stemning op? Hvem fandt på at råbe ’droner’ lige før budgettet til forsvaret skulle vedtages? Hvem har glemt at fortælle Heunicke om Bornholm-reglen? Hvem har løsnet grebet om Stram kurs, så Rasmus Paludan nu står på listen? Og hvorfor vil hverken Mette eller Lars sige, hvem der stod i sandkassen og råbte, lad os tage Store Bededag? Og endelig vil jeg vide, hvorfor partiledere taler i slogans med ord som ender på ere - rigere, retfærdigere, grønnere. Hvorfor skal vi være mere, når en tredjedel danskere er stressede og allerede føler, de ikke er nok.   På Socialdemokratiets hjemmeside siger Mettemor til børnene (os vælgere): Det er en urolig tid, vi lever i . Ja, jeg bliver ret urolig, når Mette begraver mink om natten, nægter at kaste lys over the drone-moment og siger glem det, venner  til de, som tager en voksen-beslutninger om at arbejde mindre for at være mere for de børn, hun påstår at værne om.    På Venstres hjemmeside indledes med: I Danmark mener vi, at verden skal være et trygt samfund – også når verden er urolig. Kommunikativt et tolv-tal, for vores hjerner elsker kontraster (tryg, urolig) og drama. Om Troels’ hænder så er de sikre, ved jeg ikke, men de er uden tvivl renere end Mettes. Og rene hænder i børnehaven er der ikke mange af.     Alex, den kække dreng i klassen, tilbyder en frisk start . Han tror  på, at vi kan få rykket noget med en borgerlig regering. Og jeg tænker bare, om tro egentlig er nok her? Alex ser sig desværre ikke for god til at nedgøre andre for at fremhæve sig selv. Beskrivelserne af kollegaerne springer i øjnene: skadelige topskat og lunkne kompromisser . Skadelig for hvem, og hvordan vil Alex undgå kompromisser? SF’s Pia holder krampagtigt fast i fortidens  blokpolitik med en sikker rød stemme, og det er so last valg . Men også Pia har allieret sig med et stærkt kommunikationshold, som taler lige ned i det, de fleste drømmer om: mere tid, mindre pres. Den vision   er so next decade og et tiltrængt pust på de mange stressramtes skrantende vindmøller. Det forpligter at være dem, vi giver vores stemme. Dem, vi giver mandat til at værne om vores værdier, etik og moral og ikke mindst vores træer, planter, dyr, jord og hav, vores børn, vores ældre, vores midtimellem, vores os, vores plads i verden og nattesøvn. Jeg vil miljøet og mindre pres, men jeg kan ikke stemme på fire år mere med Slette-Mette-hov-hvor-blev-minken-af. På spørgsmålet i går aftes om dronerne sværger jeg, at jeg så Troels og Mette udveksle blikke og hørte dem citere Jack Nicholson i filmen A few good men: You can’t handle the truth .   Try us…og kom så ud af den opblæste sandkasse. Det er muligt, at I efter to flasker vin og en Medina-koncert i Allinge får lyst til at sjofle løfter til vælgerne (og dem derhjemme), som danskerne er flest, men desværre er vi nogen, som forventer lidt mere af jer, som har rakt ud efter faklen.    Selvom jeg ikke helt har tilgivet Kåre for nedlæggelsen af 21 Søndag, så sagde han i går det vigtigste, nogen har sagt i denne valgkamp: Demokratiet kan man ikke tage for givet. Så uanset, hvor krydset sættes er det en stemme på demokratiet. I morgen stemmer jeg hverken på nogen eller noget. Jeg stemmer på demokratiet (og en lille smule på Kåre).

I valgkampsperioden inviterer Aftenshowet almindelige danskere i studiet for at fortælle, hvad de savner politisk fokus på. I sidste uge var det så sygeplejersken Dorte, som fik sine five minutes of fame og desværre brugte dem på at pege fingre ad nogen i stedet for at tale om noget (tak for inspiration til den sætning Løkke). Sygeplejersken har flere emner med i håndtasken, og et af dem er stigningen i antallet af førtidspensionister. Dorte vil have politikerne til at genoptage sager om danskere på førtidspension. Hun siger:   …i mit nærmiljø oplever jeg folk, jeg ved er på førtidspension, og jeg ser dem agere øh cykle rundt, sidde på caféer, træne … jeg tænker bare, når man kan det, så må man også kunne bidrage lidt på plejehjem, der står og skriger på varme hænder…’. Stakkels Dorte. Stresset og presset, som vi jo ved, at sygeplejersker er, og der sidder førtidspensionisterne på café og fiser tid af, mens hun knokler. Det lyder ikke som om Dorte kender førtidspensionisterne personligt, men hun har set ’dem’. Har de en dovendyrs-snor om halsen i stil med Solsikke-snoren for mennesker med skjulte handicap, så  hun kan kende dem? Dorte må naturligvis gå ud fra, at der har førtidspensionisterne/dovendyrene siddet hele dagen og bællet kaffe for hendes skattekroner. Hun går også ud fra, at hvis de kan sidde på café, så kan de også arbejde. Og endelig går hun ud fra, at ingen af dem har noget arbejde (seksten procent af førtidspensionister har arbejde). Dorte ser altså (på afstand) nogen som med glæde fiser tid af på café for hendes surt-tjente skattekroner. Hun ser nogen som godt kan  men ikke vil  bidrage. De her mennesker/dovendyr er blevet vurderet af Dortes kollegaer, nemlig sygeplejersker, læger og psykologer. De har været i behandling for enten fysiske eller psykiske lidelser. De har været i arbejdsprøvning for at få vurderet deres arbejdsevne og kommunens sagsbehandlere har indstillet til førtidspension ud fra de givne regler. Det er overvejende mennesker, som har været igennem sygdomsforløb, sygemeldinger og mange af dem årevis af kampe for at holde sig i arbejde og forsørge sig selv, indtil de altså til sidst har rakt ud efter hjælp. Men pyt med det, Dorte ved bedre. Pyt med Kalle, en førtidspensionist jeg kender, som blev kørt ned en dag på vej hjem fra arbejde, smadret til ukendelighed og på mirakuløs vis overlevede. Han har ingen synlige ar, ingen tydelige mén – altså for den som ser ham på afstand. Pyt med Birgitte, en anden førtidspensionist, jeg kender, som i ti år har været ind og ud af sygemeldinger på grund af alvorlig stress og angst, som nu også har fibromyalgi. Igen et menneske uden synlige ar, ingen tydelige mén – altså for den, som ser på afstand. Og pyt med de mange lignende livshistorier. VIVE (en uafhængig statslig institution under Indenrigs- og Sundhedsministeriet) forklarer, at den største stigning i antallet af førtidspensionister skyldes unge under fyrre år, som får førtidspension på grund af psykiatriske lidelser. Kan vi tale om det , i stedet for at pege fingre ad dem ? For det lyder som en tendens, vi kender fra stigningen i antallet af børns psykiske diagnoser, unge med angst og depression og mennesker i deres bedste alder som brager ned med stress på stribe. Toogtredive år efter jeg afsluttede min cand.merc. på CBS og fik job på reklamebureau, fik jeg tilkendt førtidspension. Noget hverken jeg eller de, som kendte mig, troede skulle ske. Nogle gange slår livet en helt skæv, man tumler forvirret rundt, kæmper for at genvinde balancen, bliver slået igen og er alt for lang tid om at opdage, hvad der ramte og hvorfor. En dag slæber man sig til kommunen og banker, ydmygt taknemmelig, på velfærdssystemets dør og har brug for hjælp. Jeg fik tilkendt førtidspension sidste år og shame on me i sidste uge var jeg på café og for første gang i tyve år kan jeg sove hele nætter uden at være tre timer om at falde i søvn eller vågne midt om natten med tankemylder og hjertebanken. Ja, vi ’agerer’ som andre mennesker: køber ind, laver mad, gør rent, cykler, træner, henter og bringer børn, putter, synger godnatsange, står op midt om natten, når de har mareridt, bekymrer os om teenageren, skændes med kæresten eller ægtefællen, tager på café med en veninde eller alene, hvor vi bæller kaffe og glor på alle de andre, som vi tror er meget mere ’normale’ end os, selvom ingen af os ved, hvad ’normal’ egentlig betyder. Og så er der Dorte, som holder øje med os bag ligusterhækken. Hun ser os cykle, træne og sidde på café. Hun tænker, jamen hvis I kan det, så kan I vel også…. Dorte tænker ikke, at det at ’agere’ normalt er en overvindelse, en daglig kamp, at ikke alle dage er ens, at nogle er gode men mange svære. At psykiske og fysiske lidelser ikke er en dovendyrs-snor, vi tager på, så alle kan se, hvordan vi har det indeni, hvad vi har været igennem. Dorte tænker, at hun ved bedre, hvad andre kan, burde og skulle. Dorte leder efter nogen at pege fingre ad – det blev så førtidspensionisterne i sidste uge. Hvem bliver de næste? Ja, måske dig, der læser denne klumme – hvis du har tid til det, kunne du så ikke tage et par timer på et plejehjem i stedet? Jeg så en sygeplejerske i Aftenshowet i sidste uge. Dem som også kaldes ’varme hænder’. Hun så hverken stresset eller presset ud, som vi jo ellers har hørt, at de skulle være. Hun må have tid nok, og jeg tænker bare, at hvis hun har det, kan hun vel også tage et par timer på et plejehjem, som står og skriger på varme hænder?     Og PS Dorte: Dovendyret er faktisk ikke noget dårligt dyr (tak til Niels Olsen for inspiration til den sætning)

En tirsdag i december træder jeg ind ad bryggersdøren til mit barndomshjem, råber hej, mens jeg skubber skoene af. Bryggerset dufter af skyllemiddel og piberøg, mor er ved at lave aftensmad, far dækker bord. Her er alt, som det plejer. Selv nisserne sidder de samme steder, som i min barndom. Jeg roser laksen. Mor synes ikke den smager, som den plejer. Måske mangler der noget, siger hun. Jeg ved ikke, om det er et spørgsmål eller en konstatering, far synes den smager som den plejer. Så går snakken om priserne på smør, Trumps seneste idiotiske udtalelser og DR’s Juleshow. Vi er enige om, at det var bedre dengang værter forstod at være værter og ikke forsøgte sig som hovedrolleindehaver i en forceret talentløs baggrundshistorie om showets tilblivelse. Da jeg skraber tallerkenen og putter den sidste bid laks i munden, siger far lidt henslængt: Jeg har i øvrigt læst din seneste klumme.   Jeg læner mig tilbage. Mor spørger, om far lige rækker hende kartoflerne. En lille pige stavrer rundt på stylter indeni mig og synger: far har læst min klumme, far har læst min klumme.   Jeg ved det godt. Jeg er langt op i 50erne og hvad så, hvis far har læst min klumme? Det er der et halvt hundrede andre, som også har. Alligevel venter jeg (an)spændt på fortsættelsen. Pigens Madonna-stemme skubber min tinnitus en oktav op - til skinger.    Far har ikke svært ved ord. Tværtimod. Han er den i familien, som rejser sig til bryllupper, konfirmationer, runde fødselsdage og klirrer på glasset for at holde tale. Mens han taler skæver ingen gæster til mobiltelefonerne. Ingen gaber, ruller øjne eller krummer tæer. Alle fanger ironien, humoren og alvoren. I de indlagte kunstpauser, som han holder uden at fylde dem med øh eller rømmen, venter alle spændt (som jeg gør nu) på fortsættelsen. Udover at være en dygtig dreven taler er han familiens analoge Google. For de i familien, som partout skal vinde alle spil (ikke mig), er han derfor eftertragtet at være på hold med. For nogle år sad vi alle omkring Bezzer Wizzer til en julefrokost. Team unge overfor team gamle. Halvvejs igennem spillet er de unge temmelig meget bagud. En af dem foreslår, at de får en ’gammel’ på deres hold for at gøre det mere fair. Min svoger, som er trænet i at få spontane forslag til at lyde gennemtænkte (lang karriere som management konsulent), siger straks, at de kan få mig. Min mellemste søn ser på ham, som om han er helt væk og siger så det min svoger og vi alle godt ved: Det hjælper os da ikke, tværtimod.   De ville selvfølgelig have morfar (far), og det er derfor jeg nu sidder med halvtygget laks i munden og venter på, hvad far (morfar) har at sige om min klumme. Jeg har for længst besluttet, at jeg ikke vil lade nogens meninger om det, jeg skriver, påvirke mig. At jeg vil være imødekommende og åben over for  både ros og kritik. Men. Det er far. Og i ventetiden på fortsættelse af hans henslængte ’jeg har i øvrigt læst din seneste klumme’ mister pigen på stylterne  balancen. Efter hans første sætning, falder hun. Der er hudafskrabninger på knæ, et forvredet håndled, Madonna-sangen går over i vræl. Jeg iler til, men pigen skubber mig væk. Hun har det fint, snøfter hun, børster småsten af knæene af de nu blødende knæ, rejser stylterne og forsøger med et par hop at komme op igen. Jeg kan selv, hvæser hun, da jeg rækker hende en hånd.    De fleste af os har en pige (eller dreng) på stylter indeni, som mor eller far kan vælte med blot en sætning eller et blik uanset hvor gamle, vi bliver. Med andre ord de fleste af os kan pege på mindst ét reaktionsmønster, som vi holdt balancen med i barndommen men som i voksenlivet er det rene benspænd. Det er først, da jeg kører ad snoede mørke veje igennem skoven på vej hjem, og genspiller aftenens samtaler i hovedet, jeg opdager benspændet. Du gjorde det igen , siger jeg højt i bilen til mig selv. Talte i stedet for at lytte. Lukkede en gammel dør i stedet for at åbne en ny. Hvad sagde han egentlig? Hvad mente han om klummens budskab? Opbygningen, ordspillet, dobbelttydigheden? Manglede jeg et komma, et punktum eller havde jeg for hundredesyttende gang stavet endten med d? Jeg kører ind i en rundkørsel, tager første vej ud. Jeg tænker ikke, kan vejen hjem i blinde. Alle andre kan kommentere på mine tekster, vade ind ad mine vidtåbne døre og pigen på stylterne holder balancen uden problemer. Far lægger an til at kommentere, hun vakler, falder, panik opstår. Det er altid lettere at holde balancen, når man er forberedt på at blive skubbet. Jeg burde også være forberedt, når det er far. Syv (oghalvtreds) år, man ved et og andet. Det er bare det, at viden alene ikke skaber forandring. Efter middagen den aften tog jeg en alvorssnak med pigen. Vi er enige om, at det er på tide, hun sætter stylterne tilbage på plads i skuret. Det spritnye år, vi nu træder ind i, er en god anledning til forandringer. Hun forstår godt, at jeg umuligt kan høre, hvad andre siger, når hun synger både højt og skingert. Men små piger har det med at glemme sådanne nogle alvorssnakke. Derfor har jeg sat en gul post-it lap i klemme mellem mine frontallapper i pigens øjenhøjde. Der står: Husk at sætte stylterne på plads i skuret, før du åbner døren til dit barndomshjem. Og skru så ned for den Madonna-sang, man kan jo ikke høre, hvad man selv tænker.   GODT NYTÅR TIL MINE LÆSERE (OG FAR). PS: Tak til manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson, instruktør Susanne Bier og Sophie Gråbøl for filmen Den eneste ene og sætningen (som aldrig bliver for gammel til at tage med ind i et nyt år): Syv år, man ved et og andet’.

Et år er gået siden jeg flyttede sammen med min forlovede og opdagede, at jeg ikke var den eneste kvinde i hans liv. Det år har jeg brugt på at trevle hans finmaskede net af løgne op, som trækker tråde helt tilbage til begyndelsen af vores relation. På at sidde svimmel, forvirret og blødende som Sofie Gråbøl i Blinkende Lygter og spørge mig selv: Hvad skete der?    Et år er det for lang tid eller slet ikke lang tid nok? Et par stykker af mine nærmeste mener det er lang tid nok, måske endda alt for lang tid. Videre, sagde en veninde til mig fornyelig og viftede med hånden, som prinsessen i Klods Hans. Dur ikke, kunne hun også have sagt, men hvad er det som ikke dur og hvor ligger videre? Videre minder mig om 90erne. Om hende jeg blev til og dem, jeg hang ud med. Vi skøjtede hen over dårlig opførsel, triste følelser - ja alt, hvad der kunne føre os ned i dybet af os selv. Du må videre, sagde vi til hinanden, slog ud med hånden og grinede kækt. Jeg blev student det år reklamer blev tilladt i tv og dermed gjorde deres entré i stuen. Ingen talte om reklamernes magt. At budskaberne lagrede sig et sted i os som overfladiske værdier, der hang ved på vejen videre. Vi sang med på Levis’ mad about the boy, kastede med håret på L’Oreal-måden og syntes vi var worth it. Som om charme, selvtillid og lækkert hår i sig selv gav vores liv værdi, indhold og retning. Videre minder mig om årene på Handelshøjskolen. Om en fremadstræben, jeg aldrig fandt fodfæste i. Om stramme værdier, jeg fandt det lige så svært at krybe i og lyne op, som de Levi’s, alle bare måtte eje. Min generation - også kaldet X eller nå-generationen - blev voksne i 90ernes yuppie-tid, hvor skrupel- og integritetsløse super-egoer som Claus Riskjær blev kaldt succesdrenge. Hvor Cindy Crawford gjorde supermodel til en jobtitel. Og vi troede (godt hjulpet på vej af Hollywood), at videre var et helt konkret sted, vi en dag ville lande og blive lykkelige til vores dages ende. Videre er en fikser, som fejer forstemmende følelser ind under huden. Sprøjter botox i panderynker og silikone i forfald. Videre løfter op, glatter ud, retter ind. Videre opfandt velcro-lukninger, fast-food, drive-through, mobiltelefoner og Tinder med swipe-funktion. Videre er en uro i kroppen, en rastløs pulserende hvisken i dit øre: Videre, videre, videre. Vi hastede ind i det nye årtusinde, hvor ja blev til en trendy hat, vi købte og gik med. I tierne svansede videre’s boheme-søster, Pyt, ind på scenen og tog os alle med storm. De få som ikke blev hvirvlet videre med Pyt, men insisterede på at dvæle ved dårlig opførsel og triste følelser, ja de kunne få en tude-kiks at gnaske i. Jeg var med til at opfinde videre. Jeg fyldte mit skab med ja-hatte og knuselskede Pyt. Jeg delte tudekiks ud og spiste dem selv uden at ane, at jeg tre årtier senere skulle komme til at hade dem alle og kløjs i de tørre kiks.  Jeg bilder mig ind, at jeg er klogere nu. Jeg er i hvert fald ældre. Pytterne er en dyb grumset sø, ja-hatten klemmer, bøtten med tudekiks er tom og videre lander et sted i mig, som ikke længere findes. Jeg har tænkt mig at sparke videre tilbage til 90erne, trille søster Pyt ned i 00erne, tømme skabet for ja-hatte. Deres tid med mig er forbi. De lovede nemlig langt mere end de kunne holde (ikke ulig et vist mændeske). Jeg er vokset ud af mine Levi’s og ind i erkendelsen af, at jeg aldrig var mad about the boy, men because of the boy. Og hvem har nogensinde inderst inde følt sig worth it ved at kaste med håret på L’oreal måden? Som Sofie Gråbøl er jeg kommet mig over min blodtud, er ikke længere forvirret og giver nu knytnæven tilbage. Jeg har optrevlet ti års løgne og er kommet frem til, at der er noget i stykker i min eks-forlovede. Han dur ikke. Og jeg må rigtig nok videre, men ikke til 90ernes videre, som ligger et sted udenfor mig, her altid indhenter. Så foreløbig bliver jeg, hvor jeg er. Dvæler lidt endnu ved hans dårlige opførsel og mine triste følelser i håb om at finde mit indre videre ved at knække koden til erfaringens visdom. Den er ikke Pyt - så meget ved jeg. Og ps: Hvis du finder min ja-hat, så saml den ikke op. Den er en tåbelig klaphat med to alt for store hænder, som tror, at vinderen er den, som scorer mest.

11. september 2025 Kære Malte, Det er tre år siden du sang Kalde Dem for du til Dronningens 50 års jubilæum. Du stod på en scene på Christiansborg i hvid smoking, tydelig nervøs og usikker på, hvordan din humoristiske kontroversielle kærlighedserklæring til Dronningen ville blive modtaget. Din usikkerhed var rørende, dit mod inspirerende. Teksten, melodien, budskabet, den hvide smoking, rosen i brystlommen. En stille og samtidig larmende bemærkelsesværdig iscenesættelse af det direkte budskab til Dronningen men også det indirekte til os andre: Lad os ublu sætte ord på, hvad der rører sig i os – gerne iblandet humor og ironi. Lad os tage chancer og møde konsekvensernes storm uden at blive blæst bagover eller bøje os.    Du inspirerede mig på flere måder. Lyse ideer har det med at dukke op ud af mørket og en nat var den idé et andet omkvæd til din sang. Så jeg tog din melodi, en del sangtimer (det hjalp dog ikke), og stillede mig op på en scene til min (daværende) kærestes 50 års fødselsdagsfest. I en hvid kjole foran tres gæster sang jeg din sang med min tekst. Lige så nervøs og usikker på modtagelsen hos både gæster og hovedperson, som du var. I stedet for dit omkvæd må jeg kalde Dem for du  sang jeg  må jeg kalde mig din fru?  Jeg holdt dog fast i den sidste del: Jeg har ventet rigtig længe, du behøver ikk’ at svare mig endnu. Vi havde nemlig kendt hinanden længe, i ti år. Men når man skubber til en lille usikker tue, så vælter hele læsset eller hvordan er det nu, det ordsprog er? I hvert fald gik mit kontroversielle frieri lidt anderledes end tiltænkt.   Min (daværende) kæreste, vi kan jo passende kalde ham X, har mange gange sagt til mig, at jeg var hans livs kærlighed og hvis ikke det var for … så ville vi være gift. Der var en hel masse, hvis ikke det var for, som alle blev efterfulgt af noget, jeg enten havde gjort, sagt eller medbragt i min rygsæk og delt med ham. Og selvom jeg ved, at man i fortiden kan finde forklaringer på nutiden, så synes jeg ikke den skal definere fremtiden. Så jeg tænkte, at nu stiller jeg ham klapstolen for teltdøren til hans 50 års fødselsdagsfest. Så måtte det briste eller bære.   Vi har haft en del pauser i vores tiårige relation. Årsagen til pauserne er vi ikke enige om. Seks pauser i løbet af ti år fik vores relation til at ligne et Matadorspil. Vi kørte over start igen og igen og skiftedes til at have flest grunde til enten at fortsætte eller give op. Hvis ikke det spil skulle fortsætte i en uendelighed, som Matador jo ofte gør, måtte en af os tage kortet ’Ryk direkte til start’ ud af bunken. I august sidste år hejste vi flag og telt, satte blomster i vaser, byggede scene til et band. Venner og familie kom fra nær og fjern - naboer kun fra nær. Den røde filtløber blev rullet ud, faklerne tændt. Velkomstdrinks på terrassen i bagende solskin, salte snacks, vimsende servitricer og mesterkok ved grillen. Efter hovedretten indledte jeg med en tale, som ja, indrømmet også var pyntet med lånte fjer. Jeg kopierede nemlig dele af  Marys tale til Frederiks 50 års fødselsdag (det er lidt tys tys, for jeg har ikke betalt royalty). Der var Marys indledning, som passede så fint: Alle de ting, jeg kan sige og alle de ting, jeg ikke kan sige. For mellem os, Malte, så har X nogle lig i lasten. Blandt andet trak han et fedtet sneglespor af kvinder efter sig, som blev længere for hver af vores pauser. Sporet krydsede også hans og mit  - X har det nemlig med at forveksle tilgivelse med tilladelse. Så der var en del jeg ikke kunne sige i talen til festen (Vinterberg har nok en anden holdning). Mary sagde også i sin tale til Frederik, at han kom i mange forklædninger og at han altid havde afsøgt grænser. Det passede så fint på X, syntes jeg. I bagklogskabens dunkle lys, får de ord dog en lidt anden betydning end tiltænkt, for et år siden .   Efter talen sang jeg din sang med mit omkvæd og mine vers. Først var der bomstille og ansigtsudtryk som var svære at tolke – ja du ved, hvor nervepirrende det er. Men så blev der grinet de rigtige steder og klappet i takt til gentagelsen af sidste omkvæd. Bifaldet var muligvis mere til X’s søn (17 år på det tidspunkt), som modigt akkompagnerede mig på guitar og har det musikalske talent og scene-overskud, jeg mangler. Jeg satte mig ikke på knæ for X og sang det sidste, som du gjorde til Dronningen. Vi er amatører og ledningen var ikke lang nok. I stedet gik jeg ned til ham efter sangen uden anden intention end at give ham et kys. Som en elefant i en glasbutik, smadrede han min kærlighedserklæring ved at spørge om jeg mente det. Da jeg fik sagt ja, hev han en rose op fra en vase, faldt lidt tøvende på knæ og spurgte, om jeg ville gifte mig med ham. Der opstod tumult og forvirring for, hvem havde egentlig friet til hvem? Jeg fik dog svaret ja, gæsterne rejste sig, klappede, krammede og ønskede tillykke (ikke alle, men mere om det senere). Et vennepars datter sagde med tindrende lys i øjnene, at det var det mest romantiske, hun havde oplevet, det var ligesom en film. Her et år efter vil jeg sige, at det nok mere var som en dårlig Netflix serie, hvor alle andre end hovedpersonerne har regnet plottet ud i første afsnit men alligevel fortsætter med at bingewatche i håbet om at blive overrasket.     Jeg har læst, at du, Malte, ser tilbage på din optræden med Kalde dem for Du med stolthed og glæde. Det kan jeg godt forstå. Jeg ser tilbage på min optræden med blandede følelser. Blandt gæsterne til fødselsdagsfesten var nemlig forældrene til ungdomskæresten. Hende jeg havde hørt om, men ikke vidste var en kattelem, han holdt åben igennem venskabet med forældrene. Så var der X’s mor som lod som om hun ikke havde hørt, at han (eller jeg?) friede og derfor undlod at sige tillykke. Og desuden alle de gæster, som tænkte det, de ikke kunne sige: Mon det holder denne gang? For at gøre det hele lidt mere kompliceret smuttede X ud af kattelemmen nogle måneder efter festen under påskud af, at han havde en høne at plukke med sin mor, som ikke havde sagt tillykke. Og hvis du har læst mine tidligere klummer ved du, at hønen ingen fjer havde, X var hos ungdomskæresten og dukkede først op hos sin mor næste morgen. X havde så lidt mandlighed tilbage, at han først indrømmede det hele, da min intuition sammen med find-appen afslørede ham. Som surt flødeskum på toppen af en smadret bryllupsdrøm, nægtede X at tage ansvar, men begrundede sin opførsel med, ja gæt engang, noget jeg havde sagt og gjort (om opvask, vasketøj, rengøring og jeg er stadig forvirret over sammenhængen med kattelemmen). Som en forbandet ny-ud-i-kærligheden-teenager, stod jeg altså til fødselsdagsfesten i min fine hvide kjole og kastede sprogperler i modvind for et svin. Min ubetingede kærlighed skubbet ud over scenekanten lige ned i afgrunden af en mand, hvis lig i lasten stadig var spillevende. Alle hans: hvis ikke det var for … var blot lighteren, der holdt mit gasblus tændt. Mens han lod mig tro, at jeg var årsagen til, at vi ikke var gift og at hans (store) hænder ville have min ryg, hvis bare… så havde hans (store) hænder samtidig andre kvindes lår, hofter og baller, hvis nu. Og jeg var ikke årsagen. Jeg kan ikke undskylde mig med manglende livserfaring eller viden om hans svingende integritet og lemfældige omgang med sandheden (og kvinder). Jeg var i årenes løb blevet overbevist om, at jeg ikke var nok, siden han havde brug for mere. Det er som at være fanget i hamsterhjulet. Man løber hurtigere og hurtigere, og når man skal af, er der ingen elegant måde at komme af på. Det bliver bare et ben ud og så et virvar af knogler, sener og et hjerte itusind stykker, man sidder og limer sammen, mens man skriver klummer eller som dig nye sange og melodier. Ligesom du vidste, at du ikke havde en kinamands chance for at købe en panda eller to med Dronningen og få lov at kalde hende du, så burde jeg også have vidst, at kaster man perler for en svinedreng, der tror han er konge, kommer man selv til at samle perlerne op.   Misforstå mig ikke, Malte, jeg er glad for, at jeg brugte din sang, tog dit mod og gjorde det til mit. Man skal huske at elske ærligt, mens man lever, og forlade en løgner, før man dør. Begge dele kan jeg sætte tjek ved.    De valg, vi tager i vores liv, siger selvfølgelig noget om os. Du satsede på en kvinde med værdighed og integritet, som tog din rose og gav dig et værdigt nik men intet svar. Jeg satsede på en løgner i offerklæder, som gav mig en rose og svarede uanstændigt med et retorisk spørgsmål. Jeg ved ikke med dig, Malte, men jeg er stadig ved at finde ud af, hvad alt det siger om mig.   Med de kærligste hilsner, fra Rikke Surprét   PS: Hils din mor og sig, at bag en pæn pige, som ikke holder, hvad hun siger, står en mand som ikke holder noget.

LEAVING er et digt, jeg skrev i 2017. Et ud af mange, jeg skrev i perioden 2011 – 2018. LEAVING handler om at forlade dem, vi elsker - ikke kun en kæreste, elsker, mand/hustru, men også vores børn, forældre, søskende, venner/veninder. LEAVING handler om at forlade i kærlighed. Når vi forlader for at sætte andre eller os selv fri. Når vi forlader, fordi døden tager fra os, og vi derfor ikke har andet valg. Når vi forlader, fordi vi ikke på det tidspunkt kan vælge anderledes. At forlade kærligheden er det sværeste valg i verden. Ofte (men ikke altid) så meget sværere end at blive. Siger det her digt dig noget? Hvad får du ud af at læse det? Jeg havde brug for at skrive det dengang og for at læse det nu igen. Ville elske at høre, hvad det her digt siger dig. Hvis du har tid og lyst så send en kommentar på min mail surpret@gmail.com eller i kommentarfeltet (enten på fbook eller på klummer.dk ). Bare TAK. Og her kommer mit digt: LEAVING I’m sorry I can’t be the lover you need I’m sorry I can’t put the world at your feet I’m sorry I can’t be both stable and soft I’m sorry I put you through love that was rough You waited so patiently for me to heal You waited for love to tear down my shield You waited and kissed all my tears and my sorrow You waited in vain for a better tomorrow I’m leaving you now, so please leave me too I’m leaving and letting you find someone new I’m leaving believing I’m no good for you I’m leaving our love, what else can I do? You brought me your heaven, you picked me a star You brought me your heart, I cut it a scar You brought me your shield, said you’d always be here You brought me a mirror, reflected my fear Now I have to leave, call it running away. Now is the time, ’cause I know I can’t stay I'll pack up my stuff, and follow my fear I’ll chase you forever, and love you, my dear

I dag d. 24. august 2025 er en særlig anledning til min klumme. Det er præcis et år siden, min eks-forlovede friede til mig til hans store 50 års fødselsdagsfest. Det år, som er gået, har budt på lidt af hvert, som du ved, hvis du har læst alle mine klummer. I dagens klumme reflekterer jeg over det forhold, vi havde. Ti år med så mange pauser, at jeg ikke har tal på dem. Hvorfor gik jeg tilbage til ham igen og igen, når jeg efterhånden kendte ham så godt og vidste, at hans etik og moral ikke harmonerede med min. Enhver holdbar langvarig relation er baseret på gensidig respekt, tillid og tryghed. Når det ikke findes - hvorfor bliver man så? Alle mine bud på svar er ikke i denne klumme - nogle hænger i vinden stadig, så der er basis for mange klummer fremover, men foreløbig: God læselyst med denne klumme: Jag är världens starkaste tjej Når flodheste forlader deres flok, spreder de deres eget lort for at kunne finde vej tilbage til flokken. I ti år har jeg gjort præcis som flodhesten. Jeg har forladt min kæreste, spredt lort og er vendt tilbage til ham. Eller okay, ikke præcis det samme. Det lort, jeg spredte var nemlig ikke mit, men det lugtede efterhånden så velkendt, at jeg troede det var mit. Når jeg ikke er flodhest og spreder lort, dukker en lille irriterende møgunge op. Hun minder lidt om Pippi. Fregner, fletninger og et fanden-i-volds-blik. Møgungen vil vide, hvordan jeg kunne forveksle hans lort med mit, og hvorfor jeg fulgte stien tilbage igen og igen. Jeg snapper efter vejret, men inden jeg når at svare, kommer næste spørgsmål: ’Är du dum eller hur?’ Nu gider jeg faktisk ikke høre mere på den svenske møgunge. Jeg tager mit flodheste-kostume på, inviterer en veninde til et glas vin og spreder mere lort. Min veninde har hørt det hele hundrede gange før, men ruller ivrigt øjne og siger godt du endelig slap af med ham. Jeg nikker men har en fornemmelse af, at jeg stadig ikke er sluppet af med ham. Han er i min krop, mit hoved, mine tanker. Ud af min mund kommer alt hans lort, jeg helt frivilligt er gået tilbage til igen og igen. ’Jeg føler mig faktisk ret dum’ siger jeg til min veninde. Den svenske møgunge dukker op igen. ’Jeg sagde det jo’ triumferer hun og på skulderen istemmer Hr. Nilsson med et abeskrig. Nu er  hun Pippi. Mit flodheste-kostume forsvinder puf, som var jeg Askepot ved midnat og i samme øjeblik står en bredskuldret hvid hest midt i stuen. Jeg er i tvivl om de sorte prikker er for mine øjne, eller de er hestens. Dens blå  brune øjne, ser på mig med et uskyldigt blik. Jeg er lige ved at række ud efter den, men stopper, da jeg hører dens tanker: Hvis du aer og roser mig, kan du ride på min ryg et stykke tid,  og jeg vil tage dig, hvorhen, du vil. Men så snart du ikke aer og roser mig, vil jeg kaste dig af, trampe på dig og lade andre ride på mig. Når de andre er træt af mine krumspring, vender jeg tilbage, puffer blidt til dig med min bløde mule, mens du stadig ligger der på jorden. Jeg vil se på dig med mine blå  brune øjne og det uskyldige blik, du kender. Jeg vil fortælle dig, at det var din egen skyld. Du snublede, faldt og slog dit hoved. Jeg vil sprede halvvisne rosenblade som en rød løber, række dig min hule hånd, så du kan komme op på hesten igen. Du ved, du bliver kold, hvis du ligger på jorden for længe.      På det her tidspunkt sidder min veninde og jeg i lort til halsen. Jeg har hovedet fyldt af eventyrfigurer og er i tvivl om, hvor meget vin vi egentlig har drukket. Pippi løfter hesten op over sit hoved råber: ’Jag är världens starkaste tjej’. Nu er det mig, der ruller øjne, for vi har alle set det nummer før. Jeg spørger, hvordan det egentlig har virket for hende at løfte heste, knalde æg ud i panden og prale med sin frihed. Din far skred for at være selvudnævnt konge på en sydhavsø og din mor, ja, hvor er din mor egentlig, Pippi? Du har jo ingen mor og din far har forladt dig. Annika og Tommy er jo heller ikke dine rigtige venner, vel? I virkeligheden er du ked af at bo alene, savner din mor og sørger over, at din far har forladt dig. For ikke at mærke tomheden og savnet underholder du Annika og Tommy med dit lort  ævl, maler verden i kontrastfulde farver og prøver at skjule den abe, du stadig har på skulderen.   Nu er det Pippi som ikke gider høre på mig. Puf er hun forsvundet med sit slæng og tager Askepot med i farten. Ud for at sprede eventyrvisdom videre. Jeg bliver i tvivl om, hvem af os, der egentlig spreder mest lort. På gulvet ligger mit grove og alt for store flodhestekostume. Jeg tænker, at det en dag bliver til en fin kjole i en størrelse, jeg bedre fylder ud. Jeg hviler hagen i hånden, ser ud på nattehimlen og siger med et eventyrligt suk: ’Det var vel også bare en dum og helt vidunderlig drøm, jeg havde om ham og mig’. Et sted derude glimter adskillige stjernestunder, indtil de løgnagtige skyer dækker hele himlen. Jeg venter, håber på, at lysglimtene vender tilbage, et stjerneskud måske, et ønske som kan opfyldes, men nej. Min veninde synes al det lort stinker, så vi går på badeværelset og står i kø for at vaske hænder ved håndvasken. Hun siger (tydelig be muset ruset): ’Hey, du kan sy det flodheste-kostume om’. ’Men men men’ stammer jeg, for jeg kan mærke, jeg ikke er klar. At tråde nålen, stikke ind, hvor det gør ondt, aldrig mere være flodhest, bare være mig  – nej, så hellere holde fast i det velkendte lort lidt endnu.

Kristeligt Dagblad bragte den 25. juli en artikel om en ny opfindelse, som fik mig til at tænke over, hvad der egentlig er galt med os mennesker. Artiklen handlede om Methaphones nyeste ’opfindelse’. En plastik firkant på størrelse med en mobiltelefon, der skal hjælpe mennesker af med deres afhængighed af mobiltelefoner. Jep – læs lige det igen. Det er et stykke gennemsigtigt plastik i samme størrelse som en mobiltelefon. Intet andet. At have det stykke plastik i lommen eller i hånden dulmer trangen til at have sin mobiltelefon på sig og dermed kan man komme ud af sin mobil-afhængighed, påstår Methaphone. Man kan også lade som om man tager et billede med plastikdimsen, står der i artiklen (jeg kan næsten ikke skrive det uden at sætte ti jeg-falder-om-af-grin smileys efter, men jeg styrer mig, det gjorde journalisten åbenbart også, hvis ikke han overvejede det, ja så bliver jeg sgu bekymret for ham og Kristeligt Dagblads fremtid).   Der er så meget galt med både det, at artiklen får spalteplads og at journalisten tager opfindelsen alvorligt og interviewer en psykolog om effekten af 'opfindelsen'. Men det, der er mest galt er ’opfindelsen’ – eller jeg vil nødig kalde det en opfindelse, selvom det står i artiklen.  Først tjekkede jeg lige datoen for at se, om vi på magisk vis var gået enten tilbage eller frem til 1. april. Det var ikke det. Stadig overbevist om, at det ikke kunne være et rigtigt produkt, fandt jeg Methaphones website og så fik min indre Sidste Babett Knudsen kvalme. Hun åbnede døren på klem til os mennesker og sagde: Det her det bliver lige lidt for mærkeligt for mig , så smækkede hun den i, gled på de høje stiletter ud på badeværelset og brækkede sig i toiletkummen. Derefter bankede H.C. Andersens Kejserens Nye Klæder på døren og det er åbenbart mig, der skal råbe: Men det er jo bare et stykke plastik? Okay, jeg bryder det lige ned, så du er helt med. Det hele foregår i Californien i USA og er igangsat af amerikanere (hvilket forklarer en del). To tidligere Google ansatte ’opfinder’ og markedsfører et produkt, som ikke er noget som helst andet end plastik, men som de påstår hjælper dem, der er blevet afhængige af de mobiltelefoner, som nogle andre i Californien har opfundet og producerer. Metaphone, Apple og resten af slænget i Californien må jo grine herfra og hele vejen til deres tropiske mobil- og internetfri luksus-ø. Hvis det ikke er en joke eller ment som en joke, så vil jeg foreslå, at vi overvejer, om der muligvis er noget andet galt med os mennesker end mobilafhængighed. Jeg forstår mig ikke på os. Tror bare, jeg slutter klummen her. Så må I klare jer selv, jer mennesker. Jeg tjekker ud en dags tid eller to og græmmer mig over os, mens jeg overvejer om jeg egentlig vil betale for Kristeligt Dagblad, som ikke har forholdt sig et sekund kritisk til så sindssyg ligegyldig og latterlig en opfindelse. Som minimum lidt overvejelser om det samfund, vi har skabt, som gør nogle af os ’afhængige’ af de mobiltelefoner, vi er tvunget til at bruge for at være en del af det etablerede samfund. Eller en helt vild tanke: At benytte sig af muligheden for at skrive en artikel med lidt overvejelser om, at vi mennesker begynder at tage ansvar for vores eget liv og dem omkring os. At vi begynder at forstå, at vi ikke slipper af med afhængigheder af de produkter, vi selv har opfundet ved at opfinde nye sindssyge produkter. At al afhængighed er funderet i et savn af noget helt grundlæggende for os mennesker, nemlig forbindelsen til hinanden, omsorg og meningsfyldthed. Noget, som mangler i vores liv og det er helt sikkert ikke endnu et sindssygt ligegyldigt produkt, vi kan bruge penge på. Hvordan psykologen, som blev interviewet, kunne tage et stykke gennemsigtigt plastik på størrelse med en mobiltelefon alvorligt er ikke kun væk fra vinduet, det er væk fra vejen, byen, landet, jorden. Bare helt væk. Måske skulle vi snart finde ud af at det er os, som er problemet? Ikke mobiltelefoner, online spil, alkohol, cigaretter, lightergas, snus osv. Ikke Methaphone, Apple og resten af slænget i Californien. Det er os, den er gal med. Os mennesker.

Jeg sad i en blå sofa i en diskussion om krænkelse af ære og privatliv. Den begyndte med Kathrine Diez’ bog ’I egen barm’. Heri nævnes Adam Price, som hun var kæreste med, som notorisk utro, manipulerende og kontrollerende. Det fik Adam Price til at true Kathrine Diez med en anklage for krænkelse af hans ære og privatliv. Diskussionen i den blå sofa var først generel og principiel. Må en forfatter skrive om sit eget privatliv og dermed også om en andens? Diskussionen tog hurtigt en drejning over på mit forfatterskab. Dermed blev den personlig og konkret. Og så slog det hårde gnister i den ellers bløde sofa.   Vi er mange forfattere, som skriver om eller inspireret af vores egne liv og virkeligheden. Fiktion udspringer af virkeligheden - kan den egentlig andet? Non-fiktion er virkeligheden eller tæt på. Kathrine Diez bog er et miks af fiktion og non-fiktion. Jeg er ikke helt med på, hvordan man kan skrive om egne oplevelser, tanker og følelser uden også at skrive om de relationer, som påvirker dem. Ham jeg diskuterede med, rejste sig vredt op af den blå sofa . Det skal siges, at det er en blød sofa og derfor svær at rejse sig op af på en vred måde. Men i hvert fald kom han op at stå og så ned på mig. Med en løftet pegefinger og røde kinder råbte han: Hvis du nogensinde skriver om mig og vores relation, vil du blive mødt med en anklage for krænkelse af ære og privatliv . Og så trampede han ud af stuen.    Når vi indgår i en nær relation, får vi et vidne til vores lyse og mørke sider, vores kompleksitet. Nogle ser paradoksalt nok det som en risiko for at blive ’afsløret’. Andre ser ’afsløringen’ som meningen med nære relationer og en mulighed for at udvikle sig som mennesker, hver for sig og sammen. Når den man lukker ind i sit liv er forfatter, så er der en vis risiko eller chance – alt efter hvordan man ser på det -  for at blive dennes muse. Tilbage i den bløde blå sofa sad jeg. Ubehagelig til mode over at blive truet til at tie og med et spørgsmål, som de fleste forfattere stiller sig selv: Er det okay, at forfattere - som Robin Hood og vennerne i Sherwood skoven - ’stjæler’ fra privatheden og give til offentligheden? Jeg har for længst rejst mig fra den blå sofa, men tankerne rumlede videre. Jeg kommer tilbage til samme konklusion gang på gang. Det følgende skal naturligvis opfattes helt generelt og principielt. Jeg har kun brugt skriveteknikken direkte tale til en fiktiv du-person, så teksten står tydeligere og stærkere: ’Hvis du er notorisk utro, manipulerende og kontrollerende giver det sig udslag på mange måder – ikke kun privat. Du vil blive oplevet sådan og vi er mange, der ikke har meget positivt at sige om det. Men bare rolig. Der vil stadig være nogen, som ikke har gennemskuet den side af dig (endnu), eller dem som selv opfører sig på samme måde, og synes det er helt i orden. Der skal nok være et par stykker, som stadig synes, du er loyal, ærlig og respektfuld. Men hos alle os andre, bliver det sgu lidt op ad bakke at passe på din ære og dit privatliv, når du ikke engang selv kan. Din ære begynder og slutter med dig, det du siger og måden du opfører dig på, og det gælder privat såvel som offentligt. Hvis du er bange for at blive ’afsløret’, så er det dig Robin Hoods pil peger på. Ikke os andre. Når du truer os til tavshed, så krænker du vores  ære og opfører dig, ja, kontrollerende og manipulerende. Når du inviterer os ind i dit liv, så bliver dit privatliv og din virkelighed også vores. Og ja er svaret på spørgsmålet, om forfattere må ’stjæle’ fra privatheden og give til offentligheden. Vi stjæler ikke noget fra dit privatliv, som ikke også er blevet til vores. Vi udlægger det blot på vores helt private måde offentligt.’ Det var hvad, jeg ville have sagt i den blå bløde sofa den dag.    Efterskrift: Denne klumme er et eksempel på, hvordan fiktion og virkelighed kan blandes sammen. Sofaen var hverken blå eller blød.     Efter-efterskrift : Har du ikke fået læst alle mine klummer, så afsted med dig, tilmeld dig mailingslisten på www.klummer.dk  , så du aldrig går glip af en af mine klumme og dermed stof til eftertanke – og husk, at det jo ikke er hele sandheden, men tæt på, som Jonatan Spang ville sige.

Stadig med vådt hår og sand mellem tæerne fra aftenens strandtur står jeg i køkkenet søndag aften, da du siger: Det var så sidste 21 Søndag . Der gik lidt tid, før det gik op for mig, at du ikke mente sidste for denne gang, men sidste 21 Søndag for altid. Det der med at se 21 Søndag var en vane, jeg fik, da jeg var kæreste med ham med kattelemmen. Og det var ikke nogen dårlig vane, synes jeg. Jeg var ret glad for 21 Søndagene. Især efter jeg mødte dig, Kåre sådan helt irl, som de unge siger. Efter det kaldte jeg det bare ’Kåre’. Du husker nok vores møde, ikk’ Kåre? Foran Blik bibliotek i Græsted for nogle år siden. Jeg var på vej ud, du på vej ind med din søn i hånden, da det fløj ud af mig: Du er ham fra 21 Søndag, ikk’? Kåre Quist, ikk’? Og din søn, som vel ikke var mere end 3-4-5 år dengang blev meget fjern i blikket. Det var helt sikkert ikke første gang, hans far var blevet genkendt. Du tænkte sikkert, at du kunne slippe med et tv-smil og gå videre. Men nej. For jeg blev sådan helt væk-fra-vinduet- overrasket over at møde dig i en lille flække som Græsted og udbrød: Jeg vidste slet ikke, at du boede i Græsted? Der er flere ting galt med det spørgsmål, men dit tv-smil blev bare bredere og du svarede, at det gjorde du heller ikke. Nu havde vi ligesom en samtale i gang, syntes jeg og spurgte, hvad i al verden du så lavede i Græsted? Du svarede på mit spørgsmål, og det havde du jo egentlig ikke behøvet, men lagde du mærke til, at jeg ikke afbrød dig, som nogle af dine journalistkollegaer har for vane at gøre? Din kone shoppede i Medina og i mellemtiden ville du fordrive tiden med din søn på det lokale bibliotek, fortalte du. Det næste er lidt svært at indrømme, men jeg hørte med  Medina og ikke i  Medina, og desværre taler jeg hurtigere, end jeg tænker og udbrød: Hvad? Bor Medina også i Græsted? Og igen, er der alt muligt galt med det spørgsmål. Din søn så bedende på dig og først der indser jeg, hvad jeg har gang i. Og jeg beklager virkelig, Kåre. Det løber af med mig, når jeg bliver begejstret slash starstruck. Desuden elsker jeg at møde mennesker, både kendte og ikke kendte. Jeg kan ikke bare gå ned og købe en liter letmælk som helt normale mennesker uden at falde i snak med en fremmed. Men Kåre (og Medina hvis du læser med) tilbage til 21 Søndag. Jeg er skuffet. For helt ærlig, jeg har det svært med tv-avisen, som springer fra krig og ødelæggelse til bal på slottet på under tre sekunder. Og det virker overfladisk at sætte en jingle imellem indslagene og tro, at seerne så kan gå lettere fra krig til fest. Så er der Debatten, der ligesom 21 Søndag fordyber sig i få emner. Helt uden jingler, men til gengæld meget forvirrende. Clements gæster skifter pladser hurtigere end min eks skifter mening om, hvem der er kvinden i hans liv - og det siger alligevel en del. Endelig er der Aftenshowet, som jeg egentlig har været glad for, men nok har set lidt for meget. Når journalisterne stiller deres to spørgsmål til gæsterne: Hvad følte du så, da du var i den situation og hvad gjorde det ved dig? kommer jeg til at råbe til skærmen: Er der en journalist til stede, som kan stille et andet spørgsmål? Men Kåre, en anden gang, så ring mig lige op, før du og resten af redaktionen tager sådan nogle drastiske beslutninger. Du husker nok, hvad der skete med Irma, ikk’? Først lukkede de Irma, så åbnede de igen, så lukkede de en gang til for altid og nu har vi så fået en slags kopi, som de kalder Alma. Og alle dem, der ikke kunne leve uden Irma, er nu fuldstændig forgabt i Alma og kan slet ikke forstå, hvorfor de engang ikke kunne leve uden Irma.  Jeg siger det bare, Kåre.